Jeg har det med at romantisere ting. Jeg er en dagdrømmer uden lige. Hvis jeg ikke koncentrerer mig sådan ordenligt, er min hjerne altid på vej hen ad et sidespor.
Da jeg gik hjem her til aften, igennem rimtågen, på de glatte fortorv mod min lejlighed, fløj tankerne afsted.
Min hjerne vil have sommer – og det kan kun gå for langsomt. Jeg brygger på storslåede fantasier om græs mellem tæerne, morgenkaffe på altanen, min mors drivhus, lyse nætter og hvor mange øl jeg skal drikke med alle mine mennesker. Jeg kan næsten fornemme lyset mod min øjelåg, hvis jeg blinker lidt for længe. Dufte det nyslåede græs og den varme asfalt.
Når tiden kommer skal jeg bare slappe af, og nyde at nu er lyset og varmen der endelig.
I min overdrevne romantisering er der intet negativt. Jeg kan faktisk ikke huske en eneste regnvejrsdag, ikke en eneste dårlig sommer. Jeg mindes ikke, at have klaget over varmen, søvnløse nætter eller et eneste skænderi. Og gudsklov for det. Det er nu dejligt med et lille frikvarter fra virkeligheden – og evnen til at glæde sig til noget, som muligvis aldrig kommer. For når det bliver vinter igen næste gang, har jeg alligevel kun de gode minder i gemmebogen.
6 Comments
Marie / krøllerier
Uhh jeg håber på en sommer lige efter dine drømme!
venterpaavin
Også mig??
– K
Anette
Stemmer på din drømme sommer, så kal Zorro og jeg dase i haven og dele en is, lunt og solrigt, lur i haven, ture på stranden.
venterpaavin
Jamen, så sagde vi at det var en aftale?
– K
Kristina Krille
Det med at dagdrømme kender jeg alt for godt 🙂
venterpaavin
Det er både dumt og hyggeligt☺️
– K