gave,  K,  snaksnak

Når folk holder fast

Jeg er nem at overraske. På nogle punkter. Jeg er ikke typen, som er særlig nysgerrig af natur, så jeg render nærmest aldrig og stikke min næse andre sager. Det siger mig virkelig ikke meget. Så det der med hemmelighedskræmmeri osv. kan man ret hurtigt får kørt forbi mig, uden jeg opfatter bare en lille smule. Er sikker på, at det er noget jeg har arvet fra vores mor. Hun ville ikke opdage, om der så var ild i hendes hår – dette er selvfølgelig en smule overdrevet, men pointen er vist klar. 
Punktet, hvor på, jeg er svær at overraske er det med min reaktion. Jeg er ikke just begejstret for overraskelse – til min families store begejstring. De ler hjertelig, når jeg sidder der, forvirret og allerede lidt småsur, fordi jeg ikke kan regne ud, hvad der foregår. Jo længere min, i forvejen fremtrædende, underlæbe kommer frem, jo større bliver smilet hos dem. For de ved jo, at jeg bliver glad. Meget endda. Jeg skal bare lige fatte mig, og falde ned på jorden igen. Hver eneste gang, at jeg får en overraskelse, immiterer vores mor mig, da de overraskede mig med en Kingfisher tallerkenrække – hun har helt styr på de hysteriske håndbevægelser, de usammenhængende udtalelser og de rynkede bryn. Og jeg griner hver gang, for det er da komisk, at jeg, som ellers betragter mig selv som rolig, kan blive så hysterisk.
Min 30 års fødselsdag var ingen undtagelse. Jeg blev så overrasket over min fine pengegave, jeg rystende endnu mere på hænderne, end jeg plejer. Vi snakkede frem og tilbage, om at jeg overvejede at investere i en stol. Drømmestolen blev slet ikke nævnt i samtalen, den var nemlig kun til salg sidste år. 
Jeg lagde ikke engang mærke til, at mim mor forlod bordet, før hun kom tilbage mod det – med favnen fuld. Hun satte den store sorte stofsæk foran mig, og jeg kunne mærke panikken brede sig i mit hovede. Efterfølgende husker jeg ikke meget andet end, at sækken indholdt min drømmestol. Den lyserøde jubilæumsmodel. Jeg var helt lykkelig, rasende og forvirret. Følte jeg havde brug for en helt uges fri fra job, eller som minium en kæmpe gin/tonic (det fik jeg heldigvis senere). 
Så heldig er jeg. At folk holder fast i deres lyst til, at overraske og forkæle mig. Til trods for ‘hvad fanden tænker I på?!’, ‘fuck’ og andre charmerede gloser var noget af det første der væltede ud af min mund. 
Men jeg siger heldigvis også tak. Og det gør jeg så nu, igen; tak fordi I gider, tak for stolen og tak for tålmodighed.
 – K

6 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *