Take me to the Candy Shop

Kender I det, hvor man som barn syntes, at der var noget at ALLE de andre måtte få, eller fik lov til – som du ALDRIG fik lov til?
Sådan havde jeg det, med alt det dyre, sjove, overdimenssioneret slik. Det man kunne få i Tivoli, Zoo og markedspladser. For kæmpe bolche-sutter til at hænge om halsen og klistre tøjet til, hundredyre candyfloss-stænger, der kun ville blive taget to bidder af og ikke mindst “pynte slikkepinde” til 25 kr. stykket – det gad vores mor altså ikke betale for.
Slik købte man i poser, hældte op i en fællesskål og så måtte man tage x antal stykker pr. omgang. Hvilket jeg jo egentlig sagtens kan se fornuften i den dag i dag. For det andet er jo dybest set pricey skodslik. I know.

Men facinationen sidder åbenbart stadig i mig. For selvom jeg er 22 den dag idag, oplevede jeg stadig et nostalgisk sus, af ren æresfrygt, da Kit gav mig nederstående påske-skum-slikkepind i sidste uge! Prøv at se, hvor fin den er! Næsten, for dyrbar til at blive spist.

Det fik mig til at tænke på den mindesværdige dag i 96, hvor farfar forbarmede sig, og forkælede mig med verdens største skumfidus-sværd. Hvilken lykke! Og det nåede endda at blive foreviget, inden skum-spisningsmarathonet indtraf.

I present you, Anne, stolt og glad dyrt-slik-ejer – nu hele to gange i sit liv: