juleri,  snaksnak

Da jeg så endelig indså..

.. at julen faktisk var lige rundt om hjørnet, lå jeg lige der i min seng. Jeg kunne se gaverne, på toppen af klædeskabet, som smilede forventningsfuldt ned til mig, mens de lå badet i solen fra det vindue, som efter fem måneder efter indflyt stadig ikke havde fået sine gardiner. To dage, så går det løs. Med sang, fælleskab, lækker mad, gaver og alle de dejligste mennesker.

Min jul er noget anderledes i år – igår tog jeg nemlig hul på fem arbejdsdage. Præcis som i de fleste andre ulige uger. Det betyder at jeg fra 15 til 23 kommer til, at være på job. Det er langt fra verdens undergang, har jo dejlige kollegaer, søde borgere og et fint job alt i alt. Det er et vilkår, når man arbejder i døgnplejen. Vi får uden tvivl en dejlig aften sammen, os der skal ud og arbejde. 
Det betyder bare, at det der glæder mig mest her til morgen er solskinnet – for det er nemmere at forholde sig til, når man skal cykle rundt ude til klokken 23 i aften. Juleglæden lader vente lidt på sig i mit lille hjem. Den der man kan mærke helt ned i tæerne, som bobler og hviner lidt – også selvom man efterhånden er blevet 30 år. 
Og det er helt okay, for før jeg ved af det sidder jeg i familiens skød med julelys i øjnene og deler gaver ud med stor begejstring.

Nu vil jeg pakke de sidste gaverne, spise lakridskonfekt til morgenmad og nyde at jeg først skal på job klokken 15. 
 – K

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *