Uncategorized

Throwback: Studentertiden.

Så er det officielt 9 år siden, at jeg blev student.

Når bloggere laver disse flashbackindlæg, er der et væld af billeder af dem i hvide kjoler, uden for skolen, i en hestevogn, på vej til at få huen på og gerne et, hvor de holder tale til studentergildet, mens den stolte far har knipset billedet, fordi moren hulker ved siden af ham, af ren nu-flyver-hun-fra-reden-panik.

Sådan et indlæg kan jeg ikke hive på benene. Jeg kan nemlig bedst huske, at jeg synes det var alt, alt for gøglet til mig, med alt den fejring. Bevares, alle de andre skulle være velkomne, og bakkede op om diverse shoppe-kjole ture, hjalp veninder med at planlægge deres fester og glædet mig til at drikke mig i hegnet med hele holdet. Min klasse var nemlig skidesød, og det var en at dem, hvor alle kan med alle – så det var ikke der, skoen trykkede.

Men. Ja. Jeg har altid fundet det lidt fjollet, og ekstra opmærksomhed, har jeg altid tiltrukket gerne mig, men dette kun på egen bekostning – hadede at få unødigt. Og her, var det jo altså meget “uuh, sikke stor og klog, du nu er, du purunge viv” agtig, og sådan noget ‘pinligt voksenævl om fremtiden’ var allerede ved at kvæle mig, da vi var 2 måneder inde i 3. g og folk begyndte at tale uddannelse. Jeg anede, som Kit skrev i sit indlæg for nylig, ikke hvad jeg lige skulle, pjækkede fra idræt og kom til at drikke mig fuld i mellemtimerne.

Havde vi ikke mange år, før vi skulle tage sådan rigtig stilling til det der? “Og er det ikke noget med Ralf ikke tjekker fravær om torsdagen? Skal I med i Kildeparken, eller hvad? Så ser vi på det der, en anden dag.”

Lidt ligesom at jeg stadig synes det er lidt skørt, når børn nu tildags rasler til Halloween, bruger en million på en gallakjole til nytår, eller næsten kun går ud på netop Valentinsdag, somom det er et ræs om at den dag er mere romantisk end andre. Ikke direke dumt, bare lidt overkill til mig.

Jeg elskede (og elsker stadig) ellers at fejre ting, der ikke omhandler mig – om man fejrer, at det er torsdag, med en flaske champange, pynter op en tilfældig dag der er en fodboldkamp på tv, køber folk skøre fordi-du-er-dig-gaver og at lave pakkekalender til min kæreste hver jul. Festligheder er nemlig lige mig, og den gang – “Gaden” var velbesøgt, og min blå bog bugnede af pinlige historier i hobetal.

Jeg var nemlig med på det, der ikke er så påtaget – jeg er bare ikke typen der bryder mig om at blive fejret på traditioners præmisser. Måske jeg bare er den eneste, der får lidt præstations-angst og en følelse af “SÅ! Se på mig! Det her er godt nok bare en studenterfest, men jeg skal klædes ud i hvidt og roses og ALLE skal hygge sig, fordi jeg klarede mig igennem, trods et 00 i tysk”.

Tilmed var sådan en fest dyr, og da jeg ikke ville kunne spare op til et sådan beløb, ville mine forældre skulle betale. Det skal der ikke herske tvivl om, de gerne gjorde, men vi havde altså ikke et pengetræ i haven og det spillede også en stor rolle i min beslutning mht. festdelen altså. Ville ikke kunne nyde en stor fest, tøj, champange og tøj, betalt af andre, når jeg rent faktisk var myndig – det ville jeg slet ikke nyde, mente jeg.

Husker dog mest af alt, at jeg tænkte det var komplet dumt at købe en grim sømands-hue, vidste at en hvid kjole ville jeg aldrig få brugt igen og at folk skulle hjem i mine forældres have, for at vælte fulde ind, låne toilettet og vinke, synes jeg ikke de skulle bruge tid og energi på. De sagde, at det var helt op til mig – med et barn, der frasagde sig børnefødselsdage med folkeskoleklassen og blev konfimeret i hængerøvsbukser og lod dem bestemme menuen, var de nok klar over, at de ikke kunne overtale mig. Jeg ville jo formentlig bare vælte ud af døren og med lidt held få en middel-karakter mere til mit meget jævne eksamensbevis, tænkte jeg. Og det vigtigste var jo, at jeg skulle med K til Roskilde bagefter og opleve Malk De Koijn’s genddannelse. Det var da fremtids-ambitioner, der ville noget!

I hvertfald afskrev jeg mig tidligt hypen og meldte ud, at jeg lige sprang den del over. Så var det ligesom afgjort, og jeg kunne slappe af med at hjælpe de andre med at konstruere deres.

Og her, ville jeg tro, at indlægget om min studenter-dage ville slutte. Med mig i sort Bjorkvin-kjole, der stod udenfor Europahallen med en astronaut-is mens de andre hentede deres dimissionsbevis, og tog på studenterkørsel, dernæst Roskilde og fik sin vilje.

….

Men som det er med folk, der elsker at fejre andre, så har de det sjældent fra fremmede. Det samme gælder mig. Og bedst som jeg troede, jeg var sluppet igennem med min stædighed, måtte jeg sande, jeg var blevet fuppet.

Jeg havde nemlig også en hat på, og en fest at fortælle om, da jeg steg op i hestevognen med de andre.

Allerede da jeg trådte ud af eksamenslokalet, så jeg mig slået. For der stod de – min familie – med blomster og havde tilmed taget min søde farfar med. Og gaver. Selvom jeg “havde sagt, de ikkeee behøvede”! Meget hyggeligt og mine kinder matchede pludselig blomsterbuketten.

Men det stoppede ikke her.

Min mor havde nemlig i smug hæklet mig en umanerlig grim, hvid “studenter”-bøllehat med en rød sommerfugl, og ikke mindst smækket min lillesøster’s 13 års fødselsdagsfest sammen med mit “suprise” studentergilde. Hun og min far havde simpelthen inviterede mine veninder bagom mig, sat et bord op på terassen til os, købt øl og pyntet ekstra fint op. Så virkelig, virkelig fint gjort – og på sin egen mærkelige, uformelle måde, lige i min ånd alligevel.

Var ligedele overrasket, glad og småhidsig – sidstnævnte i ca. 3 minutter, og kun fordi jeg vidste, jeg havde tabt.

For det er hvad jeg lærte den dag – at det jo faktisk er ganske sjovt, det der med at blive fejret. Og at folk faktisk synes det er skidesjovt, at få lov til det – og at man ikke er til besvær, hvis det nu koster en krone eller to. At holde en fest, er nemlig også at give en fest til andre – og med det for øje, er det slet ikke så selvoptaget.

Og det er faktisk meget mere brugbart, end det meste af det, jeg lærte de tre år på gymnasiet.

Så hey: Husk at fejr det meste – det kan aldrig, aldrig være en dårlig idé.

Hvad med dig? Hvordan gik dine studenterdage?

No Comments

  • Skalotteløg

    Whaat, havde du også en underviser, der hed Ralf? 😱 Min var biologilærer. Jeg tænkte, der ikke kunne være ret mange med det navn 😉
    Det er en fin tanke, det der med, at man også giver en fest til andre. Hvilket jo er nemt at mærke, når man som vært stæser rundt for at få alting til at spille 😉 Jeg ville meget hellere, at nogen holdt fest for mig 😆

    • venterpaavin

      Min mangler en hånd og ligner ellers Hagridt på en prik 😁 Måske det bare er et biologilærer navn.
      Og det er netop pointen, at man ikke skal stædse rundt, hvis man har smækket mad på bordet, sat musik på og knappet øl op, skal ingen styrte rundt – folk hygger sig nemlig helt fint uden man render rundt og laver alle mulige krumspring. Så må man tro på, at de simpelthen ikke er spor krævende, vælge at rydde op senere næste dag og lade sig selv og gæsterne give den allan 😀 Alle de bekymringer er ofte fuldstændig ligegyldige. Har aldrig været til en fest, hvor værten ifølge mig burde lave mere – tværtimod ofte omvendt 😀

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *