blogleg,  brok,  dagens humør,  fjoller

5 spørgsmål til din søster.

A spørger K:

Hvad er dit bedste sommerminde 2020, indtil videre?
Har det været sommer endnu? Jeg føler ikke rigtigt, vi har været igang – men jeg synes vanvittig godt om vores lillesøsters fødselsdag/kandidat-fest. Kæft, en fantastisk aften. Mega beruset grillfest med tidligere kollegaer, var også genialt og så har jeg nydt alle de minutter, som jeg tilbragt med min bedste veninde, som heldigvis kun bor et stenkast herfra.

Hvilket røvsygt emne vil du slippe for at skulle tage stilling til, i samtaler med andre?

Alt med sport. Jeg ved ikke noget om det, jeg vil ikke vide noget om det – og jeg synes faktisk det er en lille smule underligt, hvis folk kan gå sådan ægte op i det. Kan simpelthen ikke hidse mig op over, hvilke boldspil andre voksne leger. Og så får altid lidt ondt af dem der taber.

Hvem ville du helst være fra Spice Girls?

Posh Spice. Ingen over – ingen under. Der er kun hende i min optik. Og jeg var heldigvis typen med mørkt glat hår den gang, så jeg måtte gerne, når vi skulle lege det.

Er det nogle gange svært at navigere i at have din personlige instagramprofil, @venterpaavinblog som deleprofil og din garnprofil @snirkelvaerket, eller mister du aldrig overblikket?

Min private bruger jeg grænsende til aldrig. De er andre to bruger jeg derimod flittigt. Jeg blander dem dog sjældent sammen, da jeg ikke bruger Snirkelvaerket til andet end garn – og det tænker jeg ikke høre bloggen til. Hvertfald ikke i det omfang, jeg lægger for dagen.
Jeg har dog til tider nået at udgive billeder på de forkerte profiler – for jeg fatter ikke altid, hvor jeg er logget ind.

Hvad er dine fem ultimative solskins-numre, til de kommende dage med 23-27 grader?

Jeg er i humør til at alt fra ‘Hvor cool kan en hvid mand blive’ med Østkyst hustlers til ‘Rain on me’ med Lady Gaga. Er I humør til lidt af alt, men forsøger at begrænse mit musik lidt, da det gør det umuligt at sidde stille der, og arbejde på computeren. Man bliver jo alt for kvik og glad af det lort.

K spørger A:

Hvad er det sidste, du har ødelagt?

En hvid t-shirt med tryk, måtte lade livet, efter jeg – som det ofte sker for mig – har spildt noget udefinerbart og ikke afvaskeligt materiale derpå. Garanteret sovs.

Hvis du skulle åbne en forretning, hvad ville du så sælge?

Morgenmad. På den idyliske, banale måde med hjemmebag, havregrød, avocadomadder og filterkaffe, genbrugsmøbler i gårdhaven og Disneyhits i højtalerne. Ved dog ikke lige, hvordan jeg skulle formå at blive A-menneske, sådan lige.

Hvordan måler du succes?

I timer i døgnet, hvor man selv smiler, mens man får folk omkring sig til at gøre det samme, og bruger sin tid på det og dem, man helst vil.

Hvornår keder du dig?

Hvert minut, andre vælger at se Nyhederne, mens jeg er der. Og i telefonkøer, med dårlig saxofon-musik.

Hvad er det første, du kan huske?

Noget af det første, jeg reelt kan huske er mit første værelse, og den gang jeg slog hul på min hage, og skulle ind og syes. Især det der grønne klæde, med det fine runde hul i, jeg fik over hovedet, husker jeg. Min mor siger, at jeg tog det tappert – at jeg ikke græd, men at jeg svedte helt vildt af angst.

Husker dog det mest skelsættende ved dagen var, at jeg opdagede at vores far havde lakridsstænger i handskerummet, for sådan en fik jeg på vej mod sygehuset. Det troede jeg slet ikke man måtte, når det ikke var fredag.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *