Ting, jeg ikke ønsker, for selv min værste fjende..

Fjender har jeg egentlig umiddelbart ikke mange på lager af, men udtrykket “det ønsker jeg end ikke, skal ske for selv min værste fjende”, er et udtryk, der ofte blev brugt i vores barndomshjem. Og i og med jeg ikke har en bestemt ærkenemesis på min dødsliste, er det noget jeg slynger ud i stort og småt, når dagligdags-livet bider fra sig på en måde, hvor jeg tænker: “Forhelved, det har jeg og ingen andre på denne jord, gjort sig fortjent til.”

Jeg nævner i flæng:

– Når man træder på en Legoklods.

– At stikke hånd i egen taske og møde sammenklistret æble i karambolage med løse bolsjer fra åbenbart-dårligt-lukket-pose, der har småmuggent og svært klistret orgie kørende med ens headset, pung og nøgler.

– Når man er i telefon-kø med rædsom pausemusik, og når man så kommer igennem efter 36 minutters keyboard-house, ryger af linjen to minutter inde i samtalen.

– Når man bliver overfaldet af fremmede folks affaldne hår, på offentlig sæbeautomat.

– At tage en slurk kold kaffe og indse der er en flue i.

– Dertil kommer: “andres hår i kage”, som man med panikangst, må flå hostende ud af gab foran alle i personalestuen.

– At slå hovedet mod loftet i bussen. Føles som akut kraniebrud og man skál jo grine let til “publikum”, mens man mest af alt ønske øjeblikke ambutation af eget ansigt.

Hvad med dig? Hvad ønsker du ikke, for selv din værste fjende?