A,  åh nej,  antivoksen,  der var engang,  Uncategorized

Det her minder mig om #1

.. 2007. Sneen altså – for det år kom der så meget, at det blev kaldt den værste i ti år.

Resultatet blev nemlig, at jeg sneede inde hos K. Noget, der passede mig aldeles glimrende. Siden hun var hjemme efter “første udflytning”, i barndomshjemmet for en ti måneders tid, havde vi delt værelse. Og efter den periode, var det endnu mere umuligt end ellers, at skille os ad. Mobilabonnementet CBB gjorde det muligt for os at ringe gratis sammen to timer hver dag – et styk fra hver mobil – og det overskred vi ofte. Hun kom gerne hjem på besøg, men noget nær weekend – og gerne en eller to dage i ugen – boede jeg i den anden side af dobbeltsengen, i Aalborg.

Hvad vi lavede? Hørte rapplader, snakkede dagdrømme, fik besøg af fælles venner, solede på altanen, så de samme tre film på dvd, drak os fulde og gik i gaden. Gerne to dage i træk, hvis grunkerne rakte til det – ellers købte vi Bjørnebryg og holdt køkkenfest og tegnede med sprittush på Kit’s vægge – det er der faktisk stadig, dem dag i dag. Søndag formiddag var helliget til tømmermændsmarathon med pizza fra Tito, eller hakkebøffer med bearnaise fra papdunk, på lønningsdage, og toast på alle de andre. Og så tog jeg i reglen hjem til provinsen ved spisetid, nogenlunde i live.

Så den herrens torsdag i februar, skulle 16 årige Anne naturligvis på endnu en et retreat, på Hotel K. Bare lige en overnatning med lidt øl, og så op i skole fredag.

De der snevarslinger, kendte jeg ikke til – så med et sæt ekstra trusser, to flasker Liebfraumilch og forventningsglæde, tog jeg de vanlige 12 kilometer fra provinsen ind til Aalborg, hvorpå jeg hoppede på endnu en bus mod Kit’s kvarter. I rasende snestorm.

Det viste sig dog at blive til fire overnatninger, på den helt uforberedte måde. For sneen stod højt fredag morgen og den kollektive traffik var stoppet. Gymnasiet blev droppet og vi besluttede os jublende for, at endnu en aftens hygge var krævet fra skæbnens side.

Men dagene gik. Og d. 22. i måneden var vi på røven – begge to. Som i at vi havde under 100 kroner i kontanter, efter at have tømt alle lommer på 3. dagen. Det var nemlig der vi vågnede af vores gigantiske brandert, hvor vi i to dage havde levet af øl, vin og alle de åbenlyse rester i K’s køler.

Vi havde sågar kommet i tanke om, at vi havde en halv flaske lunken vodka stående hos en kammerat, der boede godt 1,5 kilometer fra K. Og da stormen havde lagt sig, gik vi i nattøj og to jakker på hver, for at hente den – gennem alle de u-ryddede villaveje, med sne op til begge næsebord, og hjem igen. Hvor meget alkohol der var fordampet fra den forestående fest, fra flasken vidste vi ikke, men vi var sikre på den var turen værd. Og på vores desperate jagt på mad, fandt vi et stivfrossent glas Nutella, vi varmede i Kit’s mikroovn – med sølvpapir på, selvfølgelig. Og mange gnister! Men aftenen var reddet, med de sidste stykker toastbrød, og vodkaskatten.

Så nu var der tomt her på tredje dagen. Som i virkelig tomt – i allé skabe og fryseren gemte kun på frostne jordbær – ja, selv farfars carport var endevendt for øl (‘vi sætter bare nogle tilbage, når vi får penge’-reglen, blev lige opfundet). Vi derfor nemlig kun et brev pulver kartoffelmos tilbage – det havde vi spist tre af allerede, med spinat fra frost – ganske udemærket, især hvis man er rovdyrssulten på “højpromille”-måden. Og det havde vi været.

Netop som sulte katastrofen skulle indtræde, ringede dog Kit’s telefon. Vores søde nyoprerede farfar, der boede i blokken overfor, ville høre om Kit kunne handle for ham. Mandens nye pacesmaker, forhindrede den ellers gesvindte herre, i at måtte løfte, og vi var fluks på pletten for at hjælpe den kære mand. Og med lovning om aftensmad, kunne vi jo sagtens bruge vores penge på flere Vestfyen pilsner. Bonus! Og med den daværende søndagslukkelov, var vi hurtigt på vej til købmanden.

Vi brugte hele aftenen hos ham – manden var den rene husmor, for efter at have været kok i vores farmors sidste mange års sygdom, kunne han svinge massiv husmandskost sammen. Laks med hollandaise og asparges, samt brændte figner med is til dessert. Inklusiv et massiv brandert bestående af hvidvin til fisken, rødvin og porter til desserten, og nordsøolie til kaffen.

Kan huske jeg i min tihestesbrandert smsede min søde kammerat, som jeg havde fast “søndagsaftale” med, at jeg fik min rødvin, trods at jeg måtte melde afbud idag. Vi havde siden hans efterskolegang det foregående år, mødtes fast søndag kl. 19 på hans børneværelse, hvor vi delte en flaske vin og spiste islandsk slik, og snakkede store drømme. (Han svømmer i flotte fyre, er blevet globetrotter og designer – og jeg blev mig, og jeg vidste allerede der, at han var skabt til mere).

Så først da skyggerne blev lange, og farfar havde foræret os endnu en flaske vin, en pose rester af mad og brød, samt “nogle øl, der står nede i carporten” (“Ih tak, farfar!), tussede vi snaldrede hjem i mørket, til de lunkne Vestfyen i posen og en gang Hvid Sjokolade på afspilleren.

***

Og så kom frelsen til vores skønne, dumsmarte syndens hule – ikke i form af Jesus – men af plusgrader.

Mandag d 26., 4. dagen, var der tø – og busser, der igen kørte!

Jeg takkede derfor K for en fantastisk sneweekend og overlod restemad fra farfar til hende, sms’ede min kammerat og spurgte om han ville have mandagsbesøg, og satte kursen mod hjem. Hjem til provinsen, ink. en kop kaffe og hyggesnak med de gamle, et rent sæt tøj fra eget skab (at låne K’s der er omtrent 10 centimeter for kort var mindre ideelt), og med lidt mere respekt for, at min far og mor altid ville se vejrudsigten.

Ja, 16 års alderen er netop den tid, hvor man bliver klogere, er det ikke?

Hvad med dig? Hvad minder sneen dig om?

3 Comments

Leave a Reply to venterpaavin Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *