Historien om dengang, hvor jeg ikke fandt ud af, hvad skulle være når jeg blev voksen (3)

Har du læst del 1 & 2 

Dette afsnit burde nok i virkeligheden have haft titlen ‘Det er ikke studenterhuen, der trykker’.

Starten på gymnasiet blev nemlig en langvarig kamp for mig, og formentlig alle omkring mig.

Jeg er nu 17 år, og starter på byens bedste gymnasie. Jeg skal læse HF og kommer i en klasse med både nye og gamle bekendtskaber. Jeg var lige flyttet sammen med min daværende kæreste, og jeg ved ikke om det bidrog til, at denne oplevelse ikke ligefrem var en succes. For når den ene part aldrig skal ud af sengen, og den anden part er Dronning af uduelighed og manglende søvn, så er der ikke rigtigt nogen, som opdager hvordan man egentlig gør, når man skal forestille, at være voksen. Jeg var allerede voldsomt skoletræt på daværende tidspunkt, og anede ikke rigtigt hvor jeg skulle gøre af mig selv.  Så jeg nåede flere fester end afleveringer – og før jeg fik set mig om var der gået 3-4 måneder – og jeg var blevet bedt pænt om, at finde på noget andet at lave.

Den følgende årrække har jeg svært ved, at kortlægge. Jeg fik testet lidt forskelligt af, men intet af det var noget der minder om et hit.  Listen går vist nogenlunde noget ala det her:

 – produktionsskole. Vi havde efter nogle måneder i vores 34 kvm store lejlighed fundet ud af, at man skulle have penge for sådan, at skulle klare dagen og vejen. Vi var ikke gamle nok til udeboende SU, men vi kendte nogen, som vist nok engang havde gået på produktionsskolen, så en tidlig vintermorgen snørede vi skoene og traskede afsted. Det var ikke mig der førte ordet, men vi fik ja – og sådan gik der et par måneder med det.
Det var en sjov tid med masser af spændende mennesker, som jeg nok ellers ikke lige var rendt ind i.

– ‘ung pige i huset’. Jeg var også ude og forsøge mig som ung-pige-i-huset. Det viste sig at være en del mere husligt end, hvad jeg sådan kunne stille op med. Og så skulle jeg møde klokken 7 langt fra mit hjem, hvilket gjorde at jeg brugte over 12 timer på en arbejdsdag, 5 dage om ugen, og til knap 4000 kroner om måneden, var det hurtigt aflyst igen. Men børnene var nu dejlige.

– VUC. Åh, det var en on/off-affære som kom til at stå på i maaaange år. For jeg var ung og forvirret, som man nu kan være, når man har den fjerneste ide om, hvilken retning man nu bør gå. Alle omkring mig forklarede mig, gang på gang, at en studentereksamen var vejen frem, og efter som jeg ikke kunne finde på noget andet jeg ville måtte de jo have ret.
Den allerførste gang jeg startede der var det for at tage sygeplejerske-pakken. Jeg skulle bruge penge til fag, så jeg gik op og bankede på hos farmor & farfar. Jeg klagede min nød, og sagde til farfar “at jeg ikke vidste hvad jeg ville være, men at jeg kunne forestille mig, at jeg alligevel ville ende mig at passe mennesker, så det var det mest oplagte bud”. Farfar var ikke vildt imponeret over mine dagdriver-tendenser, men fandt alligevel tegnebogen frem.
Og nu bliver det hele lidt forvirrende i mit hovede. For jeg endte med at gå på VUC hele 3 gange. 2 af det relativitet kort efter hinanden. For det gik (heller) ikke første gang. Jeg synes det var for vanskeligt med alle de fag, nye relationer og så meget andet. De var dog på en eller anden måde søde nok til ikke, at smide mig helt ud af systemet. Så jeg blev tilbudt at blive overflyttet til en anden afdeling. Eller en anden skole om man vil. Jeg er faktisk ikke helt sikker på, hvor det var jeg gik i det måneder – jeg ved bare at de andre elever var rigtige voksne og jeg havde fag som; Aalborg Historie, Billedekunst og så fik jeg lov at være ‘hjælpelærer’ på et engelskhold.
Og når man nu, som mig, ikke er sådan en der går og råber højt om den slags skoleskift, er der ingen jeg kan spørge.
Jeg endte dog tilbage på VUC igen, for jeg skulle jo have den studentereksamen – koste hvad det ville. Denne gang blev jeg anbefalet at starte op i en ‘rigtig’ klasse. Så kunne jeg følges af med de andre elever og danne relationer. Jeg må have være omkring 20 år på daværende tidspunkt. Jeg havde lige været hjemme og vende hos mor & far nogle måneder – og var nu flyttet sammen med min dejligeste veninde. Det var lækkert at være flyttet ud igen, og jeg havde savnet friheden. Den der frihed, som jeg stadig ikke rigtigt kunne administrere. Så det der med, at passe sin skole gik hurtigt at fløjten igen. Jeg kunne oprigtigt ikke lide, at være der. Det var som om, at jeg ikke kunne tvinge mig selv afsted – selvom det gav næsten ligeså meget ondt i maven, at fucke op igen, som det gjorde, at tage afsted hver morgen.

Men jeg gjorde det. Altså lod være med at møde op, indtil de smed mig ud. For pengene skulle jeg jo bruge. At dette ikke blev min sidste tur forbi VUC må I høre mere om senere.

De rakte selvfølgelig ikke så langt, altså pengene, så det betød en tur på socialt kontoret for mig. Det var første og eneste gang jeg nogensinde skulle søge bistand. Det foregik på deres ungdomsafdeling. Jeg havde alle mine papirer med – den søde socialrådgiver, som talte med mig, kunne godt se at kassen var tom, så hun sendte mig ind efter et engang beløb hos en anden kommunalinstans. Jeg gik derfra med nok til mine regninger og lidt mad. Det var så fornemt.

Nogle dage efter sad A og jeg i parken og drak øl. Det var sommer og jeg skulle bruge en plan. Jeg vidste jo godt, at kontanthjælp ikke var vejen frem for mig. Jeg ville ikke overleve bare en enkelt dag i haveservice eller hvad nu jeg ville blive sat til.
Mens vi nød sommervejret og øllen prøvede vi at komme med forskellige bud – skulle man få sig en flise? Eller give VUC forsøg nummer 3? Give op og blive posedame? Ideer var der ikke ligefrem mange af, til gengæld var de dårlige og ubrugelige, dem der var. På et tidpunkt nævner jeg, at vores veninde jo egentlig har fortalt, at de mangler folk på hendes arbejde. Et af de der ungdomsjob, hvor er det er okay med tømmermænd om fredagen, der er fester om fredagen og resten af ugen går med lidt skodarbejde og en masse jævnaldrende kollegaer. Øllen havde så småt gjort sit, så jeg brød alle de uskrevne regler i mit hovede. Jeg besluttede, at sende en sms om, at jeg var klar, hvis de var.

Jeg besluttede, at give mig selv fri fra uddannelsesræset. På ubestemt tid.

Et par øl senere ringende min telefon pludselige med et nummer jeg ikke kendte. Eftersom jeg lige havde sendt en ‘ansøgning’ ud i universet, blev jeg enig med mig selv om, at jeg hellere måtte svare. Så jeg rystede den værste del af branderten af mig, og gik ind mellem træerne for at tale. Samtale husker jeg intet af, men da jeg vendte tilbage til A, som stadig sad i solen, var jeg en jobsamtale rigere. De skulle starte nye hold 1,5 uge efter – og ville meget gerne se mig til samtale allerede om mandagen.

(Forsættes)