A:
For et par måneder siden, er denne flotte lille dame flyttet ind hos mig, og som det tit går i vores familie, så er noget af det første der sker, at en sådan sag, man skal eje i længere tid, får sig et navn.
Kender du det?
Ikke et tilfældigt et nej, ikke et der nødvendigvis lyder cool – nej et sådan et navn, er ikke et man kan have forhåndsbestemt, men et der sådan dukker op og simpelthen ikke kan være anderledes.
Tag nu den lille frøken her.
Jeg havde – hele dagen jeg kiggede på Valentino tasker i Århus – haft The Corrs på hjernen. Ikke hvilken som helst sang, men “I never really loved you anyway”, hvor der nemlig synges: “Valentino – I don’t think so// You watching MTV while I lie dreaming in an empty bed”.
Da jeg så vil slå sangen op inde på google få dage efter, fordi jeg straks fik den på hjernen, så snart jeg havde min Valentino-taske i hånden, stod der, at hende der synger sangen i The Corrs, hedder Andrea.
Der slog lynet ned. Andrea! Hvem minder det mig om? Den fiktive Andrea “Andy”, der drømmer om at skrive og ender som personlig assistent på det største modeblad i hele USA, i følge den roman jeg har læst tusindevis af gange.
Så den nye Valentino-taske skal selvfølgelig hedde ‘An-dreah’, sagt på drævende britisk, akkurat ligesom den skrækkelige modeguru Miranda Priesly kalder hovedpersonen i ‘The Devil Wears Prada’. Netop fordi, det her er min (i mine øjne) ekstra fine, let overfladiske, mode-taske, kunne det ikke passe bedre.
Og volia, endnu en genstand navngivet.
K:
For blot et par uger siden blev det seneste køb, der blev navngivet, bragt til min adresse. Jeg var nemlig lidt syg efter en ny taske. Denne frynsede sag føltes på alle måder uundværlig – lidt hæslig, lidt skøn. Den helt perfekte størrelse og lige hvad jeg gik og savnede.
Hun skulle selvfølgelig også navngives, som det mest andet, der bor hos mig. Jeg spekulerede løs. Drømte lidt om, at den taske som Alicia Silverstone bære i yndlings hittet “Crying” ville være et bud, da den kvinde på alle måder er smuk og charmerende. Det var dog rigtigt langt fra mål, da jeg så videoen igennem. Desuden indså jeg hurtigt, at tasken her jo ikke er smuk. Den er kitchet, dramatisk og en lille smule mere sart end jeg egentlig gik og drømte om, at den skulle være. Den er jo faktisk lige præcis som heltinden i min evige yndlings serie – Seinfeld. Tasken er jo Elaine Benes. Og en sen aften, da afsnittet “The Parking Space” rullede over skærmen, så var der ingen vej uden om. Elaine iført en usmagelig mængde frynser. Hvilken lykke.
En viljefast, selvstændig dame, som har lige lidt tålmodighed og stil på et dansegulv, som jeg har. Vi skal nok blive rigtig gode venner hende og jeg.