A,  anbefaling,  der er altid noget at fejre,  ferie,  Feriedagbog,  PURE NICENESS

Feriedagbog, Palma, dag 1.

Hermed starter jeg feriedagbøgerne op for min og Skægabens tur til Palma.

I plejer at give udtryk for at være glade for at være med på tur, og jeg håber, der er stemning for det igen, i denne omgang også? Også selvom det er fem dage?

Jeg går hvertfald i gang, og håber, I får lyst til at give Mallorca en chance – også hvis I som mig, ikke er til charter og resorts, men storbyferie og kultur.

Mine fordomme blev nemlig manet til jorden, da jeg researchede i området – man kan nemlig få både i pose og sæk, skulle det vise sig.

Palma, dag 1:

Vi startede naturligvis dagen i Aalborg lufthavn, og vi stod ret kl. 7, for at være sikre på at kunne tjekke ind – det er anden gang, vi oplever vrøvl med Travelgenio, så det blev sidste gang, vi bestiller gennem dem. Heldigvis var der ingen slinger i valsen og så snart skranken åbnede op, var vi få minutter fra at være tjekket ind og ligeså gennem security.

Så rundstykker, kaffe og lidt kiggeri i dutyfree blev der rig mulighed for.

Alligevel skred tiden hurtigt frem, og det føltes somom der ingen tid gik, før vi sad i flyet på vej mod Mallorca.

Så gik der tre timer i luften – helt uden panik og lufthuller i himlen – og vi var så klar, til at komme ud på eventyr.

Turen fra Palmas lufthavn og ind til midtbyen, var en smuttur på 20 minutter, og da den var nem at lokalisere lige udenfor ankomsthallen, var vi allerede inde i byen i omegnen af 12.30

Vi skulle bo på det dejlige Apuntadores 8 og mere lokalt hotel finder man næppe til pengene.

Vi kiggede derfor lige ind og hørte dem om kuffertpolitik og fik lov at læsse vores bagage af nede i vores hotellets aflåste kælderrum – således havde vi hænderne fri indtil vi kunne tjekke ind efter kl. 14 – lækker service.

Vi havde på forhånd købt skip-the-line billetter til den enorme katedral, øens store stolthed, som hotellet lå lige overfor.

Virkelig overdådig, smuk og skræmmende sted. Jeg får altid lidt kvalme ved at se, hvordan kirkens magt kunne manipulerer så mange mennesker til at makke ret, give deres penge og konstruere samfundet, som de ønskede, på baggrund af folks frygt og uvidenhed.

Historien bag den slags grusomhed, er dog også superinteressant og vi var begge meget fascineret af det koloenorme arkitektoniske vidunder.

Efter alt det Jesus-beundring og helligdom, var en vantro hund som mig blevet kaffetørstig. Og ja – Skægaben var heller ikke bleg for en omgang.

Så vi strejfede lidt rundt og lurede på de hyggelige, travle gågader, i jagten på en solid kop koffein.

Heldigvis var RawCoco mand for at afhjælpe den slags, og vi slog os ned i deres udendørs-stole, og gennemgik alskens lækkerier på QR menukortet (bruger de næsten alle steder).

Solid sort americano, nutella/banan-vafler og acaibowl udgjorde et dejligt eftermiddagskaffe-pitstop.

Da klokken så småt nærmede sig 16.30, havde vi nået at runde et supermarkede efter lidt drikkevarer og snacks, og var klar til at tjekke ind.

Vores et-værelses var helt perfekt til vores behov – lidt gaderobeplads, skrivebord med stol, køleskab, samt dejlig seng (er dog stadig ikke fan af dobbeltdyne, men skidt pyt) og stort badeværelse (med vandfaldsbruser, sørme) og virkelig nydelig daglig rengøring.

Vi fik dog kun lige sat kufferter, smidt drikkevarer på køl, samt frisket parfumen og deodoranten op, før vi igen stod ude i trappegangen.

Vi havde nemlig hørt rygter om hotellets tagterasse og dér måtte vi op.

Her startede vi en skøn aften op, hvor vi fik drukket bobler, spist lækre snacks, og hørt musik, mens vi badede i aftensolen.

Efterfølgende bevægede vi os ned i byen, og gik et lille smut ned og så den store, historiske handels-hall, på pladsen tæt på hotellet og fik rystet benene lidt, før vi drejede lige om hjørnet til aftenens spisested – som altid udvalgt specielt af Skægaben.

Det var SÅ lækkert – ærlig talt drømmer jeg stadig om min forret med bagt græskar, mascapone og ristede hasselnødder. Virkelig eminent ret.

Og så gik snakken jo blot – det er svært andet, når man har sin bedste ven med.

Da flere lækre tallerkner og glas med både bobler og vin var tømte, kunne vi i det dejligste nattevarme slingre de sølle 70 meter hjem igen, til dobbeltdyne og sniksnak.

En virkelig fantastisk start på en lille uge i det spanske.

12 Comments

  • Tine

    Det ser simpelthen så skønt ud – og selvfølgelig er jeg klar på endnu en feriedagbog! Jeg har jo endda taget det lidt til mig – det er lidt hyggeligere at fortælle om rejser på den måde, synes jeg.
    DOBBELTDYNER!!! Jeg HADER dem! Ej, men virkelig. 🙁 Det var der selvfølgelig også i Rom. Eller – det var faktisk bare et dobbelt-lagen, hvilket var endnu værre.

    • venterpaavin

      Elsker opbakningen – tak, Tine! 💕🤩 Dejligt, du er fan.

      Jeg nyder også at læse dine fra Rom i disse dage.

      Og øv – også i Italien? Suk. Måske det er en sydlandsk ting, med det der varme-helved i dobbeltsengen? Vi fra det kolde nord, kan altså ikke lide det – niksen biksen!😆

      – A

  • Conny

    Eneste ulempe ved rejsedagbog er læsernes misundelse … eller man kunne prøve at vende den om til at blive en fordel, nemlig læsernes rejsedagdrømme og inspiration 😀
    Flotte billeder, der inviterer til fluks at sætte X ved hotel, spisested, domkirke, osv. osv. osv.

    • venterpaavin

      Er altid så glad, hvis nogle bliver inspireret – det er det allerbedste ved blogfællesskabet, udover samspillet mellem læser og skriver 💕.
      Tak for de fine ord; det sætter jeg stor pris på!😀

      – A

  • Karin

    Dejlig første dag.
    Der er mange skønne steder på Mallorca, det bemærkede jeg da vi var dernede for 14 dage siden. Mine tanker om en 14 dags ferie med en kombination af oplevelser og solsengsferie blev vakt. Denne beretning du har her, bestyrker lysten. Har dog flere drømme til bucketlisten.

    • venterpaavin

      Modigt! Jeg ville aldrig kunne overskue at rejse væk hjemmefra i 14 dage, er kæmpe tryghedsnarkoman 👀.
      Dejligt, du har fået noget ud af, at læse med her♥️ Min feriebucketliste er også lang.

      – A

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *