A,  fjoller,  Idiot

Sprog-idioti – en liste:





I kender det måske. Ord eller vendinger man mere eller mindre ubevidst ytre forkert igen og igen, enten af gammel vane, fordi man hørte dem forkert som barn eller i årevis har læst dem forkert.


Både K og jeg er skrækkelige til at falde i, og kan bla. brilliere med følgende ordvrøvl:



1) Byen ‘Ebeltoft’ kommer altid forkert ud; vil simpelthen udtale det Æble-toft. Det ‘e’ vil partout ikke ind bag det ‘l’.

2) Ordet “rådvild”. A altid læst det med stumt d, af uvisse årsager og når hun hører det i tale, klør det i ørene, selvom hun er den der er forkert på den. 

3) K’s evige evne til at udelade ordet “spørger” i vendingen: ‘Jeg skriver lige, hvornår han kommer i morgen’. Meningen udebliver nemlig, da K i disse situationer netop skriver og spørger om hvilket klokkeslet vedkommende selv påtænker, ikke udsteder en ordre om et pågældende klokkeslet, der er fremmøde på.

4) Tour de France – ikke Turli-France som børneører hører det.

5) At sætte forkert endelse på “vand”. At bede om “at sende vanden rundt” er muligvis bonderøvssnak, men vi glemmer ofte det ender med -et.

6) At vælge et andet ord der funktionsmæssigt minder en genstand, man ønsker –  eller skabe et  hjemmestrikket ord, der er skabt udfra tingens formål. Det er somom vi begge er sikre på vi er forståelige, men ofte er folk ikke ligefrem enige. At bede om en ‘kop’ til sit vand, mens man peger på et glas længere fremme på bordet, kan virkelig forvirre værten – eller at lede efter “knivdimsen, til den gule store en” når man mener ostehøvlen. 

7)  Himbær, bare fordi de ligger bedre i munden end “hind-bær” som er så underligt opdelt. 


Nå, men altså. Godt vi da i det mindste er lige slemme til, at være ordgøglere. 
Hvad med dig?
Har du også nogle dårlige sprogvaner?

6 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *