A,  afslapning,  anbefaling,  dagens humør,  der er altid noget at fejre,  jeg glæder mig,  kluns,  tøserier,  voksenpoint

Kløen i skydefingeren, landsdelens bedste stjerneskud og lidt tirsdagstømmermænd.

Så kører marts på sidste fulde uge, hva’? Synes tiden smuldre mellem fingerene på mig, jo ældre jeg bliver, og coronaåret tager altså prisen.

Tre timers tysk på gymnasiet kunne føles som tusinde år, og halvvejs gennem 2.g, var jeg da sikker på, jeg mindst havde gået i skole der, i cirka fire år, med alt for mange for sent afleverede afleveringer og uendeligt mange byture. Ja, selv dagene til det blev weekend, var så lange, at man ofte også blev nødt til at drikke sig fuld tirsdag eller torsdag.

Dengang syntes kun at sommerferien og julen kunne gå hurtigt.

Nu om stunder er et år kun et knips med fingrene. Fyføj.

Men sådan er det nok at være voksen, og tid går som bekendt hurtigt i godt selskab, og derfor starter jeg også ugen ud med noget af det.

Med en weekend der først startede kl. 22.00 i går aftes, har jeg fri her idag, og jeg skal bruge den første del af døgnet, sammen med den sødeste Lillesøster E, solskinsfrokost og lidt kiggeri i byen, og bruge lidt af den løn der faldt d. 16.

Har faktisk allerede kvalt 2000 + på tøj, må jeg tilstå. For en gangs skyld i form af min første solide webshop-købshøst, hvor der rent faktisk var bid og tingene var akkurat som ventet og håbet, og sidder lige som de skal. Det kræver åbenbart at jeg vælger de mærker, jeg allerede kender.

Er simpelthen ikke skarp til at regne ud hvordan tøj, der sidder på en smuk 18 årig på 183 cm, med en A-skål og lækkert afrohår, ser ud på mig, der lige får hakket ti centimeter af, 12 år lagt til fødselsattesten, går adskillige BH-størrelser op og helst ser, at der står “38” i nakken, fremfor “34”.

Men denne gang lykkes det!

Og I der netshopper har ret – altså, hvor er det luksus, når det er en succes – 1, 2, 3, så er der simpelthen tøj i skabet, uden prøverums-panik og kløen i skydefingeren, når søde ekspedienter passer deres opsøgende del af arbejdet, til min kæmpe, irrationelle irritation.

Så en forårsjakke og fire kjoler (samt to sæt blondeundertøj og nogle skøgefine strømpebukser fra Føtex’ finest) er røget hjem den seneste uge, så jeg kan vist kun retfærdiggøre at et par ekstra cowboybukser kunne friste. Nårh ja, og diverse sager i Normal, Søstrene Grene og Tiger. Kender du det? Umuligt at gå tomhændet derfra!

Hvertfald skal det nok blive en dejlig, dejlig mandag, også fordi, at når jeg er hjemme igen, skulle mit nye sofabord også gerne ankomme i løbet af få timer. Det tænker jeg vi skal indvie med noget lækkert mad, hvis jeg kender os ret.

Men først og fremmest skal mandagen selvfølgelig kickstartes herinde med “Ugen der er gået”, og fraklippene derfra – de kommer her.

Jeg fik brugt dagene på at:

.. haft den hyggeligste mandag hos K, der havde mixet de bedste drinks, som sidevogn til de tre flasker bobler og lavet aftensmad med smeltet ost. Samtidig var der musik og sladder på programmet og en kat, der var yderst artig. På den måde, kan man jo ikke klage over livet, vel?
.. undgået de værste tirsdagstømmermænd, og ladet op i solskinnet.
.. tænk at tiden er kommet, hvor jakken kan smides på terassen, når solen står på. Siden har Skægaben fundet havemøblerne frem, og vi er enige om der snart må grilles.
.. taget på aftenkørertur, og sunget med på alt.
.. akkurat som vi gjorde på vej til Sæby, inden en af mine aftenvagter, for at spise de beeedste bedste stjerneskud.
.. og må konstatere at det er altså er så hyggeligt, at butikkerne er åbne igen, også selvom vi bare lige lurede, og tog en tre kvarters gåtur i de smukke gader.
.. haft ham far til hyggelig frokost og miniforedrag med René Dahl. Det var virkelig interessant for sådan nogle dansk-kriminal-verden-litteraturhajer som os. FOF har masser af gratis’ digitale godter i posen, så tjek udbuddet, hvis du savner et skud kultur.
.. holdt spontan skovtur i parken med K – jeg ga’ kaffe, hun skumfiduser og drikkeskyr.
.. glædet mig over at Zoo er åben igen, og med den obligatoriske ugentlige test i hånden, er det ingen sag at få svinget årskortet igen.
.. og jeg glæder mig også allerede til den nye café popper op derinde.
.. haft nogle gode vagter, med søde kollegaer, og drukket absurd mange halve kopper kaffe, i travlheden.
.. blevet fantastisk forkælet af Skægaben, der brillierede med sin hofret. Dét laver han altså for sjældent – yum.

Hvad byder din uge på? Og har du også fået opdateret forårsgaderoben?

2 Comments

Leave a Reply to MieC Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *