Navne, har altid fascineret mig. Jeg er altid vildt nysgerrig for at høre hvad folk hedder, eller hvad deres børn hedder og hvorfor.
Og det er ikke noget nyt. Siden jeg var barn har jeg gået meget op i, hvorfor vi herhjemme hed som vi gjorde, og hver tegning skulle skrives navn på, ligesom alle figurene derpå skulle navngives. Jeg skelnede mellem børne, voksen og gammel-menneske navne, og var ikke i tvivl om hvad der var pænt og grimt, i min bog. Senere havde alle mine bamser, mine syv Shelly-dukker faste navne, ligesom Barbierne og dukkehus-familien. Så da min skriveinteresse
Idag er det lørdag, og jeg har glædet mig. Ikke til aftenvagten, der i dagens anledning først starter kl. 16, men til at se den person, jeg skal bruge timerne op til med.
Min pragtfulde, ældste (eller.. altså ikke sådan aldersmæssigt, mere sådan årsmæssigt) barndomsveninde, er nemlig hjemme i Aalborg og jeg bliver fantastisk glad hver gang. Min søde, søde M.
Vi har boet overfor hinanden i ca. 19 år, lige siden jeg blev skudt ud, en efterårsdag i oktober år 1990, hvor M allerede stavrede rundt i sin flyverdragt og var få måneder fra, at fylde to.
Dette indlæg har været længe undervejs. Jeg overvejede næsten, ikke at færdiggøre min lille føljeton. Det ville ligesom være prikke over i’et i historierne om, at jeg aldrig rigtigt gør noget færdigt. For for sådan forsætter min historie faktisk.
Sidste afsnit sluttede med et opkald fra hende, som viste sig at skulle blive min chef de næste par år eller tre. Jeg fik nemlig jobbet, ligesom alle andre, der søgte der. Telemarketing blev min nye hverdag. Jeg sad …
Jer læsere, som der kommer forbi på jævnlig basis ved, at man her på bloggen, altid kan forvente et “Endelig fredag” indlæg. Altid indholdende et fjollet Harry-Potter meme og overskriften “Endelig fredag”, hvorledes vi i årevis har ringet ugens fridage ind.
Og det slog mig, at der faktisk knytter sig en historie til, som aldrig er blevet fortalt.
Umiddelbart er det åbenlyst at byde weekenden velkommen med et joke-indlæg, men for to kommunalt deltids-ansatte damer som os (der jo har ligeså mange arbejdsweekender, som friweekender), kan det umiddelbart virke sært. Sagen er blot den, at vi ikke nænner at …
Dette afsnit burde nok i virkeligheden have haft titlen ‘Det er ikke studenterhuen, der trykker’.
Starten på gymnasiet blev nemlig en langvarig kamp for mig, og formentlig alle omkring mig.
Jeg er nu 17 år, og starter på byens bedste gymnasie. Jeg skal læse HF og kommer i en klasse med både nye og gamle bekendtskaber. Jeg var lige flyttet sammen med min daværende kæreste, og jeg ved ikke om det bidrog til, at denne oplevelse ikke ligefrem var en succes. For når den ene part aldrig skal ud af sengen, og den …
At begynde på Tekniskskole var en stor omvæltning for mig. Når man har gået på en lille sød friskole, og et års tid på jævn størrelse privatskole, er en standart uddannelsesinstitution noget af en mundfuld. Jeg følte, at der var mange hundrede mennesker at forholde sig til, lige pludselig. Efter som, at jeg ikke rigtig havde behøvet, at skaffe mig selv nogle venner, siden jeg var cirka 6 år, skulle mit sociale talent pludselig hives op af hatten og finpudses. Jeg søgte højt og lavt, efter nogle ligesindede, blandt …
.. for at have opflasket mig på byens bedste hjemmebag, sarkasme, ordre om at lege ud i godt vejr og sørget for, at der strømmede Poul Krebs i højtaleren, så snart far var udenfor hørevidde.
.. for ikke at protestere, da jeg ville konfirmeres i hængerøvs-bukser og tanktop (og Lillesøster E i sort kjole med strutskørt), selvom nogle forældre himlede med øjnene i kirken.
.. for at opmuntre til alle former for psykopatisk samler-mani og bla. bruge timevis på at gennemrode butikker for udgåede Diddel-kort i slut 90’erne, og sætte dem i album.
I torsdags havde jeg inviteret min søde mand på date.
Teatergruppen “Musicaliber”, der på jævnlig basis laver fortolkninger på klassiske stykker, var nemlig på plakaten på Aalborgs Hem’li Teater, og de plejer altid gøre det godt.
Sidst, jeg så noget fra deres hånd, var det “Den Eneste Ene” der stod for skud, og jeg gik helt 90’er nostalgisk og høj derfra.
Derfor var jeg ikke i tvivl om, at jeg også måtte give “Heathers” et skud.
Selv havde jeg aldrig hørt om stykket, men kan forstå, det er en ungdomsklassiker fra 1988, og efter forestillingen forstår man godt hvorfor.
Om aftenen, er en noget nær fast del af min kærestes sove-ritual, legen “Fortæl lige om..”. Legen går på runde mellem os, og selv efter syv år, er der stadig nye ideer til fortællinger, og ellers kan en god gammel genganger fortælling også efterlyses. Tit er det mig, der plager min kæreste, og han må derfor så diske op med en godnathistorie. Han er eminent til at gå helt i “Thomas Winding”-mode og starte fortællinger op ala: “Jo, nu skal du høre. Vi skal langt tilbage idag – før der var rindende vand i husene og at elektricitet var allemandseje..”
.. At det var utroligt, som brugt idrætstøj, ugebreve og overmodne bananer aldrig lærte selv, at finde op fra ens taske.
.. At topmålet med skolegang var at nå til 9. klasse. Ikke for at dimentere, men fordi man så måtte tage til købmanden i frikvarteret. Dancake-roulader, cupnoodels, langejan’er og parisertoast for the win.
.. Hvor stille der kunne blive, når biologilæren kylede sin bog mod skabet bagerst i klassen.
.. Hvor mange gange, man ønskede sig død, når ens musiklærer proklamerede der skulle laves lege med fagter og dyrelyde, som “indlevende opvarmning” inden instrumenterne måtte findes frem.
