A spørger K:
Hvornår har du sidst måtte tælle til ti? Og hjalp det?
Det her er muligvis det dummeste, men ærligtalt var det, da min støvsuger ikke havde ryddet sig selv op og derfor stod midt på mit køkkengulv, mens jeg kom spænende derud – jeg overså den selvfølgelig, og smadrede derfor min stakkels fod ind i den. Lige mens jeg havde favnen fuld af opvask, gæster på vej og slet ingen tid til at ømme mig.
Der skulle jeg helt sikkert have talt til 10, fremfor at give den dovne støvsuger endnu et spark. Så nej, det hjalp aldrig for jeg nåede aldrig så langt.
Hvad var det sjoveste ved, at arbejde i hjemmeplejen, da du gjorde det?
Søde, dejlige kommentarer og fortællinger fra ældre borgere – flere har indtrykket af at ældre er skrøbelige, stringente og/eller sarte. Dette kunne ikke være længere fra sandheden i langt de fleste tilfælde, og det har bare sin charme, når bramfri, flabede ældre på +90 år virkelig ruller sig ud.
Der udover var alt tiden med mine dejlige kollegaer, de absurde situationer jeg ofte endte i og den generelle omgangstone.
Hvis du skulle bo helt anderledes, hvordan skulle der så se ud og hvor skulle det være?
Så ville jeg bo i mit lille drømmehus. Det ligger 1200 meter fra min lejlighed, og det kunne næsten ikke være finere. Lillebitte, meget gammelt og med et fantastisk baghus, hvor jeg ville kunne have mit værksted.
Nogle vi påstå, at det ikke er helt anderledes, men for mig ville det være helt anderledes at bo i et fritstående hus. Har kun boet i rækkehus eller lejlighed indtil videre – og jeg kunne slet ikke forestille mig at forlade Vejgaard uanset hvad.
Hvad står ikke til forhandling, i mødet med dig?
Ordet ‘nej’ – det er ikke til diskusion, kan ikke forhandles om og jeg har ingen trang til at blive overbevist, smigret eller charmet til noget. Det frastøder mig, når mennesker går ud fra, at de behøver at kommenterer på mine valg eller forsøge at ændre på dem.
Hvis du skulle deltage i Robinson, hvad ville du så tage med som dine 3 personlige ting og hvorfor?
Haha. Mareridtsscenarie nummer 1! Jamen, jeg går ikke ud fra man kan vælge en billet hjem, som det første? Alle der kender mig ved, at jeg slet ikke bryder mig om være ude, tropisk vejr, sport eller at arbejde for føden.
Den er alligevel svær. Mit mobil, min seng og en oplader med solfanger måske? Man kan vel teknisk set godt pjække fra dyster, ø-råd osv. ind til de sender en hjem?
K spørger A:
Hvad er dit bedste livhack?
Jeg er ret vild med den der gamle klassiker, med halvgammelt brød og vand, skaber noget-nær-nyt brød i ovnen. Og at vande blomster/skylle tallerkner af med vand fra tørretumbleren, restevand i elkedlen, indholdet af den halvtomme flaske fra tasken, samt postevand der er lunkent, som du lader løbe, når du venter på det bliver koldt, fremfor at smide det ud – men egentlig er det jo bare sparetips. Og dem elsker jeg fordi, jeg er min fars barn.
Det bedste lifehack til et nemmere liv må være: Tag en dyb indånding og smil, befri dig fra offerrollen, tilgiv dig selv og andre, og forsøg at opfør dig ordentligt.
Hvis du – medmindre du naturligvis er i reel krise – gør dig umage med at undgå at være bitter, negativt indstillet eller en dum nar, tror jeg det er nemmere at se, at livets hårde udfordringer faktisk sjældent er værre for dig end alle andre, at de fleste mennesker i reglen gør deres bedste, og at det ellers er spild af god energi, at ærge sig over alt det, man ikke har magt over.
Derfor kan man stadig have en skoddag ind i mellem, men jeg synes at grundindstillingen til livet er vigtig. Det er jo så ikke noget nyt – men sådan er det vist, med de fleste lifehacks.
Og nårh ja – undgå internetdebatter og nyhederne, hvis du vil passe på blodtrykket. Værse’go!
Hvilket job ville du have, hvis penge, uddannelse, geografi og andet ikke stod i vejen? Og hvorfor lige netop det?
Jeg vil altid bare helst være forfatter eller forsker i noget fedt sociologi, hvis man sådan bare kunne vælge af alt – og man nu skulle ha’ et job og var karriere-agtig. Og så kan jeg virkelig romantisere at stå i køkken et sted, i en børnehave, på et bosted eller i delikatessen i Føtex. “Det ku’ jeg blive gammel i”, siger min idyliserede hjerne, og visualisere mig selv pynte stjerneskud.
Hvad ville du egentlig godt have vidst, noget før?
At Langejan ville udgå. Havde man købt et gigantisk rest-lager, kunne man både være millionær, pga. de heftige priser man kunne tage, og samtidig nyde den perfekte kombi af citronen og lakridsen lagt ovenpå hinanden.
Er du nem at omgåes?
Som oftest, så tænker jeg, at det er jeg – hvertfald på job, for der fungerer det slet ikke at man fylder for meget, eller tror man kan styre agendaen udfra udelukkende egne værdier. Jeg har et arbejde hvor jeg er underlagt kommunens regler, en stram tidsplan og borgernes ritualer og selvbestemmelsesret i deres eget hjem. Den kombination levner ikke meget andet end at man skal være ret rummelig – alle har forskellige værdisæt, normer og nogle har misbrug eller er udadreagerende. Dertil er det også vigtigt, man er omgængelig og ingen fine fornemmelser – alle opgaver er dine, såvel som andres, alt afhængig af hvem der tager kaldet først. Ligeledes er det vigtigt at man er positiv, tydelig og direkte kommunikationsmæssigt, for dagen skal glide – både for mine kollegaer og for dem, vi yder bostøtte – og derfor må man også i sin omgangstone og beskeder, være nem at forstå.
Privat får jeg ikke mange klager, må jeg sige, tværtimod får jeg tit en masse sød ros for at være temmelig nem. Men jeg ved da godt, at jeg er komplet åndssvag med nogle ting. Heldigvis er alle mine venner gamle venner, så de må kunne lide mig uanset fejl og mangler, og gudskelov for det.
Hvornår klager du?
Sjældent – jeg har aldrig ringet til nogen kundeservice og brokket mig, skældt ud på buschafføren for at få luft, jeg beder aldrig nogen åbne en kø (de har formentlig travlt et andet sted) og sender jeg noget tilbage til et køkken, er det kun hvis retten er decideret forkert jf. hvad jeg bestilte, og det bliver stadig gjort med et smil.
Den slags hidser mig ikke op, det er mere hvis folk delagtig gøre mig i en fortælling om dårlig opførsel – der kan stå røg ud af ørene på mig, hvis jeg hører om folk der opfører sig småligt, ligegyldigt, hovmodigt eller ondskabsfuldt, overfor ordentlige mennesker.
Men det sker jo sjældent at folk er decideret forfærdelige over for folk, og det er også sjældent, jeg føler mig uretfærdigt behandlet.
Jeg er kun reelt arrig relativt få gange om året, fx hvis jeg oplever at nogen gentagende gange glemmer aftaler, man har lavet (særligt dem hvor modparten har ansvar for opgaven, og den forbliver uløst). Så får jeg megaspat, mest fordi min tid er vigtig og jeg synes det er en dødssynd at spilde den.
Men det er sgu aldrig over noget, i den kategori, der har en “ris og ros” postkasse. Det er mit temperament slet ikke til.