antivoksen,  fjoller,  Kit,  snaksnak

Det lyder måske lidt barnligt..


.. Forkælet, kikset og måske endda ganske usmageligt, når jeg sådan går rundt og praler med, at have plaget mig til noget?
Det gør det i hvertfald i mine egne ører – jeg kan faktisk slet ikke udstå den form for opførsel. Jeg mener, det er så pinligt, at det burde være en selvfølge, at det aldrig fandt sted. Desværre er jeg dog ikke for fin til dobbelmoral. Så, så snart at min indre skade får øje på noget smukt, bliver principperne kastet overbord. Ikke på den hysteriske 5-årige-plage-måde. Jeg smider mig ikke på ryggen og hyler, til jeg får min vilje. 
Jeg komplimenterer bare den genstand, som jeg har kastet min kærlighed på, så ofte som det er muligt. Jeg tildeler den personlighed, og fortæller alle der gider og høre om det, hvor meget pågældende genstand vil mig. Jeg folder mig – kommer med fine løfter om både husly, evig beundring og logi til pågældende genstand, hvis den skulle overveje, at flytte ind hos mig.

.. Det virker heldigvis næsten aldrig. Men man skal jo have lov, at være heldig, sådan indimellem. Og det var sådan, at jeg scorede mig ovenstående svanen. Tror ikke vores mor orkede, at høre mere på mig – eller så kunne hun se, hvor lykkelig bare tanken om den gjorde mig. 

 – K

5 Comments

Leave a Reply to Bex Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *