A,  anbefaling,  dagens humør,  der er altid noget at fejre,  festfestfest,  forkælet,  inspiration

Et fødselsdagsdøgn.

Så er der lørdag – dvs. jeg er på andendagen som 29. årig. And still going strong! Akkurat ligesom K berettede om i indlægget her , da hun for fem dage siden, var den der stod for tur.

Mine kollegaer lovede mig nu også i forrige uge, at jeg nok skulle overleve det – omend tømmermændene kunne risikere at slå mig halvt fordærvet, nu jeg var endnu tættere på de 30.

Men her til morgen står jeg stadig stolt, og gudskelov for det, for ærlig talt var det ikke så slemt. Jeg havde nemlig en overordentlig skøn dag, hvor jeg havde fri og den slags privilegium er altid godt, for så er der alle muligheder for, at lade sig overraske.

De første til at ønske mig tillykke, var folk der sendte diverse søde sms’er og facebook hilsner, som jeg scrollede igennem og besvarede under dynen, hvortil min første håndskrevne ventede mig. Hjemmets soldat havde nemlig et vigtigt kort at overbringe fra Skægaben, og jeg kunne herefter hoppe i bad, tage den pæne kjole på, spise morgenmad og begive mig afsted.

K og jeg skulle nemlig mødes til en spandfuld fødselsdagskaffe, efterfulgt af lidt venindegave-shopperi til værtshusfesten søndag, (som jeg bla. nævnte her)

Heldigvis stod efterårssolen højt på den skyfrie himmel gennem gågaden, så enten jeg eller Kevin fra Backstreet boys, må have været mægtig artige i år. Eller os begge?

På vej gennem mylderet, fik vi desuden købt månedens Hus Forbi, hvilket blev en kærkommen gave til mig selv, da K lidt i 15 skulle på job.

Dermed havde jeg lige en halv times tid til at slå mig ned med det, og nyde ro og fred, inden jeg skulle hjem og teame op med Skægaben.

Han havde nemlig bekendtgjort at jeg skulle dukke op kl. 16, hvilket jeg nok hellere måtte rette mig ind under. Så da Hus Forbi var lukket i, begav jeg mig den lille tur hjem.

Og her opdagede jeg, at jeg på ægte børnefødselsdags-manér, blev ledt ind af pynt.

Først havde min cykel fået lyserøde bånd og kastanjer, som K sirligt havde iklædt den i går nat. Er det ikke cute? Et marcipanbrød var der også – godt, ingen havde stjålet noget, af så høj værdi!

“Men ind i entreen med mig”, tænkte jeg, så jeg ikke kom for sent. Dog fik det store flag foran døren mig til lige at stoppe og grine igen. Hvor fa’n kom det fra?

Viste sig, at Skægaben, udover at tømme Salling Super for ost og bobler, tilmed havde stjålet kontorets flag med hjem. Så skægt og fint!

Dertil havde han sat min ultimative favorit Helmig plade på, som jeg fra 1996-1998 spillede på repeat, i en grad så min mor fortalte mig, at børn i børnehaveklassen altså hørte mere Disneymusik (…ved idag, at hun fik komplet spat, af den klynkende puddelhund, der stod ude og bankede på, hver eneste dag, inde fra mit værelse).

Det var selvsagt en cd, min far havde købt.

Så altså; med tusinde nysser, tons af ost, bobler i glasset og 90’er tudepop, kunne det ikke blive bedre. Selvom jeg vil sige, at gaverne ikke gjorde det værre.

Den søde fejringsmester gav både hele den efterfølgende aften i byen, samt traditionen tro, det nyeste bind i en fantasy-serie (som udkommer hvert år 1/10), og tilmed en tur ind at se “Skatteøen”-Musical, med efterfølgende middag på Bistro V.

Det bliver så fedt! Især fordi, han for nylig har læst hele bogen højt for mig. Elsker jo som bekendt alt i den infantile afdeling og sidstnævnte gave indeholdte faktisk et skattekort, og den slags er jeg jo en komplet sucker for.

Det efterfølgende timer endte vi på Helmuth, hvor vi fik fri bar og fri buffet, som blev toppet op med mere vin, drinks og øl.

Heldigvis var det gode vejr ikke stukket af, og vi kunne slingre hjem i mørket på gåben, velvidne om, at vi begge kunne sove længe og lege fødselsdagsbrunch dagen efter – Skægaben havde nemlig gaflet en fridag til formålet. Score!

Jo, det der fylden “29”, det kan nu egentlig godt anbefales, nu det skulle være.

5 Comments

Leave a Reply to venterpaavin Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *