Anne,  fortællinger,  PURE NICENESS,  snaksnak

Taknemmeligheds torsdag – om nye venskaber, med spindelvæv på.

“Hvad siger du til torsdag? Skal du noget, inden du skal i teateret?” spurgte min veninde, da jeg proklamerede, at jeg var booket op. Faktisk havde jeg kun fredag formiddag ledig – eller lørdag til nød, hvis altså jeg ikke fik en tilkaldevagt.

Men faktisk, så hávde jeg torsdag formiddag helt fri, inden teatertid. Jeg havde blot ikke nævnt det, fordi jeg vidste, det netop var pågældendes venindes fødselsdag den dag.
Og rent automatisk tænkte jeg, at den nok var beslaglagt til anden side. Men åbenbart ikke – og hun ville gerne bruge den med mig, hvis jeg havde lyst. Og det havde jeg helt bestemt! Men ærlig talt, havde jeg ikke lige tænkt, at det var en potentiel mulighed.
Skørt, at jeg tænkte sådan, for vi er bestemt rigtig gode venner – hun er altid det skønneste selskab, så det er absolut ikke derfor.
Næh, det er faktisk fordi, jeg stadig ser hende som min “nyeste” veninde. Hvilket jeg også sagde til hende, da vi sad på cafeen og hun pakkede gaver op, og jeg udbrød at “det vel nok var hyggeligt, at få æren af at fejre hende på selve dagen.”
Hvilket hun bare grinede af og sagde: “Jamen Anne, du var da også med til min 30 års fødselsdag for to år siden. Og sidste år, var du jo i London med Kit på dagen jeg holdte fest, men der var du jo også inviteret med. Vi har jo sådan set kendt hinanden siden vi startede på ergo-studiet. Ok. Måske først efter det første halve år, begyndte vi at tale rigtigt sammen. Men helt ærligt. Det er jo også noget nær fem år siden”.
Gud ja, tænkte jeg – og lo, da hun smed trumf på og tilføjede: “Du er sgu da den eneste, der kunne finde på at give mig en bagebog indpakket i børnekattepapir og det her perverterede kort, men det er jo lige mig!”

Men altså. Det er jo rigtigt nok, hvad hun siger. Vi har kendt hinanden længe. Fem år! Sejt, tænkte jeg. Og så slog det mig: Tænk, at jeg i løbet af fem år, ikke har fået en ny ven.

Jeg har altså ikke fået nye venner, siden jeg var 21 år gammel. Netop fordi, jeg har så mange jeg holder af at bruge min tid med, at jeg ingen nye har opsøgt. Og bevares, er heller ikke blevet opsøgt selv, vil jeg tro. Jo, lidt på studiet, men jeg havde altid planer – julefrokoster og hytteture blev sløjfet, fordi jeg allerede var booket og havde hjernen og hjertet et andet sted. Jeg gad ikke undvære en venne bytur for fremmet selskab. Men hovedsagen og det smukke er jo, at det intet problem er.

For før fødselaren beskrevet ovenfor, kan min anden nyeste ven spores tilbage til 1. g, som jeg stadig er gode venner med.

Men altså – det er nok fordi, jeg ikke har skiftet mere end et par ud, hvertfald ikke siden folkeskolen.
Alle mine venskaber går langt tilbage; Min genbo fra vejen, samt mig og Kits fællesvenskaber, som består af et par drenge og vores søde fællesveninde, vi begge ser ugenligt og som min kæreste faktisk også ses med. De venskaber opstod allerede, da jeg var gammel nok til at bunde en lunken Slotsbajer, og hurtigt faldt i hak med flokken.
Dertil kommer en veninde tilbage fra folkeskoletiden, som var en del af et Nibeslæng, jeg kom i – hun bor i Århus og har både været i KBH og på udenlandsophold, men det har jeg holdt ved, som nu har base i Århus. Så alt i alt en stor håndfuld, plus mine søstre, min kæreste og min familie, er mine nøglepersoner og har været det i mange år – alle som en. Og der går aldrig mere end en uge eller to, før jeg har set dem alle, bortset fra hende i KBH og hende i Århus (men det er alligevel også en god håndfuld gange årligt og en del smser vi får sendt).

Det havde jeg bare slet ikke tænkt over. At jeg er så heldig, at jeg åbenbart har valgt rigtigt, når det kommer til venner. At mine uger (udover job og fornuftige ærinder) er booket op af min dejlige familie; både den blodsbeslægtede – men også den selvvalgte. Og at hvis vi åbnede en kalender fra 2010, ville de samme navne gå igen.

Med det i mente, så blev man sgu lidt ekstra glad, på sådan en ganske ordinær torsdag.

One Comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *