Edinburgh, feriedagbog, dag 1:

Så kom dagen endelig, hvor vi satte kursen mod Edinburgh.

Forventningerne var høje på den der måde, hvor man nærmest vil blive begejstret lige meget hvad.

Jeg har selv set både Irland og besøgt Londonområdet en god håndfuld gange, og er umiddelbart bare virkelig glad for Storbritanien. Bare de forskellige dialekter, gør mig helt forelsket, og jeg har derfor længe gerne ville runde Skotland.

Her hjemmefra havde både booket teaterbilletter, en heldagsudflugt til højlandet, kigget på traditionel pubmad og flere gode ting på programmet – men der er naturligvis det uomtvistlige fact, som særligt lokkede herhjemme: Skotland (og i særdeleshed Edinburgh) er jo Harry Potter’s “oprindelsesland” om man vil.

Kæmpe stort, fedt plus.

Det ku’ jo kun blive magisk, at få lov at opleve – navnligt når man er to kæmpenørder afsted – vel at mærke hvad angår bøgerne. Vi elsker dem i form af barndomsfan-nostalgi, som man aldrig slipper, hvor de stadig læses med jævne mellemrum og adskillige citater og sammenligningspunkter fra alle 7 bind bruges året rundt. Filmene sætter vi også stor pris på, særligt som voksne, hvor kompromis om hvad der kommer med, hvad der modregnes og udelades, sagtens kan tilgives.

Tilgengæld er jeg ikke rigtig helt på hypen, hvad angår skuespillere fra filmene’s gøren og laden, quizzer, udklædning og mearchandice, som den “nyere bølge” sætter kæmpe pris på. Det er virkelig skægt at betragte udefra og tit super opfindsomt, men ikke noget vi gør i.

Som nævnt var dog meget mere blot end HP-menageriet, der havde lokket os afsted til det skotske, selvom der uundgåeligt vil dukke en del referencer op i løbet af feriedagbøgerne. Alt andet vil jo være blasfemi!

Med andre ord:

Der var sommerfugle i maven, da vi sad i Aalborg lufthavn, med bagværk og kaffe fra Penny Lane, og snakkede den kommende ferie igennem.

Heldigvis gik tiden hurtigt og det gled fantastisk nemt i Kastrup, og vips – så var vi ankommet til Edinburgh lufthavn.

I vores iver for at starte ferien op så hurtigt som muligt, fangede vi en taxa – yderst effektivt system, hvor en ansat trykker dit navn og hotellet på en skærm, og en taxa kommer rullende med info’en banket ind på taxameteret.

En 20 minutters tid efter stod vi på Princess Street (byens lange shoppegade) hvor vi skulle bo på EasyEdinburgh. En af byens billigste steder overhovedet, og fungerer klart bedst, hvis man som os kun bruger sit hotel til at sove på, og for at ku’ tage et morgenbad. Ingen luksus, ingen morgenbuffet eller sirligt foldet toiletpapir. Tilgengæld var der jordens mest centrale placering, sødt personale, pinligt rent og præcis hvad vi skulle bruge, og ikke et my mere – udover en helt uovertruffen udsigt.

Et kort check in rigere og så kunne vi bevæge os ud i den skønne solskin. Vi skulle lære mange gange på de fem solrige dage, at vi var ufatteligt heldige med vejret jf. vores guides, og vi satte bestemt også pris på at de lovede regnbyer var forduftet fra vejr-appen.

Bosat midt i alting, kunne vi derfor lynhurtigt lokalisere en Costa Coffee, hvor vi tankede op med udsigt over menneskemængden der myldrede frem.

Generelt er der turister, samt liv og glade dage i Edinburgh alle steder og døgnet rundt, og vores device på bloggen om at fotograferer færrest mulige civile på klods hold, kom ofte på prøve.

Virkelig god bigcity vibe, helt uden at være proppet.

Tanket op på koffein (og med 100% eufori i blodet), begav vi os mod OldTown som lå på den anden side af den gigantiske, smukke park, der adskiller den fra den første del af NewTown, hvor vi boede. Her er det værd at bemærke er bydelen fra 1767 og derfor har alt den gamle charme, man kunne ønske sig – OldTown er blot det gamle bycentrum og tilsyneladende er det kendt mere som turistmekkaet, hvor der både er smukt, men hvor du kan få lige hvad du vil ha’ i historiske rundvisninger, whiskeysmagninger, pingel-pangel med skotske vister på, samt alskens underholdning, drinks og mad, uanset hvor du går og står.

Det glædede vi os naturligvis til at opleve – og der er fuldstændig magisk, så snart man vender og drejer sig i Oldtown.

Man forstår, hvorfor det er trækplasteret – de gamle sandstensbygninger, mystiske trappegange der snor sig allevegne i de bakkede gader, de mikroskobiske kaffebarer og monumenter alle vegne, bevidner at Edinburgh kun ligner sig selv og intet andet sted.

Selvfølgelig er der derfor også turistfælder, souvinershops og en masse mænd i kilt der spiller ræderligt musik sækkepiber, akkurat som på Strøget derhjemme, men det må man tage som en del af fornøjelsen.

Selv gik vi benhårdt efter “Victoria Street” der er inspirationen til Diagonally i Harry Potter universet. Det var simpelthen så bedårende og farverig en gade at se live, og når man har stået på den shoppegade-kopi i “Harry Potter Studio” i London, er ligeheden ekstra slående.

Vi måtte selvfølgelig forbi de to HP-shops for at se hvad de havde fundet på, at udstyre dem med, og det var fuldstændig som at være 11 år, og gå med sin liste, for at begå sig hos Ollivanders eller Madam Malkin.

Fantastisk oplevelse for et true Potterhead!

Lige rundt om hjørnet fra Victoria Street stødte vi direkte på Grassmarket – en kæmpe plads, beregnet til folkefest og hængninger i gamle dage – som stadig emmer af fest og slet ikke af død.

Her fandt vi en pub, med den mest magiske Rapunzel-agtige facade på nabo’ens bryggeri del, og valgte lynhurtigt, at her skulle vi fange vores aftensmad – og for Skægabens vedkommende også en af de pågældende øl. Jeg ventede (naturligvis) på vin, og gik med husets røde.

Indenfor var der også et pudsigt miks af finurlighed og klassisk pub – mørke møbler, store fadøl, hjørne med sportskamp på storskærm og stadig et betagende loft med alskens eventyrlige dikkedare hængende ned.

Skal du forbi Edinburgh, kan du roligt skrive Black Bull Pub på listen for en god bid mad i indre by.

Dagens sidste mål var en total joker.

De der læser med ofte ved, at vi jo er flittige teatergængere derhjemme, og vi var derfor ret begejstret over at være i et engelsktalende land, hvor vi rent faktisk vil kunne nyde en forestilling ‘udenbys’.

Tilfældigvis faldt vi over “The Ocean At The End Of The Lane”, og det skulle vise sig at være et komplet lykketræf.

Fuldstændig indtagende sceneshow, skuespil, plot og effekter. Jeg var helt suget ind i den verden, der var præsenteret, og glemte seriøst kortvarigt at jeg sad i et helt andet land.

I min søgen på linket til teateret nu her, røg denne fine anmeldelse op på deres hjemmesiden; den er ganske kort og siger samtidig det hele – “I nearly jumped out of my skin”, gengiver meget eksakt den fornemmelse jeg sad med.

Fuldstændig adrenalinblæst, gik vi derfor fra The Festival Theatre og gennem de livlige gader tilbage mod New Town, hvor vi skød forbi en midnatsåben Tesco efter forsyninger, inden vi krøb under dobbeltdynen.

De første ti timer i Edinburgh havde absolut ikke skuffet.