A,  Hvad med dig,  hverdag,  kender du det,  voksenpoint

Hvad spiser du til frokost derhjemme? Smid dine bedste ideer.

Diverse rugbrødsmadder med æg, rejer, frikadelle, oste, vegansk pålæg fra Naturli’, rullepølse med hjemmesyltede løg, spegedreng med grov remo, samt frugt og grønt, + snacks ala skyr, muslibar, koldskål, yoghurt med knas og pølsehorn.

Hvordan går det i hjemmekantinen hos Jer?

I Dukkehuset, hvor jeg er indkøberske, gør jeg det så godt jeg kan, og egentlig synes jeg det er en hyggelig tjans.

For i og med jeg arbejder “ude” i min deltidsfunktion som bostøtte, og som oftest arbejder aften (alternativt: nattevagt) 3-4 dage pr. uge, giver det god mening at jeg fletter Skægabens frokost sammen, når jeg selv har været i bad og spist morgenmad, engang mellem 11 og 12.

Så kan jeg nemlig lige få et kys, sige hej og give mig til hvad jeg nu skal, om så det er kaffebesøg af mine søstre eller veninder (som også er hjemme i formiddagstimerne pga. studie, skiftende arbejdstider eller barsel), frokosthygge med min far, en gåtur eller noget praktisk.

SÅ!

I den forbindelse synes jeg det kunne være sjovt at høre, hvad I får serveret/spiser derhjemme, når I arbejder under eget tag?

Her går der ofte rugbrødsmadder i den, tit med fiskepålæg, da Skægaben er vild med både makrel, sild, røget ørred mv., og ellers er jeg slem til at rende ind i de samme slags pålæg, synes jeg – især kører vi “varierende form for skrigpink grisedyr”, som mange andre danskere, samt oksespegepølse og et væld af oste.

Vi får hverken klima- eller helse-medalje, kan I nok høre, men det undre nok ingen, der har læst med i årevis. Men vi forsøger nu altså på at være bevidste, vælge nøglehul og fuldkorn ofte, samt prioritere at madspildet er på et absolut minimum, ligesom der stortset altid bliver købt det, der ligger og frister med en gul “datomærkning” på.

Bananpandekager, to-go-sandwiches fra tanken, lune sager ala hjemmebag/toast, aftensmads-leftover og reste-slik.

Ind i mellem er der dog lun leverpostej, hjemmelavet æggesalat eller avocado, men for at være ærlig, er det mere sjældent end ofte, ligesom at der fra tid til anden ryger lidt fra ovenstående kasse op til herren, men vist ikke i pragende mængder. Ligeledes bliver der bagt boller til et par dage på månedlig basis, men det er i reglen op til weekenden.

Skægaben klager ikke – tværtimod kan jeg svømme i ros for selv de mest banale madder – men han kommer fra en kantine med “dagens lune ret” som dagens højdepunkt, og der er sgu ikke meget tarteletter, burgers eller bolognese over rugbrød, lige meget hvad, tænker jeg.

Men gudskelov er han nem at begejstre, og hvis han har tid mellem alle møderne, joiner han også gerne min far og jeg i stuen, de 2-3 gange om måneden vi mødes for at spise takeout og se film – så bliver rugbrødsmønstret også brudt lidt der.

Han desuden kører efter eget valg med kakao-havregrød til morgenmaden og lun fredags-frostrundstykke med pålægschokolade (mens jeg sover som et skudt vildsvin), så den del er der ok styr på, men du må altså meget gerne gi’ dit besyv med på morgenmåltiden – og også på snackfronten, hvis du er sådan en type.

Med andre ord: Jeg søger både gode ideer, og er generelt nysgerrig på hvordan andre gør, på den småpinlige Kender-du-typen-måden.

Så smid endelig dine vaner, om de er top standard eller eksotiske, i kommentarfeltet.

På forhånd mega-tak💕.

10 Comments

  • Lise Bundgaard

    Altså her i barselsland står den oftest på en rugbrødstoast eller en wrap der også lige får en omgang i panini-jernet. Og hvis man er heldig en halv agurk til. 😅 Men sådan en gid rugbrødstoast med pesto, ost og skinke af en art er altså bare ikke dumt. 🤤 No regrets, jeg elsker slt der kan toastes! 😂

    • venterpaavin

      Haha, vi elsker også ALT med smeltet ost – vi havde virkelig et rugbrødstoast flip i foråret 2020, hvor særligt klassikeren og dem med chorizo, pesto og mozarella slog gennem. Ku’ være den skulle frem igen – tak for reminderen 🥳

      – A

  • Eva

    Ein strammer Max. I Berlin må det være til store sult, selvom kortet kalder det den lille sult. Brød med skinke og to spejlæg og meget gerne en syltet agurk til. Nogle steder overdriver de voldsomt i Berlin.
    Og så længes man bare til Berlin.

    • venterpaavin

      Øj – lækkert. Spejlæg med skinke eller ost er virkelig også godt, og er ofte på i weekenden. Men det ville man da sagtens kunne smække sammen, på nul komma fem, især fordi jeg ofte selv vælger spejlæg når jeg står op.
      Og åh, jeg savner også Tyskerferie – Hamburg har mit hjerte.

      – A

  • Emilie

    Min frokost er sygt kedelig, men alligevel er jeg vild med den: De fleste dage består den af en skive hjemmebagt rugbrød med noget på, gulerødder og lidt frugt. Her for tiden er det typisk makrelmadder – det dur ikke på arbejde, så det er jo bare med at få noget godt ud af dagene hjemme.

    I går gik vi dog helt bananas, og tog på tanken efter en fransk hotdog! Det var vildt. Nu hvor børnene er hjemme gør jeg gerne lidt ekstra ud af vores eftermiddagssnack. Det tager ikke lang tid at smække en dutch baby sammen, og det er et sikkert hit. Det samme gælder varm frugtsuppe, smoothies eller en ristet bolle eller knækbrød med ost.

    Det er bestemt ikke inspirerende, men det hele smager godt, og så gør jeg til gengæld mere ud af aftensmaden.

    • venterpaavin

      Det er sandt – makrel er bare en hjemmespise, og knap så madpakkevenlig😅 Men lækkert er det.

      Franske hotdogs ville herren herhjemme også elske at få; det kunne man da godt svinge sig op til en gang i mellem. Især nu hvor han får dem endnu sjældenere, fordi stadion-turene er sat på hold 😁
      Tak for input!

      – A

  • Madame

    Det ser superlækkert ud! Jeg synes, det kan være svært at variere frokosten – her bruger vi gerne rester fra aftensmaden eller æg og tomat, økoleverpostej med agurkesalt, banan, ost, gulerod. Tak for inspiration 🙂

    • venterpaavin

      Dejligt – det lyder jo meget som herhjemme. Man skal altså heller ikke kimse af hverken rugbrød eller rester, selvom det lyder trivielt, er der jo en grund til alle spiser det – nemlig fordi det er godt 😍
      Selv tak 💓😘.

      – A

  • Piskeriset

    Det er ofte rugbrødsmadder – ind imellem med hjemmelavet pålæg (for eksempel en pålægssalat, laksemousse eller lignende) eller rester fra aftensmaden. Da jeg havde vintergrilltema i sidste måned, kunne jeg dog ind imellem time det med, at jeg tændte grillen i en pause, arbejdede mens den varmede op og smed så noget på, der var klar til frokosttid. Jeg overvejer også noget med at smide en kylling ind ved lidt lavere temperatur om morgenen, så den er klar ved frokosttid. Det er nu meget rart med lun frokost, og det plejer gemalen ikke at få, så det giver mange points, når jeg gør det 😀 (af samme grund har jeg ofte gjort det i weekenderne inden corona)

    • venterpaavin

      Uh, det lyder altså også godt!

      Vi fik vores giga gasgrill i indflyttergave i første lockdown i marts, der serverede jeg også lammekoteletter til frokost – det skal man ikke kimse af 😎

      – A

Leave a Reply to venterpaavin Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *