A,  brok,  dagens humør,  Uncategorized

Varm ventetid

img_1354

Idag står min dag på aftenvagt, akkurat som igår. Igår stod jeg op temmelig sent efter en ualmindelig varm nat, hvor øjenlågene først klappede i efter 4. Tilgengæld fik jeg bagt fladbrød og bikset to gange madpakker sammen, vandet blomster og kommet afsted i god tid.

Og idag står den på et smut i Føtex efter det mælk og toiletpapir, der ikke køber sig selv og som jeg glemte i weekenden og derefter et smut på biblo med bøger, før turen går over Limfjorden til nok en 15-23 vagt.

Lige nu synes jeg, det virker som en uendelig lang dag, selvom jeg rent faktisk godt kan lide mit arbejde og kollegaer. Men puh, i 30 grader, er jeg altså lidt modløs, for hold op, det er varmt med et temmelig fysisk arbejde. Jeg er simpelthen lig en dame på 62 med akut hedeture og hysterisk stemmeføring, når jeg får fri og kan mærke det hagler af mig, helt ned til knæhaserne.

Men jeg kan sagtens udholde to dage i den praktiske ende af skalaen, da jeg derefter hopper på fire fridage inden søndagsvagt, som alle er booket fra start til slut med hyggeligheder.

Se selv:

Onsdag: Frokost med søde Lillesøster E kl. 12 og derefter Gråbrødre Museums-udflugt, efterfulgt af Kunsten Sommerlounge kl. 18 med rundvisning, DJ’s og kærestehygge.

Torsdag: Kaffe i barndomshjemmet med de dejligste forældre, efterfulgt af Cafe-tur med sød veninde.

Fredag: Frokosthygge med skønne K, efterfulgt af et direkte pick up, med kurs mod Århus. Her står den på Marselisborg dyrehave og senere vin og jazz.

Lørdag: Tømmermændshygge ved åen og et smut på fine AroS, før snuden vendes mod Aalborg.

Søndag: Kærestebrunch kl 12, efterfulgt af en 15-22.30 vagt.

Årh, det bliver skønt! Især den del med Århus, fordi ideen lige blev fabrikeret igår aftes, da min kærestes mor spontant tog på 10 dages ferie i søndags. Det annoncerede hun lige torsdag. Og efterlod dermed bil med firmabenzinkort i vores varetægt, med moderat forbrugsmuligheder (ala: “Brug det endelig, men kør ikke til Italien, Frankrig mv. tre gange på en sommer, som min idiotiske kollega”). Det er den rene luksus, og jeg pillede straks mig selv af akut-vagtskemaet, så det hele kunne gå op. Og heldigvis, spillede alle mine løse tøse-aftaler helt mirakuløsr sammen, så alt kunne lade sig gøre. Lucky me, for så kan jeg få glæden af alle de bedste mennesker.

Så (!) ikke mere aftenvagt og varme brok – må klæde mig så tækkeligt afklædt så muligt, forære mig selv en giga danskvand til vagten og smøre det store smil på. For egentlig, er der ikke grund til andet!

Håber I får en dejlig tirsdag?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *