A,  afslapning,  anbefaling,  hverdag,  jeg elsker det,  snaksnak

En lille januar-udflugt.

Solen startede smukt over Århus, da vi ankom til Sct. Clemens Torv i lørdags.

Det sted giver mig altid en følelse af hjem – også selvom jeg aldrig har boet i Århus. Men i alle de år, hvor K og jeg var unge og tog til 3 dages hiphopfestival i byen, har vi brugt timer på bænkene foran domkirken på at spise laksesandwiches fra Føtex ved Guldmedsgade, lyttet til gademusikanter og drukket utallige, dyre blå Royal fra 7-eleven lige skråt overfor Magasin og slingret gennem Havnegade for at sove på CitySleep in, når klokken nærmede sig morgen. Alt sammen centreret omkring dette torv.

Det har derfor været mit udgangspunkt, de år, man skulle lærer byen at kende, for hér kunne jeg både finde banegården, ARoS, Train og Voxhall fra i blinde, før jeg var myndig.

Idag – mange år og hundrede Århus-ture senere – skulle Skægaben og jeg tilgengæld se en af de ting på Torvet, ingen af os har set før.

Vikingemuseet ligger ellers lige foran markedesboderne, med et stort og uundgåeligt skilt, så det er ikke fordi, vi har misset at muligheden forelå. Det var bare lige en af de steder, vi ikke er nået til.

Et lille, fint og informativt kældermuseum med en bid dansk lokal historie, baseret på udgravninger fra netop dette område – fuldstændig som det i undergrunden ved Gråbrødre Torv i Aalborg – var hvad vi fandt.

Vi var godt underholdt for de sølle 35 kroner, og læste hvert eneste skilt og planche i lokalerne. En meget overskuelig og hyggelig aktivitet.

Efter at være beriget med lidt lokalhistorie, begav vi os ud på lidt butikskiggeri og strøget i Århus er jo så absolut leveringsdygtig på det meste.

På den måde endte vi også oppe ved Jægersgårdsgade; absolut en af Århus’ mest hyggelige gader, hvis man spørger mig, Kunsthåndværkere og små, fine, skæve og hipsteragtige cafeer ligger side om side, og flangranker pryder henover den smalle vej.

Et perfekt sted at slå sig ned til kaffe og kage – vi slog os på skønne Fika, der har et mindre, men altid godt udvalg i den kategori – samt en helt fantatisk brunch i øvrigt – og vi var heldige at score en plads lynhurtigt.

Min kage med havtorn og kokos, og Skægabens gulerodskage (glutenfri, åbenbart), vakte begge stor glæde.

Herefter brød regnen og stormvejret løs – sådan som vi har kendt den på det seneste – og vi var glade for at være klædt godt på, og at taskeparaplyen var med.

På den måde kunne vi sådan noooogenlunde tørre få hentet vores tasker mv. i bilen og drage mod Cabinn – herligt billigt og centralt. Her kunne vi så tjekke ind og snuppe os en hyggelig kop gratis nescafé og sniksnakke en times tid, før vi lige fik shinet os op, og begav os ud i Århus’ aftenliv.

Gensynsglæden med Drudenfuss var ved at tage at føle på, da vi ankom til cafeen.

Det er en af de steder, vi kom stortset hver gang vi besøgte byen, de første år og derfor er den gået lidt i glemmebogen. Så for første gang i måske 3 år, slog vi igen vejen der forbi.

Kæmpe hit og helt uovertruffen mad. Jeg fik bouef onglet med jordskokkepuré, grillet spidskål med citrus og timian, pommes fondant og rødvinsglace – det var vanvittigt godt.

Skægabens Poluet Chasser med skalotteløg og svampe faldt heldigvis i mindst ligeså god jord, og da vi smagte hinandens var vi enige om, vi såmænd kunne have byttet tallerken uden at blinke. To virkelig gode retter.

Kl. 20 satte vi så kurs mod Nordisk Filmbiograf, som denne aften viste dygtige Super8’s afgangs-kortfilm, udfoldet som en festlig premiere med rød løber, bobler og armbånd til afterparty, efter forestillingen.

Som ventet var det nogle virkelig talentfulde unge mennesker bag projekterne, og vi var uhyr godt fanget gennem både kortfilm, dokumentar og trailer, som blev præsenteret.

Afterpartyet tog vi dog hjemme på hotelværelset, hvor vi hoppede under dynerne, satte en animationsfilm på og nød resteslikket.

Dagen efter skulle vi nemlig besøge nogle søde venner til morgenmad, og det så vi frem til at møde friske og veludhvilede op til.

Endnu en dejlig Århus-tur til kartoteket, er vinget af.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *