A,  Feriedagbog,  snaksnak

Feriedagbog: Amsterdam 1. dag


Klokken er 13.10 og vi sidder i Aalborg lufthavn. Far har sat os af for kort tid siden. Vi har aftalt at spise morgenmad sammen. Vi er begge b-mennesker med stort b – så vi napper en stor kaffe hver, så vi kan få dagen skudt i gang med maner. 
vi snakker frem og tilbage om den forstående rejse, vi har begge flyskræk og håber derfor at kamuflere det ved, at skiftes til at spille klovn. 
På vej til gaten fanger en sød ekspident os og tilbyder shots – et med lakrids og et med mango til hver. Vi er egentlig ikke til den slags, men hvad gør man ikke for at dulme nerverne. 
Med maverne fuld af shots, sommerfugle og stærk kaffe sætter vi kurs mod flyet. 

Klokken er 14:30 og vi hænger et sted oppe over skyerne. Indtil videre er rejsen gået ganske smertefrit, selvom jeg spottede et glimt af panik, da jeg kiggede over i de blå øjne, som tilhører min medrejsende, ved flyet endelig slap sit tag i landingsbanen. 

Klokken er snart 15:00 og de flinke stewardesser har lige skubbet den tunge vogn igennem den smalle gang – pakket til renden med alt fra juice på karton til anstrengte smil. 
Vi valgte, ikke overraskende, rødvin. Lidt ekstra bedøvelse, så vi er sikret en blød landing. 

Der er gråvejr over Amsterdam. Vi er spændte som flitsbuer og er nu så modige, at vi tør beundre landskabet fra flyets vindue. 

Klokken 17:38. Vi har nået at fare lidt vild, og finde vejen til vores lejlighed. Vi har lejet 50 kvm med  både badekar, gårdhave og køleskab. Ikke at vi får brug for den slags, men beliggenheden og pris var lige noget for os. 
Efter at have stillet vores tasker og fået vasket den værste flyskræk af os, er vi klar til at begive os ud i  den flotte by. Vi har gået og hvinet af fryd hele vejen til lejligheden, hvilket fortstætter aftenen igennem. Man bliver lidt overgearet, når man både har overlevet en flytur og har udsigt til en hel weekend i verdens bedste selskab. 
Det første stop på vores vej bliver et supermarked. Vi kan ikke stå for den slags, så snart vi er udenfor landets grænser. Efterfølge går turen mod Barca, for vi er sultne og tørstige – især efter mere rødvin. 

Klokken er 19:10 og der er vin i vores glas. A havde læst en anmeldelse af Barca, som vi ikke kunne stå for. Rødvin, lækre tapas og en dejlig stemning. Man kan ikke sige, at vi  blev skuffede. 
Vi blev mødt af charmerende og kompetent personale, som fik os udstyret med en flaske vin og god tid til, at studere det spændende menukort.

Klokken er 20:15, vores tapas er lige ankommet. Vi har, grådige som vi er, allerede indhaleret den første flaske vin, men den næste er heldigvis allerede på bordet. 
Maden er helt vanvittig lækker, og vi roser den højlydt – både for hinanden, og for det ualmindelig hjælpsomme personale, som jævnligt tjekker ind til os. 
Timer flyver vitterligt forbi, mens vi bagtaler hele verden, og hælder mere vin indebords. Stemning er stadig i top efter et par timer eller tre, da vi giver op og lader tjeneren fjerne vores tallerkener. Det ligner ellers ikke os med den slags madspild, men vi kan simpelthen ikke mere. 

Lykkelige, mætte og fjollede slingre vi igennem gaderne med kurs mod vores midlertidige hjem.

Den perfekte start på en fantastisk weekend. 

6 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *