Jeg var vist egentlig et helt standart barn – med dejlige forældre og to søde søstre i et lille rødt rækkehus på hjørnet af en vej. Jeg husker ikke som sådan, at nogen omkring mig sådan snakkede karriere eller fremtidsdrømme de første mange mange år. Måske gjorde man ikke det dengang eller måske var jeg bare omgivet af nogle uambitiøse typer, som mig selv.
Årene skred dog frem i folkeskolen, og snakken begyndte så småt i krogene. Jeg kan huske, at der startede ny dreng i klassen, som annoncerede, at han skulle være meteorolog, som noget af det første. Jeg var næsten sikker på, at jeg vidste hvad sådan en var. Desuden var jeg 14 år og havde hovedet dybt begravet i Beverly Hills, tanker om drengene, nyt tøj og hvor den næste fest mon skulle foregå. Den slags var faktisk lige mig – jeg elsker alt der havde med dulleri, festligeheder, drenge og forfængelighed at gøre – præcis som de andre piger på min alder. At være vokset op i hjem uden adgang til så meget som en tør mascara, havde givet mig blod på tanden.
Jeg klippede artikler ud af blade, brugte begge mine søstre som forsøgkaniner/sminkedukker, jeg overtog alle produkter, som de andre var trætte af og drømte om en fin føntørre. Den største lykke var, når der var et tillæg, om hår-mode, med i et af bladene. Jeg satte dem troligt i et ringbind, efter dato og alt muligt. Det lyder måske banalt, men jeg har altid opbevaret alle løsark fra skole osv. i bunden af min taske, sammenkrøllet og snavset. Så at have så fint et ringbind stående på reolen måtte jo betyde et eller andet, måtte det ikke?
Fagene i skolen sagde mig ikke så meget. Jeg var rigtig glad for at gå der – mine skolekammerarter var søde, lærerne var faktisk ganske okay og arbejdsbyrden var overkommelig, selvom jeg næsten altid sprang over det lave gærde, og ‘glemte’ lektierne i tide og utide. Jeg satte dog pris på at skrive stile, og det gøre jeg vel egentlig endnu. Det viste sig dog hurtigt, at selvom man ikke har ambitioner, som sådan, kan man klare sig fint igennem med middelmådige karakterer, uden sådan rigtig at få hænderne op af lommen.
Hvordan det skete ved jeg ikke, men jeg kunne nok ikke beslutte mig, og så blev det gjort for mig. Jeg endte hvertfald op i 10. klasse inde i Aalborg, hvilket udmiddelbart burde have passet en lille byhøne, som mig, fortræffeligt. Jeg skulle gå i klasse med en barndomsveninde, en barndomsven og en helt masse fremmede. Det var en smule skræmmende, for en introvert som mig, som hidtil kun havde slået min folder på en lille bitte friskole med under 170 elever og ansatte.
Jeg husker ikke så meget fra det år. Jeg ved bare, at jeg aldrig rigtig blev dus med det sted. Der var andre ting der trak i min – fx min daværende kæreste, mere fest og frihed. Jeg var jo nærmest blev voksen, inde i mit eget hoved, og måtte jo sådan næsten selv bestemme, hvornår og hvor ofte jeg skulle i skole. Bare mor og far intet vidste. Det var lidt en kultur derude. Store del af vores årgang havde tårnhøjt fravær, og skolen var ikke bange for at indvoldere forældre. Så enten var jeg lidt mere snu end de fleste eller så snød det dem, at jeg faktisk var kronisk forkølet dengang.
Mens tiden sneglede sig afsted mod årets afslutning skulle beslutninger tages. Jeg var lige pludselig ikke så voksen længere. Alle omkring mig forvandlede sig pludselig til selvsikre typer. ”Jeg skal på gymnasie, for jeg skal være ingeniør”, ”Jeg har altid drømt om at blive stewardesse’, ”Jeg skal på tekniskskole, da min far har et elektrikerfirma, som jeg skal overtage engang” osv. fløj igennem luften. Hvor vidste de pludselig det fra? Hvorfor havde de aldrig sagt noget om det før? Jeg får stadig kuldegysninger, når folk stolt proklamerer, at de altså har vidst at de ville være skorstensfejer siden de var 3 år. Den slags er ganske enkelt over min fatevne.
Der stod jeg så tilbage. Jeg interesserede mig ikke for noget, og havde ingen trang til at blive noget. Jeg drømte om ingenting. Den fornemmelse endte faktisk med, at blive soundtracket til mit liv de næste mange mange år. Presset omkring mig voksede – jeg skulle jo meldes ind på noget. Der skulle jo tages nogle beslutninger og sættes noget i gang for mig. Jeg spekulerede som en gal, og det eneste jeg kunne fremtvinge fra min hjerne var, at jeg godt kunne lide sådan noget med at sætte hår. Jeg elskede det og havde efterhånd brugt meget fritid på det som hobby – farvet hår på veninder, sat lidt hår til konfirmationer og leget så meget mit eget, at det var tyndslidt.
Det betød tekniskskole. Det måtte betyde, at jeg gerne ville være frisør og på tekniskskole. Ikke at jeg som sådan vidste, hvad en frisør rendte og lavede, men de fik vel lov at sætte hår – og det vidste jeg da, at jeg kunne lide.
Dengang var der ingen der snakkede om relevans, kollegaskab, jobmuligheder og den slags. Det skulle være ud fra interesse, og sådan noget ejede jeg ikke.
.. men fremad skulle jeg, og vejen den ledte mig mod den tekniskeskole.
(Forsættes)
3 Comments
Pingback:
Pingback:
Pingback: