Om at på-forhånd-savne i mørket, en is-anbefaling og venteposition.

Kan I mærke det? Det der lille stik af, at normalen forsigtig banker på?

Jeg tør næsten ikke tro det, men hver gang fornemmelsen kommer, i form af et sug i maven, er jeg ved at revne af lykke.

Jeg kan ganske enkelt vente til, at K og jeg sidder på Café Ministeriet på onsdag kl. 11 – en lille sejr for menneskeheden i den banale livsbane, men jeg har aldrig været for fin til “små hjerner, små fornøjelser”-teamet. Nobelprisen må gå til vaccineskaberne i stedet – gudske tak og lov for dem.

Selv er jeg jo (hvis jeg er en del af de 60% der har gavn af Astra Zeneca) allerede 80-90 procent beskyttet med mit ene stik, men i og med jeg ligeså nemt kan tilhører de 40% der ikke kan optage vaccinens gavnlige effekter, er jeg også glad for, der er kommet en afgørelse i al’ hurlumhejet. Så nu krydser jeg fingre for, jeg snart modtager invitationen til 2. stik med enten Pfizer eller Moderna, og kan få det endelige coronapas. Med 12 uger mellem de to, skulle kombinationen være en god løsning jf. De Kloge, og da jeg fik stik 1 i uge 8, så det skulle gerne være i omegnen af uge 20, jeg får det sidste. Det lugter jo af henad “lige om lidt”.

Men jeg starter nu i de små, og glæder mig først og fremmest til en solskinsmandag, med besøg af Far og Lillesøster E til frokost (den sidste, inden hun skal i en måneds virksomhedspraktik), en solskinstur til test og en lur før nattevagt, inden klokken rammer mødetid kl. 23.15.

Måske får jeg også et lille kys af Skægaben til aftensmadstid, som skal hjælpe sin mor med lidt møbelflytteri – og de to snakkehoveder kan nemt få en idé om at spise sammen, så jeg må lige se tiden an. Vores mad render jo ingen steder, og man skal altid gribe en god invitation, hvis den byder sig.

I forrige uge var det heller ikke så meget vi fik set hinanden – timerne vi har set hinanden alene (uden at lægge under en dyne), kan tælles på præcis to hænder.

Sådan går det tit, når verden er “normal”, og det er også en af de ting, der følger med, at det hele begynder at ligne sig selv. Det føles lidt uvant og samtidig af en dagligdag, som jeg allerhelst lever den – hvor vi også kan ha’ nogle uger, hvor vi oftest mødes i nattøjet og catcher op grundet skiftende arbejdstider, spontane besøg hos venner og familie, Stadionture, caféaftaler, kulturoplevelser og ærinder.

Vi har absolut ingen klager, når vi har den her slags uger, hvor vi blot har set hinanden et par timer mandag aften hos mine forældre, torsdag aften hjemme, i selskab med K og søndag på familieudflugt, efterfulgt af sofahygge-tosomhed om aftenen. Tværtimod elsker jeg, at han elsker at være selskabelig og faktisk er det også temmelig hyggeligt, når man slukker lyset torsdag aften, kan glæde sig til, at skulle se hinanden på søndag. Det føles slet ikke som en kompromis, når man gør det med et et smil.

Kender du det?

Jeg er hvertfald jublende over, at udsigten til meget mere cafe, kultur og socialliv vender tilbage.

Nå! Nok om det – for nu får jeg snart gæster. Men før jeg dribler i bad og dækker bord får I selvfølgelig “ugen der gik” i billeder, og de kommer her.

Jeg fik bla.:

Hvad skal din uge gå med?