K spørger A:
Hvis du kunne opfinde en ting, der løste et absurd hverdagsproblem, hvilket problem ville du vælge?
Smålighed. Jeg vil vove at påstå at en hel del af verdens problemer skyldes smålighed. Hvis ingen påtog sig offerrollen eller martyrrollen, var gavmilde og undede naboen ligesåmeget (endda også mere), end de selv har, var vi så langt i så mange situationer.
Hvad eller hvem inspirer dig?
Folk med en positiv attitude, som ikke går fuldstændig Balalejka over ting, man ikke kan gøre noget ved, som ikke liiige passer dem, eller ting, som i det store hele er ligemeget. Som ikke retter sin frustrationer ud til dem, der ikke er rette vedkommende og som ikke bekymre sig konstant.
Jeg næres af selvironi, pyt- og det-skal-nok-gå-mentalitet.
Folk der evner kontinuerligt ikke at hænge sig i hverdagsbrok og bagateller, og som kommer gennem livet med godt humør, vægter at gøre sig umage med at glæde andre og tager knubs med oprejst pande, synes jeg, er mega seje.
Hvilket dyr ville være den bedste danser, og hvordan tror du, det ville se ud?
Jeg har svært ved at se, at det er andre end Konge-lemuren fra “Madagascar”. Det kan opleves i filmen af samme navn fra 2005. Altså – det kan vel ikke blive bedre?
Hvordan tackler du konflikter og uenigheder med andre?
Jeg vurderer i reglen om det er kampen værd – for nogle ting behøver jeg slet ikke, at få ret i, eller få afgjort til min side. En stor del ting vil jeg aldrig tage op – er slet ikke hidsig nok, eller har trang til at være enig med alle. Er nogle åbenlyst urimelige eller ikke overholder aftaler, konfronterer jeg dem, i udgangspunktet stille og roligt. Jeg kan slet ikke råbe, faktisk.
Bliver folk sure og går i forsvarsposition, har jeg intet problem med at gennemfører samtalen, dette til trods – hvis min henvendelse beror på noget, hvor jeg er forudrettet, får jeg ikke dårlig samvittighed, trods en negativ reaktion. Man må gerne kræve, at ens følelser alvorligt, hvis at det er noget der fylder, som den andel har andel i.
Men det sker virkelig sjældent, jeg føler behov herfor, da jeg generelt vender alt al tankevirksomhed indad og sjældent har brug for at tale en masse om mit privatliv. Jeg vil tilgengæld gerne snakke med andre om deres, hvis de har brug for det.
Så det er mest hvis jeg lige rammes på uretfærdighed, jeg slår til med en konfrontation og diskussion.
Det er også kun med halve års mellemrum, vi diskuterer reelt herhjemme. Nok fordi jeg har valgt en, der heller ikke har brug for enighed om alt – for det er slet ikke essensen af et godt liv sammen, hvis man har et ret ens værdisæt generelt. Den eneste hus-diskussions-regel er, man ikke må sige det, man tror den anden vil høre, men skal sige det, man mener – uanset hvad udfaldet så bliver derfra. Ellers er man lige vidt.
Jeg ser i øvrigt ikke konflikter/uenigheder som noget uddelt negativt, men som en nødvendighed, når man er tæt på mennesker. Og er det mennesker i ens relation, skylder man dem og en selv at være ærlige og snakke om tingene, så ingen går og bliver indebrændte. Man kan aldrig undskylde, at man ikke får tingene sagt, fordi den anden reagerer på en måde, man ikke lige synes er ønskedrømmen. Sådan er livet. Alle kan og skal kun tage ansvar for sig selv og intet løser sig, hvis man fravælger de snakke, hvor det kræver en kold øl at få startet, eller en gåtur hver for sig bagefter. Pyt! Man er jo ligegode venner for det og så ved man, hvor andres grænse går – det’ ikke dårligt givet ud.
Hvis du skulle skrive en sang om din yndlingsmad, hvad ville du så synge om?
Ost, tror jeg. Smeltet ost.
A spørger K:
Hvordan håndterer du fysiske krisesituationer? Har du nogensinde måtte agere, og i såfald, hvad er dit mønster så herfor?
Jeg har igennem mit job har jeg stået i alt fra hjertelungeredning, selvmord og uventet død til personlige kriser, mentale traumer og alverdens små skader. I mit privatliv har tingene heldigvis været en del mindre dramatisk. En ting er dog sikker – så snart der sker noget akut, så trykkes der på en knap i mit hoved som får alt til at gå i slowmotion. Og derefter tager instinktet over, og så brager min krop afsted – griber, hjælper og kommandere. Helt uden jeg rigtig forstår, hvad der sker og hvornår jeg besluttede mig for at gå igang.
Hvis du skulle sy dig selv et stykke tøj, man ikke kan købe i butikkerne, hvordan skulle det så designes?
Ærligt, så tror jeg helst bare at jeg ville sprætte min gamle yndlingskjole op og lave den til et mønster. Så kunne jeg få den i alle farver og materialer. Det ville være drømmen.
Hvad trætter dig i visse relationer med andre, i en grad hvor du ser dig nødsaget til, at påtale det?
Brok over småting. Jeg hader når nogen insisterer på at tale om/henvise til at maden fx var dårlig, hvis jeg har været sammen med dem og vi har været ude. At de ikke husker det selskabet, snakkede, musikken der spillede og alt der rare, der dannede rammen om vores møde, men i stedet insisterer på at tale om hvor lidt ost der var på pizzaen eller hvor dyr salaten var i forhold til mængden af nødder deri.
Jeg får multispat. Jeg synes det er småligt, og ønsker ikke mit humør ødelagt af den slags bagateller. Jeg er ligeglad med det, og derfor fylder det ikke for mig. Jeg nyder selskabet, omgivelser og samtaler meget mere, og bliver ærgerligt, når nogen føler trang til at fylde resten af min aften (og uger der følger) med brok og dårlig stemning pga. fx mad.
.. og så er jeg virkelig ikke vild med at skulle give råd. Jeg orker ikke altid skulle give mit besyv med, da folk jo alligevel gør det de selv vil – og gudskelov for det. Dette gælder alt fra valg af kærester, kjoler, rejser og fremtidsplaner.
Hvad betyder mest for dig?
Min familie og min frihed. Intet over, intet under.
Hvis du skulle starte en ny samling i morgen, hvad skulle den så være på?
Den var svær. På stående fod er der ikke lige noget der fanger mit hyperfokus. Jeg er i humør til udsmidning og ønsker mest af alt rydde ud. Men ville nok alligvel ikke sige nej til en samling “pink princess philodendron”-stiklinger.