A spørger K:
Hvad har du fået nok af, sådan lige pt.?
Mørke og dårligt vejr? Jeg er helt vild med det forår som titter frem overalt. Humøret og energien stiger i takt med lyset og solen. Der er så meget at glæde sig til i det gode vejr. Selv noget så simpelt som den første kop parkkaffe kan give mig sommerfugle i maven.
Hvad har du førhen brugt penge på, du slet ikke kunne finde på, nu om stunder?
Store flade fadøl i Jomfru Ane Gade. Der har jeg lagt størstedelen af mine lommepenge i mange år. Virkelig mange penge, virkelig mange år. Det kunne jeg slet ikke finde på nu om dage.
Hvad er din yndlingsblomst og hvorfor?
Willestrup rosen er den flotteste – den har et helt rundt hoved, en er tofarvet og den ene af farverne er lyserød/pink. Det kan ikke rigtigt blive bedre vel? Ellers er forglemmigej, vintergækker, kornblomst og bonderoser også virkelig højt på listen.
Hvis dit 24 årige jeg skulle have gættet på, hvor du var idag – 10 år efter – hvad tror du så, at du havde sagt?
Mit 24-årige jeg ville svare at det anede hun slet ikke. Men hun var trods alt lige blev uddannet sosu i håb om, at uddanne sig til bostøtte i den udekørende psykiatri. Så måske ville det være det bedste du. Det blev dog aldrig til noget.
Og hun ville elske at jeg har beholdt lejligheden. Selvom både hun og jeg er rodløse på nogle punkter, så elsker vi vores hjem og base vanvittig højt.
Hvad vil du helst – gro nye, buskede barkenbardere hver morgen eller have et lillefingerfed, som en pommesfrites?
Helt klar den med fritterne. En evig snack lige ved hånden, om man vil.
K spørger A:
Hvilken vane ville du elske at tillægge dig?
Meditation – jeg tror, at hvis man evner det og finder det naturligt, at det er en virkelig fin ting. Ville også elske at finde det oplagt at gribe praktiske opgaver, med selvdiciplinens selvfølgelighed – er der noget jeg burde fikse, så kører jeg på og så bliver haven taget for ukrudt, badeværelset malet og ryddet op i skufferne. Jeg kan irriteres over fejl og mangler gang på gang, men griber altid livsnydervalget – godt selskab, at handle noget lækkert ind til køleskabet, cafeturen, museumsbesøget mv., og skal virkelig tvinge mig selv igang med alt det, der er besværligt og ikke lyststyret.
Hvad er lægger du ofte mærke til ved folk, når du først møder dem?
Stemmen, kropssprog og deres humor – jeg vil uundgåeligt gå efter at se, hvad de griner af og om de har let til smil. Min mavefornemmelse vil meget gerne mærke efter om jeg kan stole på dem, om de har en bestemt agenda og om de har selvironi – når jeg ved de ting, kan jeg bedst vurderer hvordan jeg selv ønsker at tilgå folk.
Hvordan er du i et køkken?
Rimelig stabil og hæderlig. Alt bliver på slum, og består altid af, hvad der er i køleskabet, evt, suppeleret med nogle konkrete, nykøbte elementer, hvis målet er en bestemt ret. Så min mad smager aldrig ens, men jeg kan lide det meste og synes ikke det er svært at lave mad – måske fordi jeg hopper over de lave gærde og aldrig laver fine retter, aldrig følger opskrifter og intet eksakt mål har for øje.
Hvad ville du synge, hvis du skulle synge karaoke?
Shit. Vil hellere flækkke en arm på langs! Endte nok med at gå med “Ankomsten” fra Verdens Længste Rap med Østkysthustlers. Den kan jeg i søvne og jeg elsker den stadig.
Hvad var bare ikke helt så fedt, som du havde gået og troet?
At være studerende – du er fattig, folk spørger altid til dine eksamner og du skal lave så meget gruppearbejde med folk der tror, at deres liv afhænger af deres karakter. Og de skulle tillige hænge på mig, der vidste, at det gjorde den ikke – og det var mindst ligeså irriterende for dem.
Hold nu helt op, jeg hadede at gå i skole. Både undervisningen med skinhellige lærer og tænkte cases helt fri for virkelighedens realiteter, rædsomt påtvunget gruppearbejde, med typer der var langt mere pernittengryn end jeg, med om der stod “som” eller “der” i bisætningerne, og sorte skyer af “du burde” hver gang man ikke læste sine lektier (cirka altid, medmindre det var i gruppeopgaver, så lavede jeg altid min del + det løse) og en særligt forfærdelig praktik, med 2 timers transport tur/retur og en vejleder der behandlede mig så grimt, at hun selv valgte at trække mig til side på sidstedagen og undskylde.
Jeg klarede mig såmænd fint igennem det hele med karakterer fra 4 og 12, og gik i en ellers vældig sød klasse. Men dette stadig med en del pjæk, himmelvendte øjne og ufattelig få bøger købt – jeg brugte masser af tid med mine venner uden for studiet, på at gå i byen, rende til arrangementer og glemme at i morgen var der atter en (skole)dag.
Kunne slet ikke klarer mængden af selvhøjtidelighed, panikstemning omkring eksamen og overfortolkning af alt – også selvom jeg smilede og bøjede hovedet, og lod somom jeg tog det seriøst.
Så jeg er SÅ glad for at arbejde – at have fri når jeg har fri, at man må udfører opgaverne med dygtige folk med fællesfodslag, men med sin egen personlighed og faglige briller undervejs, lærer af hinanden uden at skulle være enige, og at man ikke skal vejes på en vægtskål til eksamen, hver tredje måned.
Jeg skal hvertfald aldrig i skole igen.