Så er vi sørme snart nået igennem maj – er det ikke vildt?
Det er simpelthen den sidste fulde forårs-uge vi træder ind i. Tosset.
Hvis jeg kunne købe mig et stopur til tiden (det ham i kortfilmene i Børnetime havde, i 90’erne), havde jeg virkelig gerne punget en mindre formue ud for det.
Men man må jo bare hænge i, selvom sandet virkelig synes at glide gennem glasset ekstraordinært hurtigt – måske det stadig efterveerne er to års on/off corona, der gør det føles ekstra forfærdeligt, at timerne i ens “rigtige tilværelse” altid føles for korte, uanset hvad? Har …