fortællinger,  Føljeton,  K

Historien om dengang, hvor jeg ikke fandt ud af, hvad skulle være når jeg blev voksen (2)

IMG_2681 2.jpg

Har du læst del 1 – ellers finder du den her

At begynde på Tekniskskole var en stor omvæltning for mig. Når man har gået på en lille sød friskole, og et års tid på jævn størrelse privatskole, er en standart uddannelsesinstitution noget af en mundfuld. Jeg følte, at der var mange hundrede mennesker at forholde sig til, lige pludselig. Efter som, at jeg ikke rigtig havde behøvet, at skaffe mig selv nogle venner, siden jeg var cirka 6 år, skulle mit sociale talent pludselig hives op af hatten og finpudses. Jeg søgte højt og lavt, efter nogle ligesindede, blandt alle de smådullede frisøraspiranter. Det var nok allerede der, at jeg indså, at der var lidt langt mellem snapsene. For uanset, hvor søde alle de piger var, for det var de virkelig, så havde jeg grænsende til intet til fælles med dem. Overhovedet. Jeg fandt dog en skoleveninde – sådan en med langt ufarvet hår, fjälräv på ryggen og næsen begravet i en ‘Harry Potter’-bog. Vi passende lidt bedre sammen, så vi fjollede rundt og forsøgte at navigere igennem alt fra tykkelsen på spoler til bryllupsopsætning af hår. Det var egentlig en okay periode, men da tiden kom og vi skulle søge elevpladser var jeg ret afklaret. Der var cirka 14 elevpladser i Nordjylland på årsbasis, og tekniskskole spyttede raskvæk 30-40 lærepladssøgende elever ud hver 3. måned. Så jeg gav op, på forhånd. Min skolveninde kom heller aldrig igang med søgningen, og er, så vidt jeg ved, folkeskolelærer den dag i dag.

Efter mit liv frisør-eventyr var jeg endnu mere lost. Jeg viste vitterlig ikke, hvilken retning jeg skulle gå eller hvad jeg skulle foretage. Der var dog en del i venneflokker, som havde kastet deres kærlighed på det der med gymnasiet. Mine forældre var store fortalere for dette, da det jo åbner en del døre – og det var jo hvad sådan en ubeslutsom type, som mig, havde brug for.

Jeg vidste intet om, at søge ind på den slags. Det var forår og jeg havde sagt farvel til tekniskskole. For jeg ikke skulle gå for meget i frø tog jeg ekstravagter på mit fritidsjob, og skaffede mig et ekstra. 3 dage om ugen stod jeg op før daggry, for at gøre rent hos den lokale købmand. Det var ikke ligefrem drømmen, for et b-menneske som mig, men det var nu rart nok at kunne tjene lidt til dagen og vejen. Resten af min tid gik med veninder og min daværende kæreste. Vi var uadskillige, som kun to teenagere kan være, hvilket vist tog modet fra de fleste omkring os. Hvilket vi selvfølgelig var ligeglade med, som kun to teenagere kan være det.

Det gik hverken værre eller bedre end, at jeg tilfældig aften, midt i marts, snakkede i telefon med en veninde fra folkeskolen. Hun var startet gymnasiet allerede, da jeg startede 10. klasse, og var derfor nærmest ekspert på område. Hun spurgte indtil, hvilket gymnasie, hvordan og hvornår. Jeg svarede at jeg påtænkte, at starte op efter sommerferien, og at jeg selvfølgelig ville gå på Katedralskolen. Den eneste gymnasium med et ry, som tiltalte mig. Min veninde synes det lød dejligt, og spurgte så ind til min ansøgning. Den slags man sender ind, og anmoder om at få lov til, at starte op. Min 17-årige hjerne kørte pludselig på højtryk. “Hvilken ansøgning?”, spurgte jeg. Jeg kendte vist nok allerede svaret, men min bange anelser sagde mig, at jeg allerede var gået lidt galt i byen. Hun forklarede, tålmodigt, om den famøse ansøgning, hvordan det skulle være afleveret allerede i dag på pågældende gymnasie. Så der stod jeg, klokken 22.00, uden ansøgning, 10 km fra skolen og var ganske computerfri. Min veninde kunne nok godt mærke på mig, at jeg blev lidt slået ud, for hun skyndte sig at lægge røret fra sig. Da hun vendte tilbage, havde hun allerede en løsning klar. Jeg skulle bare finde mine eksamenspapirer og min cykel frem i en fart, så ville hun starte sin fars arbejdscomputer op i mellem tiden.
Min forældre var mærkeligt nok ikke vildt imponerede over min indsat, men virkede nu alligevel glad nok for, at der var nogen, som gad at lægge sig i selen for, at forsøge på at rede min røv.

Så vi brugte en stor del af aftenen på at udfylde, kopiere og skrive ned – og morgenen efter sad jeg i den første bus, på vej mod Katedralskolen, med mine papirer i hånden.

(Forsættes)

3 Comments

Leave a Reply to kathrine Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *