A,  anbefaling,  brok,  folk er freaks

Skagen rundt på 9 timer.

For et par uger siden – før “Skagen ugerne” for alvor hobede festglade turister op i gaderne – var jeg et smut forbi byen. Men gang i dem var der og turen viste sig, at blive ualmindelig hyggelig.

Har selv ikke sat fødderne der, siden mit livs værste praktikperiode, hvor man fik en mødetid, der gjorde, at jeg stod op 5.10 og var hjemme 19.00 (grundet den kollektive trafik). Ikke noget for et B-menneske, der i forvejen er glad for at pjække på lange anatomi-dage, og timevis af godt selskab.

Så dette i betragtning, oveni en jævnt stram økonomi uden et SU-job (der måtte sættes i bero pga. mødetiderne), samt en mildest talt horribel vejleder, bidrager det ikke just til et possivt flashback.

Den tunge sne, der lå fra januar til marts det år gør, at jeg mest bare husker kulde, frygt for at kører galt ud og hjem, og en masse skæld ud fra Fru Vejleder – primært over, at jeg “bare sprang ud i tingene og bare vil det hele selv” (hun forstod ikke, at jeg ikke var bange, hvilket blev betragtet som “respektløst”), og endnu mere skæld ud, når jeg kom med ideer og referencer til borgernes handleplan, (da målgruppen matchede den i mit fritidsjob) – “elevere skal ses, ikke høres”.

Var muligvis skideirriterende, selvom jeg gjorde mig umage, eller også var hun reelt en gimpe – et match var vi hvertfald ikke.

Mén med det i bagagen mindes jeg dog også en by, der emmede af borgere, der elskede sommermånederne, var stolte af deres slagter, kunne fortælle tons af fiskeri-eventyr og kendte deres bryghus ud og ind.

Og det Skagen, det skulle opleves.

Første stop vi gjorde os, var ved Kystmuseet, som var lidt et sats, men som viste sig som værende perfekt underholdning. Og stort, på den helt overskuelige måde. Kystmuseet huser over to museumshaller, med let forståelige historiske billeder, avisudklip og diverse remedier fra gammel tid, og et fantastisk fint udendørs-område, hvor du både kan besøge det velhavende lag i den store gårdbygning, den fattige fiskerfamilie og møllerens mølle. Alt er så autentisk, og de to områder, samler det hele så fint.

Herefter bevægede vi os ind til den pulserende mini-midtby, og der var stemningen i top.

En is i solen var derfor på sin plads, og jeg lover, at der ikké blev sparet på guf.

Så efter et hvil i den kogende sol, gik turen på byens Bamsemuseum. Og jeg gik helt i 7 års koma, så bedårende som det var. To etagers legetøjshistorie, fordelt ud på et væld af donationer, fra folk og fæ. Alle har de hver en fortælling, fortalt på en lille etikette, og var ellers placeret i et lille landskab, der ligeledes viser historien.

Bamsebesøget blev efterfulgt af en gåtur i byens sommerhus-kvarter, hvor stokroser og nostalgi fortryllede os, lige til spisetid.

Så vi droppede turen til Grenen og satte jagten ind på aftensmad.

Byens bud mindede meget om det Aalborggeniske caféliv, og vi stak derfor på havnen. Og her blev det svært at vælge, for byens lokale fiskerestauranter kører massiv priskrig og hyggen på de mange langborde i solen, med fadøl og stjerneskud lokkede hver især.

Vi endte dog på Wittco, og dét fortrød vi ikke. Der var lokal fiskebuffet med både koldt og lunt, samt mulighed for at sidde inde, når blæsten trak op. Og vi var ikke de eneste – pludselig var vi flere glade gæster, der hyggede i de fine lokaler, og det var virkelig forståeligt.

For sølle 200 kroner var der frit slag, og efter tre rundter med langefisk i paprika, rørt krabbesalat, tunmousse, krabbeklør, krebsehaler, tangsalat, friterede sprutter og fiskesuppe, trillede vi mætte og tilfredse hjem ad, efter den dejligste dag.

Skagen har absolut ikke fået sit sidste sommerbesøg fra mig.

4 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *