Fem bøger, jeg altid vender tilbage til.

Modsat mange, jeg kender, er jeg helt tosset med at genlæse bøger. Mange gange. Jeg kan møde nogle, der reklamere for en roman ved at sige “den er så god, jeg faktisk har overvejet, at læse den en gang til!”

Disse bøger jeg viser her, har jeg alle haft i over 10-20 år, og jeg læser dem alle sammen igennem en gang om året. Hvilket vil sige, vandet ligesom er løbet under åen et par gange, men jeg lover, jeg jubler hver gang Dobby finder sokken i Romeo’s dagbog, der hvor Tara claimer sit sofabord foran Thomas, stykket, hvor Ria stopper Louise om natten med hovedet i småkagedåsen, Nynnes lister, og når toget fra Tracy når til byen og Laura Ingalls og co. kan fejre jul i april.

Jeg giver jer, mine 5 genlæsnings favoritter:

Harry Potter 1-7 af J.K Rowling.

Ingen kan undre sig, at denne serie er på listen, men nævnes skal den. Harry Potter universet er så magisk og altomsluttende – den kærlighed, opfindsomhed og sans for detalje, der er lagt i de bøger, imponere mig gang på gang. Usammenligneligt!

Elsker at hints, fra bog et, bliver brugbare i bog 7, og at følge de forskellige personers udvikling. Mine karakterer, vel at mærke – dem, der er i mit hoved, altså. Det vil sige, ikké dem fra filmcastet, men dem jeg har kendt fra jeg var 9 år. En Harry, med uregerligt hår, der ikke ligner en vandkæmmet kordreng, en høj dreng med fregner og stor næse, fremfor hvad vi ser hos den flotte, robuste Rubert Grint, og en kikset Hermione med de beskrevne hvalrostænder og buskede bryn – en der langt fra, er en Mrs. E. Watson. Dem skal jeg altså lige hilse på, på årlig basis, efter de mange års bekendskab – og de klarer heldigvis ærterne hver gang. Verdens bedste, bedste bøger.

Elegance – Kathleen Tessaro.

Før der var instagram-opslag om dagligdagens præstationsangst, en frygt om ikke at slå til og fornemmelsen af, at alle har det nemmere end en selv, var der “Elegance”. En bog, om netop den problematik, som udfolder sig hos så mange. Louise er en ung kvinde, der, ligesom vi ser folk tale om idag, er lullet ind i en dagligdagstrummerum, hvor den ene dag tager den anden, og selvværdet matcher sloggitrusserne, den kedelige, asexsuelle mand og jagten på den perfekte lampe (som iøvrigt, er blevet det mest interessante, der er på årets to-do liste). Har alle andre det ikke sjovere? Er pænere? Slår til på arbejdsmarkedet? Er begæret? Og så er hun sådan et nul, tænker hun. Med andre ord: Identitetskrisen lurer.

Men en dag ændre alt sig, da hun falder over en ældgammel dameguide til “Elegance” i antikvaren. Og i et forsøg på at reparer sin kedelige tilværelse, beslutter hun sig for, at blive elegant. En rigtig dame!

Vejen dertil bliver både sjov, hård, trist og absolut ikke opfyldt, som Louise håber. Men hun bliver klogere på så meget andet i jagten, og måske det lige var det, der skulle til?

Det lille hus på prærien-serien – Laura Ingalls Wilder

Nogle forbinder “Det lille hus på Prærien” med en serie, andre med bøgerne. Efter jeg som teenager så serien, var jeg bare skuffet over fortolkningen, for bøgerne var for længst læst. Tænk sig, at sirupsdyppe et så fint, socialrealistisk mesterværk af en historisk perle, indtil sådan en sukkersød serie. Ydrk! Jeg elsker nemlig at følge Ingalls’ ofte hårde og ubarmhjertige jagt på nybyggerlykke og en tilværelse i det store USA. Særligt “Den lange vinter”, læser jeg hver vinter, når verden er snegrå og trist – den sætter alt i perspektiv. Den serie mener jeg til dato kan anbefales til børn som voksne – særligt de 4 sidste.

Nynnes dagbog 1-4 – Henriette Lind, Lotte Thorsen, Anette Vestergaard.

Her er vi ovre i ren chicklit, og nok Danmarks bedste. Nynne er realistisk og alt for meget på samme tid – den veninde det altid falder i en ekstra øl, utroskab og skænderier med sin mor, og altid leverer historien råt og usødet. Med fire bøger, har jeg favoritpassager og steder, der er så pinlige jeg springer over, men kender dem ud og ind. Man kan ikke lukke de bøger i, uden at være kommet i godt humør.

Sidste Udkald – Marian Keyes

Udover HP, er dette den bog, der vækker flest følelser hos mig. Jeg hepper så inderligt på vores tre hovedpersoner, og at deres skæbner vil ende med at fører dem et lykkeligt sted hen. Den sammentømrede vennegruppe lever middelmådige liv med karriere, kærester og byture, og alt syner fryd og gammen. Men da gruppens højtskattede Fintan får kræft, får han tid til at tænke. Han indkalder derfor hans to veninder til stormøde og giver del hver en udfordring, der strider mod deres nuværende tilværelse. Han ønsker ikke, at de skal spilde deres tid, og lægger skarpt op til målet skal nås, før han dør fra dem. Dette skaber splid, for både fortidens skeletter, manglende selverkendelse og faderkomplekser spænder ben, for at udfører Fintans krav, og pigerne raser. Hvad bilder han sig ind?

Men romanens kærlige, sarkastiske og fantastiske vennefolk ender med, at vise deres hidtil skjulte sider frem, som tiden løber ud og kampen spidser til. For måske har Fintan også lidt ret i, hvad han siger.

Bagsiden på mit bog-eksemplar er væk og flere sider er løse, pga. utallige gennemlæsninger og jeg kan virkelig kun anbefale den. For hvad der på forside og bagsidens cover, synet af endnu en banal tøsebog i rækken, ved jeg, at vi fat i så meget mere her.