A spørger K:
Hvilken type(r) bliver du bare aldrig?
Den pernitne – hende der ikke synes at meget kan være ligemeget, og så længe musikken spiller er der ingen som ser støvet i hjørnerne. Jeg bliver heller ikke den energisk, udadvendte type. Mellem os skrevet, så frygter jeg faktisk en smule de mennesker som har “Ole Henriksen”-syndrom og altid mener at et smil og godt humør kan klare ærterne.
Jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg har orkelse nok til, at svinge mig op til at blive en reel type.
Hvis du havde et rum mere, hvad skulle du så have deri?
Et kontor! Eller et værksted! Lige nu har jeg kontor, værksted, pakkestation, lager og det der ligner samlet på 6kvm, og det er bare ærligttalt lige trængt nok.
Hvad for tre love, vil du gerne kunne indføre idag og ophæve til midnat?
Uh, super underligt og godt spørgsmål. Hvad er jeg så vild med at det skal indføres ved lov, men som jeg alligevel ønsker annulleret til midnat? Jeg føler mig blankere end blank.
Ville vildt gerne sige noget klogt om organdonation, bedre forhold for hjemløse og andet fra samme skuffe – men når det kun drejer sig om en håndfuld timer, så er jeg er jeg fortabt.
Drømmer du nogen gange om at tage en chance og sadle om i livet?
Jeg synes på en måde jeg sadlede om, da jeg efter 10 år i samme fag sagde mit job op for at læse en studentereksamen og komme videre af en anden vej i mit liv. Ved ikke helt hvad jeg ellers skulle sadle om med. At flytte på landet og få en ny personlighed? Tror ikke det ville blive en ubetinget succes.
Hvilken børnebog gad du allerhelst, at have lov ag gennemleve, og som hvilken figur? Og hvorfor lige denne?
Jeg har altid haft en frygtelig allergi overfor, at lade andre bestemme over mig. Jeg trives bedst i eget selskab, og så gad virkelig godt have en kuffert fuld af guld. Så det måtte nok heller blive en Pippi Langstrømpe bog – også selvom jeg for alt i verden fortrækker min forældre ganske tæt på, fremfor enten i himmelen eller på de syv verdens have.
K spørger A:
Hvad er det sidste, du har lært?
Sikke en masse – men det mest brugbare er klart, det at sætte kæde på min cykel, hvis den ryger af baghjulet. Det lærte en stædig, ung kvindelig kollega mig, i raseri over, jeg var 31 og ikke anede hvad man skulle – især fordi jeg cykler til alt, var jeg en helt særlig form for håbløs, kunne jeg forstå. Skidegodt klaret, Louise.
Har du nogle efterårstraditioner, som du ser frem til i den kommende tid?
Ja, altså jeg elsker særligt at fejre K og min fødselsdage sammen, Halloweendag herhjemme, en af de årlige Århus-ture i denne sæson og alt præ-juleriet i november. Der spiser vi adventsmiddag i familien, jeg pakker kalenderpakker ind med Mor og Søster E, og plejer at være med svigerfamilien i Blokhus skulpturpark for at så deres magiske julelys-opstilling.
Hvad krummer du tæer over?
Virkelig mange ting. Folk der er uhøflige/vanskelige/krævende og mener stolt, at de er i deres gode ret imens, er en af dem.
Ellers kan nævnes: Klovn, folk der udtaler det “en drinks” eller “en hotdogs”, ordene smuksak, elsk’ med elsk på’ og mumsfilibaba, alle der vinker og man ser en forkert person vinke, bag den, der blev vinket til oprindeligt, folk der råber “banko” og har set forkert på pladen, folk der repræsenterer den danske befolkning i facebook kommentarsporene, der er krænkelsesparate over kebab, men mener Spies bare var lidt en charmetrold og meget, meget, meget mere.
Føder havfruer børn eller lægger de æg?
De dukker op (efter en uges tid) af lukkede muslinger, forseglet med morens kærlighed og modet fra en sømand. På tre-fire minutter vokser de så fra haletudse til almen nyfødt og følger efter i alment tempo til tumling, videre til teenager og voksen.
Hvilke ting i dit voksenliv ligger langt fra, hvad du havde forestillet dig som barn?
At voksne var helt vilde med at tage på job, og med garanti også helt vilde med huslige opgaver. Ellers lavede de dem vel ikke?
Så indser man, at voksne også bare er børn, der voksede op og blev nødt til at udføre alle nødvendigheder, og at vi faktisk er så priviligerede her til lands – hvilket de voksne blot har opdaget, en gang efter at de selv var 11 år – og netop derfor ikke nænner at brokke sig over det længere. De smiler, holder ud, forklare at alle skal hjælpe til, sukker højlydt og starter forefra næste dag.
Det er nu heller ikke så værst, at livet byder på både surt og sødt – men det undrede mig helt vildt, da jeg var barn, og observerede dem udefra, tæske rundt i hamsterhjulet for at få alt til at spille.