Frygten for at få banko

Hvor stammer det fra? Det er jo sådan set hele ideen med at tage afsted. Jeg kan bare mærke helt nede i maven, at jeg først kommer til at sænke skuldrene, når showet er overstået, og jeg ikke er blevet tvunget ud i at råbe ‘Banko!’ en eneste gang. Heldigvis har jeg A ved min side – og jeg ved hun har det på præcis samme måde. Gudskelov har vi også en mere normal flok med os, som helt sikkert er klar til agere støttepædagoger og evt. banko-højtråbere, hvis man når der til.

Det er ikke engang fordi jeg er genert. Jeg har ikke frygt for at tale offentligt eller noget der ligner – alligevel gør tanken om at skulle brøler ‘Banko!’ mig ganske utilpas. Jeg stillede mig hellere op og sang foran alle der mødte op – det havde nærmere været hyggeligt.
Det stamme nok i virkeligheden fra min evigt antagelse om, at jeg tager fejl, så snart der er tal involveret. Som jeg forklarede min ven, da vi skulle i teateret fornyeligt. Da det er mig der har inviteret, købt billetter og printet dem ud, så vil jeg indtil vi sidder trygt på vores pladser og forestillingen er igang tro, at jeg har misforstået noget. Datoen måske? Eller så har eventuelt printet det forkerte billetter ud? Jeg ved ikke sikkert ikke hvad dato vi i virkeligheden har. Det kan også være at det slet ikke er dette teater at forestillingen spilles i? osv. osv.

Det er lidt det samme med bankopladen. Jeg er sikkert på, at jeg aldrig nogensinde vi kunne placerer brikkerne(?) rigtigt, og når jeg så skal læse tallene op, så er alt helt forkert og jeg spilder derved alles tid og skaber stor forvirring. Latterligt? måske. Men irrationel frygt er vel også en form for frygt?

Og bare rolig, jeg ved godt at alle ligeglade – men det er jeg ikke, og det er trods alt mit hoved som jeg skal bo indeni.

Hvad er du irrationelt bange for?

Ps. Eller hedder det bingo? Er det man skal råbe?