A,  afslapning,  der er altid noget at fejre,  hverdag,  voksenpoint

En sløjfe bundet med manér, slikgafler og coolness ala Danny.

Så blev det sørme mandag igen, og min ferie er hermed udløbet. Der gik 13 dage lige akkurat – og jeg har således deltaget i lockdown indtil nu, næsten på ligefod med de fleste andre, dog uden hjemmearbejde. Det har jeg overladt til Skægaben, der troeligt sidder indeburet fra 7-15 herhjemme på 1. sals kontor, og elsker det – selvom han savner vennerne der arbejder “ude” og sin mor, selvfølgelig. Men i denne uge tilbagevender jeg i “felten” og skal yde bostøtte for udsatte beboere, som vanligt.

Heldigvis er alle i min familie (der alle har haft mulighed for, at arbejde/studere hjemme, og isolere sig ellers) forblevet raske og symptomfri i de 2-12 dage at corona’en skulle have vist sig, og det glæder mig. Vi har alle gjort os pisseumage, og det kan jeg se at 99% af omverdenen gør, hvertfald der hvor jeg kommer, uanset hvad medierne viser. Jeg har ikke oplevet nogle, der ikké går med kæmpe afstand når de er i par, og som ikké går en gigantisk bue udenom dem de skulle møde, i de stille parker, eller som ikké overholder stribe-felterne i Netto (som jeg primært har været i om formiddagen, med meget meget få kunder). Det er mærkeligt ensomt at stå med plasthandsker på, spritte dankort af og smile med to meters afstand til alle, gå ud, spritte alt af på p-pladsen og gå hjem, og spritte hænder igen – men super betryggende, at alle gør sig umage.

Jeg droppede allerede offentlig transport, og smed teaterbilletter ud, tirsdagen inden, der fredag blev annonceret lockdown, og det viste sig vist, at være en god idé. Heldigvis nåede jeg også, at tage et aktivt valg holde mig fra centre/biograf/butikker og cafeer de dage op til, hvor alt stadig havde åbnet.

Nu træder jeg jo så ud i samfundet igen, på en arbejdsplads hvor nærkontakt med beboerne er uundgåelig og sådan skal det selvfølgelig være. Og derfor er jeg så glad for, ikke at være i tvivl om, at jeg er fit for fight – medmindre jeg skulle være en rask smittebære, der tilfældigvis har nappet noget på en mælkekarton, der ikke kom i udbrud. Men den risiko vil der bare altid være – og jeg har god samvittighed, med at jeg har fulgt regeringens anvisninger helt og aldeles ordret efter bogen (du ved, dem om at begrænse besøg, kun have besøg af andre, raske i “hjemmekarantæne”, lufte ud, spritte alt af og altid, altid være på mindst 2 meters afstand og aaaallerhelst udenfor. Vi herhjemme har således kun set min hjemmearbejdende, isolerede familie, der ligeledes kun har set os. Og havde nogen i nærfamilien kontakt med andre mennesker fx på et arbejde, naboer, andre venner, ansatte i nødpasning, hjemmehjælp, eller andre steder fra, havde vi selvfølgelig ikke set hinanden).

Nå, nooook om reglerne – dem kender vi jo til hudløshed – og jeg skal snart i sving. Men før den står morgenbad og morgenmad, skal vi da liiige ha’ “Ugen der gik” i ægte corona-stil. Som i forrige uge, løber dagene sammen for mig, og jeg er stadig stjerneglad for det gode vejr, til gåture og havearbejde, men som der har gjort samvær muligt, med de nærmeste i god og behørig afstand.

Jeg fik fx:

.. grint over, at dække et bord på over 2 meter til fire, i hver sin ende og på hver sin side, sprittet stolerygge, bestik, kopper, kaffekande og individulle sodavand/øl af, til at Lillesøster E og Svoger T, kom forbi med takeaway et par timer i solen. Vi havde alle total indekuller og savnede hinanden og selskab, og stod i kø til sprit-dispenseren før og efter maden. Skide hyggeligt, trods den asociale opstilling.
.. den løsning, skal man ikke kimse ad. Selvom man føler sig hysterisk over, man ikke engang føler man tør lave mad til hinanden, selvom vi alle er buret inde – men better safe than sorry.
Samme opdæknings-procedure var i spil, da de gamle kom forbi til hyggelig torsdagskaffe i det fri (og købekagen blev pyntet af handskeklædt hånd i køknet med ganache og mandelsplitter, og delt ud på hver tallerken med en og samme afsprittet hånd, suk). Og så kunne vi samtidig få havetips!
.. trillet forbi Lille Vildmoses elgefold, og endelig(!) fået syn for sagen. Vi har i årevis kørt der igennem 1-2 gange månedligt, uden held. Og så var der tilmed babyer!
.. genlæst en børneklassiker.
.. været på skovtur med K med engangskopper, vanter og individuelt indpakkede snacks.
.. malet i Mumi-malebog.
.. lavet svensk pølseret af rester.
.. spist slik og skålet med K, da vi var sikre på at vi var sygdomsfri efter 2 uger uden hverken coronasymptomer og nærkontakt til nogen (minus at vi individuelt har aet hver vores roomie, aka. K’s Kat og min hjemmearbejdende Skægabe). Den milepæl nåede vi lørdag. Vi hyldede derfor, at vi har klaret at holde alle anbefalinger om isolation, handlet sjældent, ikke samles offentligt med fremmede i hobetal, og kun set ikke-udearbejdende familiemedlemmer udendørs og på afstand (helt uden at dø af savn). Det er da værd at fejre – selvom det er atypisk at rykke stolen ud fra bordet, vippe snacks på egen tallerken, og spise dem med gaffel, spritte nonstop og skiftes til at være den, der er ophælder af vinen, når en ny flaske åbnes. Men fantastisk hyggeligt, det var det.
.. haft tømmermænd og blevet plejet af takeout fra Vaca og Skægaben.
.. været cool’ere end alt.
.. søndag haft gæster (mor og far) indendøre for første gang rigtig længe – nemlig først efter at vi alle 4 voksne har klaret hhv. 2 og 3 uger med hjemmearbejde, ingen besøg i hjemmet og kun få handleture, hvor vi tydeligvis (og heldigvis) ikke har fanget noget sygdom. Selvfølgelig mødtes vi stadig denne idag, med en stol mellem hver plads, håndsprit til alle, nyt gæstehåndklæde ved siden af vores eget, take away og nyafsprittet stole, service, dørhåndtag og nonstop udluftning. Men trods alle foranstaltninger, er det det hele værd, at få en dag der synes så normal, som igår føltes. For når jeg nu begynder jeg på job i felten igen (med svage beboere), betyder det at selv denne indendørssammenvær med 1000 forhold, naturligvis er sat på hold til lockdown er slut. For min familie og beboerne skal jo fortsætte med at være i “sikkerhed” når jeg skal ud i den store ‘farlige’ verden. Så det er skønt, at sætte en sløjfe på min hjemmekarantæne-del med manér.
.. fundet et hjerte på min vej.
.. kørt til Blokhus og set solnedgang fra bilen, mens Skægaben lokkede mig til at prøvesmage den her fætter – og mangler du lidt selvforkælelse, kan de varmt anbefales.

Hvad har du lavet?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *