Kan I mærke det?
Snart må os, der ikke er bilister og kan entrere livet med eller uden jakke i livet alt efter varmeforbrug i bilen, trække i vores overgangsjakke.
For mig er der altid kun et svar – og det er “læderjakken”. Og ofte, har to styk overlappet hinanden.
Jeg knuselsker nemlig læderjakker og vender hovede på gaden, når jeg ser en flot/sej/rå/cute en, komme gennem gadebilledet.
Min nyeste, som jeg i disse dage sukker efter at finde frem, har jeg vist ikke et foto af, medmindre jeg selv har den på. Dén elsker jeg meget højt.
Jeg fandt den, i absolut slutefteråret i 2021 i den lokale secondhandbiks. Smørblødt kalvelæder på ærmer og skuldre, bundet sammen af et midterstykke i af sort, tynd uld, og med et sort, satinfoer. Metaldetaljerne var sølv, længden tenderer til en kort frakke, til lige under hoften og halsudskæringen rund og simpel, med en valgfri, tynd læderrem med lukning. Den mærkede dyr, ubrugt og luksuriøst, som den hang der mellem diverse former for gøgl og guld.
Da jeg så det tilmed var en størrelse 38, og at prisen lød på 350 kroner, måtté jeg prøve den på. Alt i mig skreg, at det var en vinterjakke, jeg manglede, men da den gled henover mit tøj og skuldersømmen sad perfekt, hvortil lynlåsen gled i med et tilpas figursyet look, måtte jeg overgive mig.
Ejeren brød ud i jubel ved kassen: “Ej, hvor godt, du købte den! Hende der har den stand, sagde hun kun har haft den på en 2-3 gange og den er bare så féd”.
Da jeg kom hjem, googlede jeg modellen – en Mosh Copenhagen til 2500, der stadig var i rest-handel et enkelt sted på nettet. Ikke sært, den føltes som en jakke udover det sædvanlige.
Den viste sig desuden helt perfekt, da den søde Skægabe valgte, at give en novembertur til Rom det år, hvor de 17-20 dagsgrader, matchede perfekt til aftnernes læderjakke-lune. Det må have været skæbnen.
Så mens fuglene pipper, lysere aftner begynder og de snoede, grønne bladknopper vinker til krokus, vintergæk og smørblomst, så glæder jeg mig. Glæder mig, til læderjakke-vejr.