• at skrive ting ned. Jeg ville egentlig have sagt, at huske klokkeslæt og datoer på arrangementer osv., men vores mor siger, at hjælper at skrive den slags ned. Hun sagde, at hun ville have været mere overrasket, hvis jeg ikke spurgte om, hvad tid der var påskefrokost, da jeg skrev i sidste weekend.
• at være huslig. Jeg kan sagtens, hvis tvinger mig selv – eller får løn for det. Naturligt er der ikke en eneste huslig knogle i min krop. Jeg får ingen tilfredsstillelse ud af nypudsede vinduer eller rene gulve.
• at se film. Jeg kan sagtens hygge med film, men jeg evner på intet niveau at gå op i det. Jeg vil hellere snakke eller glo ned i min mobil – og hvis det bliver for kedeligt eller uhyggeligt har jeg ingen problemer med, at slukke. Uanset om der er 30 eller 3 minutter igen. Noget min mandeven mener jeg burde arbejde lidt på.
• matematik. Eller man kalder det vel hovede/overslagsregning. Når jeg køber ind kan jeg nemt regne 47 kroner forkert, mens jeg går og lægger i kurven. Stavning og tegnsætning er vist heller ikke noget, jeg bør prale med, men så kan jeg så meget andet.
• at pakke ting pænt ind – både i bogstavelig og overført betydning.
Min far prikkede mig engang på skulderen til det årlige pakkespil, for at få mig til at deltage i latterliggørelsen af bordet grimmeste gave. Det var selvfølgelig en jeg havde pakket ind.
Der udover har jeg ry for ikke at kunne skjule mit kropssprog eller min ansigtsmimik – når noget glæder eller plager mig, så jeg forsøger ofte at være så ærlig, som jeg nu kan. Også selvom jeg nu ikke altså kan vurdere hvad der er relevant at delagtiggøre andre i.
Fx. ‘Undskyld, at mit hår sidder så mega grimt, men hårbørste er væk, og jeg orkede ikke lede mere’ var det første jeg udbrød, da min gæster ankom lørdag. Vi skulle jo være fine, og der stod jeg og lignede ham røveren fra Alene Hjemme som havde fået stød.
Eller ‘nej, men alle andre voksne skal altså selv kunne løse *indsæt problematik* så mon ikke også det lykkes for dig’, når jeg føler folk omkring spiller hjælpeløse. Dét burde jeg nok arbejde lidt på.
• at tvinge mig selv til noget jeg ikke vil. Der er næsten ikke noget, som jeg mener er værd, at bytte min glæde for. Uanset hvor fornuft og/eller velanset det er. Måske er det hvad man kalder dovenskab.
• at spare penge. Jeg bruger ofte alt hvad jeg har – hvilket er super dumt, men ualmindelig hyggeligt. For jeg skal da haaaa’! Og pengene kommer altid igen, har jeg hørt.