Feriedagbog, Torino, dag 1

Turen til smukke Torino startede først på formiddagen, helt tilbage i Aalborg, hvor der endnu var lang vej til de italienske himmelstrøg.

Der blev skubbet ekstra hårdt til det tomme køleskab og fryser, tjekket vinduer, tømt skrald og de nyvaskede og støvsugede overflader og gulve blev tømt for de fyldte kufferter, men den beskedne tjek-seddel til vores flinke hus-sitter blev lagt frem.

Vi fik heldigvis en skøn og problemfri køretur mod Billund, og med takeaway og en hjemmedesignet playliste, er to timer næsten for lidt at holde bilkoncert i.

Vi var derfor fremme i åndssvagt god tid, i frygt for at ryge ind i en uheldskø på motorvejen, men selv med 45 minutters forsinkelse på afgangen, gik tiden ganske godt med snak, fjollede instagramklip, kaffe og lidt snacks. At vi var idioter nok til ikke at fatte, at vi simpelthen havde købt indtjekket bagage i denne “rejsepakke” fremfor håndbagage som vi altid selv vælger, blev en lille ekstra regning, i 11. time.

Men den slags er vi heldigvis hurtige til at grine ad. Hovedsagen var ligesom, det ku’ komme med, måtte vi konstatere – og vi har læst de papire igennem x 100 sammen, så det havde nok ikke været anderledes uanset. Troede slet ikke man ku’ tjekke en så mikroskobisk rejsetrolly ind, ærlig talt. Og hey, det er vel ikke værst at blive klogere her i livet, selv for 350 kroner pr. mand?

I flyet hoppede vi på en gang prosecco (al’ vinen var ellers spansk, og nu sku’ vi jo til Italien) og Skægaben forsøgte at fortælle om alle de pastaretter han planlagde at skulle igennem.

Heldigvis var vi kun 18 kilometer fra lufthavnen og betalte gladeligt de 40 Euro for at bruge under 30 minutter på at arriverer i god ro og orden i byens absolutte centrum på Hotel Astoria.

Her blev vi mødt i fine, lyse marmoromgivelser, af behageligt personale, og et checkin tog kun få minutter.

Ej heller brugte vi længe på værelset, der ellers var lige i vores smag. Skøn udsigt ud til gårdhaven (med mulighed for at mørklægge totalt, fordi der var skodder for terassedørene), kæmpe halvhård seng, virkelig højt til loftet, pinligt rene overflader, aircon der virkede pérfekt og et stort badeværelse.

Vi friskede os derfor lige op, og så var vi ude af døren igen. Tanken om at lokalisere et bestemt pizzaria og et famøst vegansk is-sted havde vi kvittet, så snart vi fornemmede at vi var en time senere i byen, og så nu frem til at lurer hvad vi kunne finde udenfor vores dør.

Og gudskelov for det.

Der hvor vi endte, vil jeg slet ikke have byttet for noget.

.. og ærlig talt, er jeg allermest til forret, fremfor dessert.

Særligt hvis det indeholder gedeost.

Og den her perle, Magno, havde den bedste jeg har smagt.

På vej ned af den første sidegade vi stødte på, endte vi i et sandt mekka af byliv, der trods den heftige varme, ikke lod sig mærke.

Ikke på den let forcerede, turistede måde, men på den autentiske og livlige måde, som det nu er syd på. For i Torino (trods den er dobbelt så stor som KBH) mødte vi hverken tjenere der lokkede med engelske menuer og “many types of pasta” ved cafeerne, gademusikanter, turistgøglere og souvinir-butikker med magneter og t-shirts.

Der var smukt og primært lokale gæster, der bød ind med stemningen; Klirrende glas, musik, snak og lys i gaderne, mens restauranterne så småt åbner op mellem kl. 19 og 20.30.

Da vi står der, er klokken netop mellem 20 og 21, og de fleste lokale begynder så småt at overveje aftensmad. Størstedelen småbørnsfamilier, men også ældre mennesker og unge par, finder vej til bordene og bestiller et glas vin, mens de snakker med hinanden. Mad? Det er aldrig lige først på listen – man er jo lige kommet – så max aperitivo eller en forret, kan man fornemme at folk sidder med, da vi entreerer området.

Vi når ikke langt før dette sted springer os i øjenene. Et lille, lille sted med en elegant facade indtil et åbent køkken lokker os, borddækningen er smuk og enkel, og særligt det iskolde glas rosé som flere par sidder med, giver mig mundvand.

Den unge tjener kan ikke et ord engelsk, men det gør ingenting. Vi får bestilt og nyder at se på mennesker, mens vi sidder på de funky fortovsstole i selskab med hinanden og et glas vin.

Senere kom den smukkeste surdejspizza med trøffel og en velsignet burratasalat, og alt sammen var ganske pragtfuldt.

Det ku’ ingen simpelthen have gjort bedre, og mens de 35 grader blev til 29, gik snakken.

Velvidne om vores ur ville ringe tidligt, gik vi mod hotellet engang efter 22 – netop som en hel familie fandt vej til bords, for at starte deres aften. På vej mod hotellet tankede vi dog lige op med drikkevarer i et minimarket, før vi puttede os under det store fælleslagen i den kæmpe hotelseng. Så forløsende med de 19 graders “kulde”, hvor vi lagde os til rette for at se en lille film og snakke dagen igennem, inden øjnene klappede i.

En dejlig ferie var begyndt.