Noget om søskende..

Igår var der International Søskendedag, kunne jeg se på Instagram. Folk postede derfor de herligste 70’er, 80’er og 90’er-billeder af dem selv og deres søstre og/eller brødre, i skøn forening.

Og selvom alle så søde ud, ved jeg bare, jeg var den heldigste, og fik de to allerbedste.

Der er sket meget siden billedet fra 1997, men vi får stadig lys i øjnene af at være sammen, nu som 21, 27 og 31 årig. Vi driller, kilder, spiser, fulder os, hygger og skriver sammen konstant. På den næsten indspiste måde, hvor vores kærester også kender hinanden temmelig godt, og inkluderes i diverse fjollede gaver og pinlige facebook-tags. Selv vores forældre kan korse sig, over vores interne ævl og slåskampe over bordet med gafler. Også i 2018. Men vi elsker det; Vi bor nemlig med 1,5 kilometers mellemrum, ud til den samme hovedvej på rad og række, og ses mere eller mindre hele tiden.

Igår troede jeg faktisk, jeg ikke havde set Lillesøster E i en hél uge, og indså jeg jo faktisk så hende til familie påskefrokosten om mandagen.

Men så lang tid går der nemlig næsten aldrig, hverken med hende eller K.

Igår endte mig og mindstebarnet fx i barndomshjemmet, fik Euros af far og farfar, spiste hjemmelavet koldskål og sladrede i tusind timer – vi snakkede især om, hvor meget vi glæder os til Flensburg-søstre-turen på mandag. Og vi har formentlig tænkt at fortsætte, i den samme rille i aften, hvor vi allerede skal ses igen, til take-out og film. Også selvom hun kort efter jeg tog til aftenkaffe med en veninde, sendte skøre og hyggelige barndomsbilleder fra foto-albumsene i vores fælles-søskende-tråd på Messenger, ved jeg, vi langt fra er løbet tør for taleemner.

Først står den dog på dagens første søsterdate med K, som jeg nemlig skal spise frokost med. Hende har jeg også skrevet med konstant, siden sidst, ligesom vi altid gør. Og jeg mig vildt til at se hende, og kan allerede spå nu, at den første sms, snapchat eller fjolle-link bliver sendt få timer efter vi skilles. Ligesom jeg ved, jeg nok lige ringer sammen med hende søndag, inden Tyskerturen og siger akkurat det samme som idag. Om hvad vi har pakket, om hvorhenne vi mødes på banegård, om vi nu får de lovede 18 grader, at vi helt sikkert skal dele en flaske vin igen, og om, at vi glæder os helt vildt til vi bare er os tre samlet. De tre sjoveste, i hele, hele verden.

Og det er netop den kærlighed, tryghed og fjollede gentagelsesglæde, jeg værdsætter helt uendelig meget. Det lyder måske ligedele pladderromantisk og idealistisk, men jeg er uendelig taknemmelig for, det vi har.

Så jeg håber, jer derude, føler jer mindst ligeså heldige med jeres søskende – hvis I har nogle, naturligvis.

Glædelig søskendedag, skal det lyde herfra i hvertfald!