.. for det var jeg god til. Tror de fleste som har undervist mig, mens jeg var mellem 16 og 27, ville kunne skrive under der på. Hvis de altså kunne huske hende nede fra bagrækken, som aldrig mødte op eller havde sine ting med.
Det er desværre bare ikke pjæk, hvilket nok været nemmere. Jeg er nemlig syg. Eller, det er jeg faktisk heller ikke – jeg er skadet.
Min arbejdsmoral har altid lagt kilometer langt fra min skolemoral. Jeg møder gladeligt feberramt op og smitter alle mine kollegaer med alt fra SARS til roskildesyge. Man kan jo ikke bare blive hjemmefra sit job, når man er ved at stille træskoene.
Det er selvfølgelig 100% løgn, man kan og skal blive hjemme – både for kollegaernes og egen helbreds skyld. Jeg er bare så dårlig til det. Får pludselig en form for sygdomsfremkaldt storhedsvanvid og tror jeg ikke kan undværes. Ganske løgn og ganske dumt. For det kan alle – heldigvis.
At jeg denne gang ikke er syg, men midlertidigt handicappet gør min sorte samvittighed endnu større. Så er jeg jo hjemme og har det udemærket, selvom jeg ikke er i stand til, at udføre mit job. Hvordan klarer folk dog et brækket ben? Jeg påtænker, at være klar til job i weekenden – og det beroliger mig lidt.
Hvordan har du det med job, sygdom og samvittighed? Melder du dig syg ved mindste tegn på forkølelse og læner dig tilbage i sofaen med kleenex og Disneyfilm? Eller pukler du idiotisk rundt med 39 i feber og 11-taller under næsen, som jeg?
6 Comments
Lone
Jeg synes altså at man har et ansvar overfor sine kollegaer om ikke at smitte dem. Der kan altid være folk på ens arbejde, som har alvorlige sygdomme og som får alvorlige porblemer af at smitte sig på “almindelige” sygdomme. Desuden tænker jeg, at man er nødt til at tage sig tid og få ro, når kroppen sender alarm til os. Man burde lytte til sin krop og finde ud af hvorfor den er blevet syg og om der er specielle årsager til at man blev smittet.
venterpaavin
Det har du ret i – og når man arbejder med syge mennesker skal man også være ekstra opmærksom på, at man ikke smitter dem på nogen måde??
– K
Tine
Jeg har det desværre lidt ligesom dig. Jeg prøver virkelig at øve mig i ikke at være martyr, men hvis jeg ikke decideret har høj feber, har jeg svært ved at finde ud af, hvor grænsen egentlig går. Jeg kunne ikke drømme om at blive hjemme, fordi jeg er forkølet. (Men selvfølgelig skal man ikke smitte sine kollegaer. Jeg prøver også at blive bedre til det – og jeg ER jo ikke uundværlig 🙂 ) Håber snart, at du er tilbage igen! <3
venterpaavin
Nej, forkølelse er heller ikke sygdom i min bog. Særligt fordi jeg var forkølet ca 8 måneder om året indtil jeg var 25 år?
Piskeriset
Nu er jeg heldigvis meget sjældent syg (det er – 7-9-13 – flere år siden, jeg har haft en sygedag), men da jeg sidst kunne fornemme, at jeg var ved at blive syg, tog jeg en sygedag, selvom jeg ‘kun’ var sløj og ikke havde rasende feber. Men jeg kunne mærke, at det ville være langt bedre givet ud at have én sygedag (og det var heldigvis det, jeg kunne nøjes med) end at tage på arbejde og derefter få skældud af kollegerne for at risikere at smitte dem samt ende i at lægge mig syg flere dage. Men jeg har kolleger, der møder op med feber og rindende øjne, og de får som regel også at vide af resten af teamet, at de gerne må gå hjem og se at blive raske… 😉
venterpaavin
Det lyder fornuftigt! På mit job kan man dog ikke bare gå hjem midt vagt, så det er nødt til, at være bliv hjemme eller fuldføre en vagt??