Feriedagbog, Torino, dag 2

Fik du læst dag 1?

Mandag morgen var ligeledes bagende varm – 36 grader på sit højeste – og da ugens første dag i Torino, er meget som søndag i Danmark, var rigtig meget lukket. Alle de smarte morgenmadscafeer, de velronomerede restauranter og alle de store museer.

Heldigvis var Juice & Mix undtagelsen der bekræftede reglen, og vi kunne sætte kursen mod den lille, bitte café efter en bid mad. Den sødeste ejer, virkelig fine priser og dejlig mad – vi forstår godt de 4,9 stjerner, han har på google.

Formålet med mandagen var herefter fastlagt hjemmefra.

Grundet varmen og de lukkede innercity kulturtilbud, valgte vi at satse på en tur ud af midtbyen til områdets ubetinget største Zoo, parken Zoom.

Beskrivelsen af det gigantiske skovområde lød på: “12 habitater – 10 terrestriske og to akvatiske – med en høj oplevelsesrate, over 300 dyr og 80 arter vil guide dig i opdagelsen af den biodiversitet, der kendetegner vores planet”.

Tillige kunne vi se at området husede et kæmpe svømmeland indbygget i en lækker, kunstig bountystrand, med glasvægge op af en af kæmpeflodhestenes ene bassin, således man kunne svømme med dyrene.

Det måtte vi se med egne øjne – altså, ikke lige så vi pakkede badetøjet, bevares – men resten lød superspændende for to Zoo-årskortholdere som os.

Med udprintede tog billetter til både ud og hjem, samt en kupon på kørsel til/fra togstationen til parken, var det bare om at lokalisere Port Susa. Overraskende simpelt og så godt som idiotsikkert viste det sig at være, og det skønne, lydløse tog tog os i god ro og orden afsted og ud af byen.

Jer der læser med, har nok bidt mærke i, vi tit priotere at komme ud og se andet end storbyen på vores ture, og at kører gennem de små provinser med panorama-view er en oplevelse i sig selv, hvad enten det er i Skotland, Palma, England, Milano eller her.

Parken var skøn!

Jeg havde været der to minutter, før jeg første gang udbrød: “Ej, her er fedt!”. Det blev til mange fra os begge.

Det var virkelig en smuk, smuk park og dyrene havde virkelig store, smukke og eksotiske omgivelser at leve i, der alle var velholdte og meget rene.

Som beskrevet i indlægget igår, var der igen ikke overfyldt af turister – masser af luft, badeglade italienere, shows og fodringer på italiensk, god stemning og et behageligt antal gæster, at nyde dagen med.

Vi holdte en del skyggepauser, hvor vi med Google-translate app’en bla. kunne læse de spændende skilte i “Karen Blixen’s Afrika”-hytten, og senere med is, frugt og kolde drikkevarer.

Så kunne vi lidt igen, før vi skiftede til det næste kontinent. På vejen blev jeg så glad. Nok slumrede løverne i skyggen, men Zoom skal have kæmpe ros for at ha’ genskabt min barndoms-favorit scene for mine øjne – Kongeklippen – i deres bur.

Godt møre af varme og dyreliv, rundede vi tilsidst Zoo-butikken for aircon og lidt vand, og så var klokken også lige pludselig nær 17.

Så vi fik fyldt flaskerne og chauffør var tilbage på pletten udenfor parken, akkurat som aftalt.

Tilbage i byen indgik i en pastajagt, for det var absolut key for Skægaben med sådan en på CV’et – allerhelst først som sidst.

Da vi var tilbage i ‘vores’ del af byen, slog vi os derfor ned på en restaurant, hvor han spottede en ragú version, og var tilfreds. Da han nævnte, at der også var vitello tonnato, behøvede jeg ikke kigge.

Den ret er lige himmelsk hver gang.

Længe gik der dog ikke, før vi igen måtte hanke op i taskerne, for at nå forbi supermarkedet. Velvidne om at biograferne syd på ikke altid byder på vådt eller tørt i de mindre kommercielle biografer, men kun selve filmoplevelsen, fik vi tanket lidt op på guf og vand før vi begav os afsted.

Vi havde nemlig en date med Cinema Nazionale, der grundet 100 års jubilæet for Ringenes Herre, spillede den på originalsproget den første dag, at hver film i rækken spillede.

Til vores held, var denne mandag sat som premieredato’en for den allerførste i rækken – en film der kom i biografen da jeg gik på mellemtrinnet i folkeskolen og endnu ikke var forelsket i universet – virkelig et lykketræf for os.

Så med store forventninger til at få en af de mest gennemsete film for os begge, blæst op på storskærm, gik vi mod biografen.

Vi smilede lidt af, at de to artsy biografer i byen (der er de eneste der normaltvis viser ting der ikke er dubbet til italiensk), ellers viste både “Druk” og “Den skyldige” samme aften, såvel som Cassiopeia i sorthvid og en franskcanadisk drama.

Her må vi sige, at vi altså bare er allermest på den kommercielle vogn.

Og hvilken oplevelse!

Jeg var ligedele rædselslagen og henrykt, mens der med ufattelige lydeffekter og ingen steder at flygte, under de onde scener, udspillede sig det ældgamle eventyr, foran os. Det der med at opleve ting i “Dolby 7.1”-lyd med en super livagtig surround sound, kunne virkelig mærkes.

Først da vi 23.30 var hjemme på hotellet, var pulsen nede igen.

Endnu en begivenhedsrig dag, var nået til ende.