Her sidder jeg og drikker dagens sidste kop kaffe, da den står på nattevagt, og glæder mig over, at ventetiden endelig er forbi.
Præcis 12 uger efter mit første stik med AstraZeneca, kan jeg nemlig nu se frem til d. 17. at få mit 2. stik Pfizer, og dermed blive en af de få rå, bastard-unger, der kører en halv/halv vaccine i DK.
Jeg har gerne ventet, da jeg ved, jeg er godt beskyttet med lidt modgift i årene, og har glædeligt gjort plads, for at folk, der er svagere end mig, ku’ få en bid af kagen. Men hold …
Så er vi simpelthen igang med den sidste forårsmåned for i år, og jeg håber, ugens våde vejrudsigt, markere undtagelsen der bekræfter reglen, med en varm og solrig maj. De sidste par år, har den da hvertfald været væsentligt smukkere end enten en blæstense eller tropé-regnene juni/juli, som jeg gerne undværer. Om det lykkes eller ej, så krydser jeg hvertfald fingre for, måneden da i det mindste viser sig fra sin gode side, når vi bruger næste uge på Bornholm.
Jeg vil igen, i den forbindelse, takke for alle de gode tips, der er blevet leveret …
Solskin og fridag – det starter ikke helt dårligt ud, det der “mandag”.
Egentlig har jeg ikke de store planer – men noget siger mig, jeg ikke kommer til at lave ingenting – har hvertfald en tørretumbler og en opvasker savner nogen (hvem, mig?) til at tømme dem, et køleskab (speaking to me?) mangler diverse basisvarer og en pakke, der kun er 3 tilbageværende afhentnings-dage tilbage på, burde nok finde vej herhjem.
Så må vi se, hvad jeg render ind i af fristelser og overspringshandlinger, men den tid, den sorg.
Kan I mærke det? Det der lille stik af, at normalen forsigtig banker på?
Jeg tør næsten ikke tro det, men hver gang fornemmelsen kommer, i form af et sug i maven, er jeg ved at revne af lykke.
Jeg kan ganske enkelt vente til, at K og jeg sidder på Café Ministeriet på onsdag kl. 11 – en lille sejr for menneskeheden i den banale livsbane, men jeg har aldrig været for fin til “små hjerner, små fornøjelser”-teamet. Nobelprisen må gå til vaccineskaberne i stedet – gudske tak og lov for dem.
For nylig, i et af mine ugeglimt-indlæg, figurerede en af Skægabens faste hofretter, og en læser spurgte efter en opskrift herpå, som jeg derfor har lirket ud af Skægaben. Den er virkelig også synd og skam, at holde på.
Denne lakseret er virkelig noget af det bedste, jeg ved, og jeg har spist den et utal af gange. Det var faktisk noget af det allerførste han serverede for mig, da jeg mødte ham for 11 år siden, og vi altid var hos ham, i hans lejlighed i Herluf Trollesgade, med pizzabakker til loftet og Aalborg Stadion som forhave.
