En helt almindelig tirsdag – vil du med på heldagsudflugt i et banalt hverdagsliv?

Kan I huske, I nogle gange har været med, på sådan en ganske almindelig hverdag? Well, jeg glemmer tit, at det faktisk plejer at være noget, I synes er rigtig hyggeligt at læse, og som jeg også selv, synes er rigtig hyggeligt at berette om.

Ikke desto mindre, kom jeg helt fra det, fra jeg i Januar luftede af der nok kom flere af disse følg-min-dag-indlæg fra vores hånd igen, for nu står vi her. K og jeg har endda snakket om det et par gange siden, når vi uformelt har brainstormet lidt indlægsideer, men vi er tit lidt tunge i røven hvad det angår at vække de gode foreslag til livs, og meget bliver ved snakken – vi er tydeligvis drevet af lyst og det er jo sådan det skal være. Det er med at få ideen i det, man har lyst til at udføre den, og vi har tit hovedet fuld af så meget andet end blogging, og heldigvis for det.

Men bedre sent end aldrig, ikke? For da jeg kom til at tænke på hverdags-indlæggene i mandags, besluttede jeg mig for, at jeg ville gribe telefonen fra tirsdag morgen af, og forsøge at få dokumenteret dagen. Det er nemlig ræddi hyggeligt, når man får taget sig sammen.

Jeg håber sådan, I har lyst til at tage med.

Jeg vågner alene – Skægaben har sommerferie og er på vandretur med en kammerat og en flaske vin – og jeg forsøger at ryste et halv besynderligt mareridt ud af hovedet. Får således halvt i søvne besvaret min søde veninde (som jeg spiste med på streetfood igår), der takker for en dejlig dag – det hjælper lidt på realitetssansen og mareridtstågen. Her er klokken syv, og det lykkes mig at gafle en times søvn mere, før jeg vælter ud af fjerene, og i bad.

Jeg havde nemlig en aftenvagt dagen forinden, og en fridag denne dag, før jeg hapser to nattevagter onsdag og torsdag og slutteligt en aftenvagt lørdag, så det skal udnyttes med en dags afslapning. Det er så skønt, at arbejde deltid, hvis man spørger mig – meget skønnere end en prangende løncheck.

Efter badet får jeg svaret min søde far – ham og jeg skal spise morgenmad hos Lillesøster E, og idag vil han gerne gi’ grillmad. Så der er rigtig lagt i ovnen til en hyggelig start på dagen.

Dertil vil han høre om jeg vil hentes på vejen, og den luksus griber jeg, for han vil åbenbart også gerne køre mig direkte til min venindeaftale bagefter. Det er ikke sådan, at være forkælet, hva’?

Jeg sætter derfor i rend op til Spar, for at gafle nogle drikkevarer til os alle tre, samt lidt sødt til dessert. Det sker, efter jeg har kørt et par klude henover kølerhylderne og smækket opvaskemaskinen igang med diverse andre køleskabselementer, der virkelig trænger til en omgang. Er som altid lige lidt bagud med det huslige – også tøjvask.

Og kort tid efter jeg er hjemme med cola, danskvand og slik, holder far’s fikse Micra foran huset.

Hjemme ved Lille E, er vi alle svært tilfredse med, at få afprøvet “Din Pitabar”, som ingen af os har fået mad fra før. Lille E har fået frit slag til at bestemme over både min og vores far’s bestilling, og alle er godt tilfredse. Også katten, der elsker gæster, der dog mest af alt nød at gå i varmekoma og få snacks.

På skærmen kørte der tilgengæld julekalender som et modsvar til heden, og vi fik set fire afsnit, før vi sagde tak for idag, hvor klokken nærmede sig 12.30. Far skulle hjem og ordne lidt praktisk, samt hente mor og hendes kollega fra job, E lufte sin kat og jeg på venindebesøg.

Et kvarters tid senere, sad jeg til endnu mere hyggeri, i den modsatte ende af byen. Min søde veninde trakterede med lige dele guf og kaffe, og der blev sladret på livet løs – det er skønt med forskudt sommerferie, så vi kunne ses så tideligt på eftermiddagen. Senere stødte familien til, og jeg elsker altid at få æren af, verdens bedste og sødeste børn, som bor netop der.

Vejret ulmede så småt, og jeg besluttede mig for at smutte hjemad, før skybrudene begyndte at hale ind på mig. Klokken var omkring 16, og det trak for alvor op, lige da.

Således slog hurtigt forbi Rema, på gåturen og kom derfra med de mest vigtige sager. Og mens jeg stod i køen, tikkede en sms ind om, at Skægaben snart var på vej hjemad og var klar på at hygge. Det var mit stikord til at rubbe neglene, tænkte jeg.

Vel hjemme fik jeg derfor hurtigt sat varer på plads (brødkassen meget rustikt pakket), tømt opvasker og netop som jeg så småt var i mål, vinkede en solbrun, bållugtende backpacker mod køkkenvinduet nede fra indkørslen.

Så var ham den pæne mand, sgu arriveret.

Så mens han drejede direkte i bad, fik jeg hevet en af flaskerne med bobler ud af køleren og hældt salte snacks op. Jeg havde nemlig en agenda om, at vi skulle åbne mere end en idag og spise tapas, og med mit kendskab til Skægaben, skulle der rundt regnet 0 minutters overtalelse til den idé.

I was right.

Der blev behørigt klinket med glas, delt tons af knusere ud og snakket på livet løs, somom det var 3 dage og ikke 24 timer, han har været væk.

En times tid efter, var den første flaske tom, og jeg listede i køknet for på et kvarters tid at line tapas op, lune brød og stege kyllingefrikadellerne. Og hente mere bobleværk.

Resten af aftenen gik med at kigge på den pludseligt ankomne regn, spise til fadene var tomme og snakke om alt og ingenting.

Slutteligt konstaterede vi at en film på ipad’en og liggen i ske, var en perfekt afslutning på dagen, og for ikke at skulle rejse os igen, inddrog vi dobbeltsengen til formålet.

Per-fåkking-fekt idé.

Og således fik vi sat en sløjfe på en ganske almindelig fridags-hverdag, som jeg har et par af om ugen.

(Og nej. Hverken mit tøj blev vasket, som planlagt, og Skægabens taske blev heller ikke pakket ud. Skidt pyt. Det må blive idag. Hvis vi gider. Nu skal vi jo i hvertfald liiige ud og spise brunch først, ikke? )