A,  antivoksen,  brok,  dagens humør,  der er altid noget at fejre,  voksenpoints

Så kom dagen – gigamega endelig, skete det sgu!

Så siger datoen 1. februar, og jeg har for første gang siden slutdecember, sovet en hel nat. Hold op, det var skønt – og helt sært.

Håndterer aldrig ukontrolérbare events som flytning særlig pænt (måske nogle husker det fra indlægget Rod i mit liv, fra for to år siden -eller mit luksus-brok fra Januarlisten ?) I hvertfald er der ingen tvivl om at jeg er fanget i et spind af storhedsvanvid og 1. world problems, og ikke den reele af slagsen. Ikke desto mindre, er irrationel frygt som højdeskræk eller araknofobi jo sådan noget, der alligevel føles total ægte, når man står der. Eller i dette tilfælde: Når ens sovende, underbevisthed ved det.

For jeg er ikke sådan helt charmerende, når jeg ikke er i nogenlunde kontrol over, hvordan tingene går – jeg vil som regel bare igang, så aaalt det kedelige og voksne kan overståes, og sådan hae de fleste det jo nok (“jeg giiiider ikke rende i banken, bruge min tid på at pakke eller have noget klar til syn, inden for en bestemt tidsramme” siger min 13 årige hjerne)

Og jeg har pt. et liv, hvor den slags ansvarsløse livsstil lykkes – er vant til selv at tilrettelægge min vagtplan, være spontan i hverdagen og udelukkende begive mig ud i ting, jeg har lyst til – vil jeg bestille en ferie til et nyt land i næste måned, gør jeg det, og vil jeg drikke rødvin en mandag, er det da bare planen.

Jeg har hverken gæld, bil, dyr, børn, hus eller fast vagtplan – og arbejder tilmed deltid, fordi frihed og tid med de nærmest vinder over penge i min bog.

Så generelt, er jeg ufattelig glad og tilfreds med mit liv, fordi mange ting står åbent. Men nu, med huslån, en højere (dog beskedent beløb) husleje og et hjem der kræver vedligehold, er der pludselig meget mere på spil. Hvilket jo er meningen med det hele – man skal jo tage en kæmpe mundfuld af livet, mens man har det, og tage nogle chancer. Ellers er det spild! Det mener jeg, sådan i al almindelighed.

Men sååå kommer stemmen (fistelagtig, som Peter Pettigrew) og mimre.

“Hvis nogen af os ender i kørestol, går ned med stress eller hvad nu, DJ Skæbne kunne dele ud, har vi nu bundet os op på noget økonomisk”. Og det har vi. Noget vildt smukt, sejt og spændende – det er det helt sikkert – men kæft altså, hvor er det bare ikke lige en beslutning, der er typisk mig.

Jeg er nemlig forsigtig og pligtopfyldende, i mange henseender. Kombineret med effektivtet og utålmodig. Så får kriller af, at kan man ikke engang har kunne gå i gang endnu, med alle de ting der også fylder – male-process, pakning af de sidste ting, flytning og rengøring af lejligheden. I har gættet rigtigt: Venteposition er nemlig heller ikke min favorit, nok jf. livsstilspræmissen om ikke at låse sig fast. Luksusproblem much, yes? For vi er ikke i tidsnød – vi skal stadig bo midt i byen, kun 1,5 km. væk.

Men tilvænning for tryghedsnarkomanen, er krævet, for alt kan skubbe den gode hverdagsbalance på “hvad nu hvis måden”, resultere altid i det samme: Mareridt. Det er en sikker vinder! Mareridt i alle kategorier – undtagen hus. Mest om at blive væk, ikke at nå hjem eller at mine forældre skal skilles (hvilket aldrig har været på tale nogensinde) – alle dem, jeg havde som barn.

Til daglig er jeg jo rationel nok til at vide, at det nok skal gå godt, at vi når det hele, og at vi bliver glade for det. Og glæder mig helt vildt – glor på møbler, laver lister og belemre alle om hjemmets planer, hvis de vover at spørge ind. Så der går det fint i dagtimerne, uden flyttestress, ca. 75% af tiden. Indimellem forsøger jeg nemlig at piske småpsykotisk, irrationel panikstemning op, med diverse utænkelige senarier, hvilket jo er temmelig svært med en mand som Skægaben på sidelinjen. Han er fuldstændig rolig og glæder sig. Og så kommer jeg til at grine af mig selv.

Men om natten, vågner jeg gerne 1-4 gange, og ligger med hjertebanken en time eller tre før, jeg (måské) sover en time eller to mere. Så selvom jeg max plejer at ligge på 6,timer i al almindelighed, er jeg efter 30 dage på 2-5 timers søvn, var det skønt med 8,5 x 60 minutter i nat.

For idag(!!) får vi nøglen!

Og hele det store “hvad nu hvis”-tankespind er ligemeget i dette øjeblik, for nu er vi ved målstregen. Helt uden at vi er løbet ind i problemer (7-9-13), og nu kan vi gå i gang – finally! “Så rykker vi!” udbryder min nu udhvilede hjerne.

… Skægaben?

Han har for første gang i månedsvis vågnet flere gange i nat. Og klokken 8 i morges, kunne han ikke sove mere (sker jo aldrig i en weekend!)

Hvorfor?

Fordi han er spændt. For NU får vi jo nøglen. Og så kan alt ske.

Altså. For helved. Hvad er det nu for et ræssonement?

.. fik jeg nævnt, at jeg på snart 10. år, er kærester med min dimentrale modsætning?

Anyway, today is the day! Og jeg glæder mig helthelt ned i maven, til at se mit nye hjem igen, om 1,5 time.

10 Comments

Leave a Reply to venterpaavin Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *