Status.

Man ved, man er i praktik i Skagen, når:  

• At der er  når man tager afsted – og igen når man kommer hjem.(Og at ens øjne halvvejs gennem dagen føles som snitsår, fordi man ikke helt fatter at gå i seng tidsnok, til at stå op før fanden får sko på)
• At højdepunktet er at indse at der er gratis kaffe i morgenbussen. Favorit service!
• At højdepunkt nr. to er at indse at der er rør-op-varm kakao til fri afbenyttelse på arbejdspladsen – og kageordning.
• At man tager sig selv i at le over kliché-provinsstemningen, da man ved pendler-stoppet mellem Frederikshavn og Skagen opdager at byens konkurrerende køreskoler er naboer, og valget står mellem disse flatterende og opfindsomme navne: “Danny’s Køreskole” og “Heino’s Køreskole”. Take a pick.
• At Aalborg tilsyneladende betragtes som en storby. Og at ens nordjyske dialekt faktisk ikke er så slem, lige pludselig.
• At der blæser – permanent og uafbrudt i Skagen. Og man derfor er permanent rødnæset. På alkoholiker-måden. 
• At allé har mindst en “og så skete der en trafikulykke på Skagensvejen”-historie i ærmet.

– Og så er folkene deroppe i øvrigt vældig flinke. Nu er jeg hjemme i Roligheden, ser Masterchef, har benene oppe og spiser hjemmelavet pizza – det er vejen frem i livet, når man først er hjemme 17.15. Nu håber jeg bare at jeg kan falde i søvn i nogenlunde tid – de sidste par dage er den blevet over midnat, hvilket vist ikke er alt for ideelt. Ferie-søvnrytmen skal liiige reguleres, ser det ud til.