A,  inspiration,  jeg elsker det,  Mad,  opskrift

Laks i citronfløde med forårsløg og frisk pasta, en opskrift.

For nylig, i et af mine ugeglimt-indlæg, figurerede en af Skægabens faste hofretter, og en læser spurgte efter en opskrift herpå, som jeg derfor har lirket ud af Skægaben. Den er virkelig også synd og skam, at holde på.

Denne lakseret er virkelig noget af det bedste, jeg ved, og jeg har spist den et utal af gange. Det var faktisk noget af det allerførste han serverede for mig, da jeg mødte ham for 11 år siden, og vi altid var hos ham, i hans lejlighed i Herluf Trollesgade, med pizzabakker til loftet og Aalborg Stadion som forhave.

Der er dog ikke meget junkfood over den her ret, men fastfood er stadigvæk – nem, lækker og ligetil at gå til. Retten balancerer perfekt mellem fed, syrlig og frisk i smagen, og den røde chili giver den blot lidt kant, men er bestemt ikke dominerende – det er ikké en stærk ret overhovedet.

Skægabens mor fx. – der ellers slet ikke er til chili i mad – er også stor fan af sin søns påfund, mén du kan nu også sagtens udelade den, hvis du synes.

Originalen er med frisk pasta, så selvom vi på ovenstående billede fik den med blomkålsris for afvekslingsskyld, får I den som den nu helt reelt skal stykkes sammen.

Og er du mere til lunt flüte, bulgur eller couscous, kan det snildt erstatte en af ovenstående.

Opskriften kommer her.

Laks i citronfløde med forårsløg og frisk pasta

2-3 personer.

Ingredienser

1/2 l. piskefløde (eller madlavningsfløde)
3-4 forårsløg
1 chili med god styrke (kan udlades for en mild ret, eller fx. erstattes af 2 fed hvidløg)
1 gulerod
1 broccolihoved
1 øko citron
3-4 Laksebøffer – ca. 250-400 gram afhængig af din størrelse og sult.

1 pakke frisk pasta (eller lignende tilbehør)

Fremgangsmåde:

Snit forårsløg og gulerod i tynde skiver, hak chilien fint og lav grove buketter af broccoli.

Bring vand i kog med salt, og kog guleroden og broccoli. Broccoli skal stadig have lidt bid, og kan med fordel puttes i 1-2 minutter, efter gulerødderne er møre.

Drænes herefter og sættes til side.

Krydr laksen med salt og peber og steg den på skindsiden i få minutter, (giv evt. fisken den sidste stegning på den anden side, hvis du er til en god skorpe). Tag af varmen, når den er er knap gennemstegt.

Kog vand til pasta, og smid pasta og salt i, når vandet er klar.

Tag dertil en stor gryde. Heri kommer din fløde, citronsaft og finrevet skal herfra, samt fintsnittet forårsløg og chili. Herefter tilsættes broccoli og gulerod, og gryden sættes på lav varme. Tilsæt salt og peber, og smag til – der skal fuld skrue.

Når pastaen er kogt, tilsættes grovdelt laks og pasta – det hele vendes sammen, og serveres straks.

Pynt gerne med ærteskud, syltede tomater eller hvad man synes passer som knas.

Velbekomme!

4 Comments

Leave a Reply to Louise Møller Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *