Hver vinter, når frosten har bidt sig fast og mørket synes uendeligt, er den eneste kur, at finde “Den lange vinter” frem fra hylden.
Som så ofte før, slugte jeg alle 362 sider i et hug – når først håbløsheden er indfundet sig, kan jeg nemlig ikke holde ud, at lægge den fra mig, før toget fra Tracy når igennem med forsyninger til Ingalls familien og alle de andre i den lille prærieby.
De første efterårsmåneder og startvinter, er der stadig pickels på lager fra gården, sirup i glassene og flæsk i butikkerne. Men så kommer krisen. Stormene tager til, skolen lukker da kullet slipper op, og i ugevis, forlader kun far Charles huset. Klammerende til tørresnoen med malkespanden på vej mod stalden for at fodre og for at spinde høbrikketter til brænde, der får hans frosne hænder til at sprænge op i blod, hver gang.
Og så går tiden. De sidste tre måneder får de få dage med sollys, hvor de dog stadig kun vover sig ud enkelte gange. Men energien er også knap og petroleumen er væk, så knaplampen skal der spares på. Og maden, der består af kartofler, 2 pund the, samt grovbrød, malet i en kaffemølle af såsæd og så tilsat smeltevand, og bagt. Såsæd, der vel at mærke er hentet af to 19 årige, der vovede livet og rejste gennem fire dages snestorm, for at lede i blinde efter en gård, med forårsreserverne i behold. Og gudskelov lykkes det, for en halv dollar pr skæppe, at skaffe et lager hjem, at leve af månederne ud.
Kun til jul er der gemt en dåse østers, og to gange er nabofamilien kommet med smør, efter familiens afkræftede ko, ikke længere giver mælk. Lykken er da naboen slagter sin, og de i en uge strækker de to pund oksekød, som er det eneste udover grovbrød de får, indtil den skæbnesvangre dag i april.
Sneen smelter, stormene tager af, og en dag er den der. Juletønden. Med tøj, gaver og 12 punds kalkunen (der stadig er bundfrossen), som den kære Pastor Alen havde lovet blev sendt dem, i brevet der var sendt i julen. De er reddet, men også akkurat med et øjenbrynshårs vidde. Det er altså så vildt. Og hvér gang, imponeres jeg over den styrke, det måtte kræve.
Så slutkapitlet “Jul i maj”, giver mig altid en varmeste fornemmelse. Af håb og taknemmelighed. Og dermed også en hånd, der holder mig i nakken, når jeg for 46. gang på en dag, lægger mine klage om sne og nattefrost.
Jeg siger ikke, at mit jamren er helt på hold, men med denne bog i mente, er den da hvertfald skruet ned på lavblus en dag eller tre.
Hvad med dig? Hvad er din kur mod vinterbrok og våde vanter?
8 Comments
Skalotteløg
MÅ læse den!! Har jo kun set serien – skandale! Jeg hører Gnags’ Vintersøndag i København ?
venterpaavin
SKANDALE! Afsted med dig 😀
Tilgengæld kender jeg ikke Gnags sangen 😮
-A
Tine
Hvor er det skønt. Jeg snupper også altid en af bøgerne i serien, når jeg sover på mit gamle værelse hos min far. Engang ‘kom jeg til’ at læse hele den første stående, fordi jeg bare liiige skulle bladre lidt i den (og man er trods alt hurtigt igennem. 🙂 ) Dejlig kur mod snevejr! Vi har ikke så meget sne her i København, her er til gengæld eminent koldt, og jeg fatter ikke, hvorfor jeg stadig cykler på arbejde.
venterpaavin
Hvor hyggeligt; jeg fik dem med fra børnebogreolen, da jeg flyttede ud 😀
Og jo tak, jeg cykler også, trods sne og nattefrost – ser da heldigvis ud til, det vender nu her <3
– A
Anette
Den er fantastisk, det er hele serien, eller jeg er faktisk ikke så vild med de første 4 år og den lange rejse (som hendes datter skrev)
Men selve serien indtil Laura bliver gift.
Tv serien gør slet ikke bøgerne ære, bla fordi de konstant bor i walnutgrow. Meg et er udeladt og endnu mere tilføjet.
venterpaavin
Serien har aldrig fanget mig, men læser alle bindene næsten hvert eneste år, pudsigt er de to du nævner, også dem jeg holder mindst af.
– A
Lotte
Fantastisk serie, må snart læse bøgerne igen. Især denne er så vild, fordi man virkelig bliver suget ind i den endeløse vinter. Jeg læste den om sommeren og blev topforvirret, når jeg lagde bogen fra mig, og solen skinnede.
venterpaavin
Ja, det kunne jeg forestille mig, man bliver helt fanget af stemningen deri 🙂
– A