Bolig,  der var engang,  forkælet

Boligglimt, kom indenfor (kontoret)

Som jeg nævnte i mandags, er der flyttet en ny skønhed ind herhjemme. Min kærestes højtelskede, skrappe, søde “moster Lis” på 84, har nemlig besluttet at hendes sidste år skal bruges i nordjylland, så teltpælene skal rykkes op og der skal ø-hoppes et par gange.

Derfor skulle der styr på revisor og papire, så min kæreste og hans far satte kurs mod sjælland, for at tage sig af papirarbejdet.

Med sig hjem, fik han, til sin store overraskelse det bord, han altid har været helt forelsket i. Et bord, han har nævnt mindst 100 gange i vores otte år sammen, og som hvert skrivebord på antikmarkeder, bliver målt mod, inde på hans nethinde. Selvsagt, vinder Lis’ bord hver gang, og vi har derfor ikke købt et endnu. Og heldigvis for det. Aftenen før afgang, ringede hun nemlig og fortalte, at de ligeså godt kunne tage en trailer med, for så kunne han jo få det bord, han altid har ville have.

Og nu står det her, og jeg kan godt forstå, at han altid har været fascineret. Det er bare så flot og velholdt, for Lis’ mand gik alt for hurtig bort, og det er derfor noget nær ubrugt. Et pyntebord, om man vil.

Så selvom han bare var en 6 årig dreng, der kom på ugentlig sommerferie i den lille kystby, da han fik øje på det, har det vækket opsigt. Det er hvertfald 24 år siden han var det, men bordet er ikke glemt. Og hun har heller ikke glemt det, for han har hyggeplaget hende ved enhver lejlighed.

Men ikke mere, for nu er det hjemme hos os i Aalborg. Det har nu fået plads i mit yndlingsrum i hjemmet – vores kontor/påklædningsværelse.

Her hersker mit monster-prinsessespejl, hans Tintin-væg, min gocard reol, hans chiliplanter, Ottaskabene til vores tøj og vores fælles teakreol. Og det passer perfekt! Palisanderen skinner om kap med de andre elementer og giver en dybde, jeg er helt tosset med.

Og så elsker jeg, historien det har med sig – det er helt klart så meget hyggeligere, end et fra et tilfældigt loppemarkede. Det gælder faktisk ligeså meget for hans ting, som mine egne, synes jeg.

Har du nogle arvestykker, fra din familie/din kærestes, som du skatter højt?

10 Comments

  • Tine

    Hvor er det dog bare et virkelig smukt bord – jeg er meget misundelig! Det er simpelthen så dejligt at have møbler, der har en helt speciel historie stående i hjemmet, og bordets historie er da særligt fin. I bor så smukt – jeg ville nogle gange ønske, at jeg kunne være bare en tand mere minimalistisk – så selvom jeg langt fra vil kalde jeres stil minimalistisk (hvilket er et kompliment), er det helt perfekt for mig. Jeg nyder sådan at få et kig ind i jeres hjem. Vi har i øvrigt de samme garderobeskabe. 🙂

    Jeg ville ønske at jeg havde plads til flere ting fra min familie. Lige nu er jeg gladest for min morfars gamle sømandskiste, som han købte fyldt med bøger på et marked i halvtredserne – den er nu fyldt med puslespil og malegrej. Min søster har plads til lidt flere ting, men jeg gruer for den dag (om mange, MANGE år), hvor barndomshjemmet skal ryddes.

    • venterpaavin

      Vi rødmede helt herhjemme, da vi læste din besked igår, det var da den fineste boligkompliment ??.
      Otta skabene er simpelthen så smarte, og samtidig neutrale nok, til at kunne matche de fleste stilarter – for ja, vores har vist ikke et navn, og det har jeres sikkert heller ikke ?.
      Men hvor lyder det som en dejlig arveting, min mors (arvede) sømandskiste var den, vi havde Playmobil i som børn, husker jeg. Og puh, rydde barndomshjem.. det må du sleeet ikke sige ? (mindst 100 år).

      – A

  • Birgitte B

    Hold op, det er smukt. Og sikke et fint rum I har fået lavet. Jeg er vild med det.
    Personligt har jeg et lille barskab, som jeg har arvet efter min farmor og farfar. Det plus en arkitekt-tegnet lampe er det gamle islæt i min stue. Jeg holder meget af begge dele, dog mest lampen. Som jeg faktisk ikke vidste var noget værd. Det fandt jeg først ud af flere år efter jeg fik den. Kh. Birgitte

  • Joseph

    Jeg arvede selv et teak bord inkl. originale stole fra 70’erne, af min mormor og lige nu ærgrer jeg mig over at der ikke var plads til det og det endte med at blive solgt.
    Heldigvis har jeg da stadig hendes teak skænk og den bliver ikke solgt 🙂

    • venterpaavin

      Det forstår jeg godt – men man kan simpelthen ikke gemme alt, og jeg synes også det har været svært hver gang, jeg skal give afkald på noget med affektionsværdi.
      Godt, du fik noget med??.

      – A

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *