Livet består af både sødt og surt, og det er pudsigt hvorledes det ofte er i småtingsafdelingen man kan blive vanvittigt glad og ditto frastødt.
Vi uddeler derfor ligedele røvspark og klapsalver idag, til både højre og venstre.
Røvspark til:
- Bananfluer.
- Rynken midt mellem øjnene, der tilsyneladende vokser tre milimeter længere ind i kraniet, pr. døgn, de sidste par år.
- Cykeldæk, som ikke rigtigt kan holde luft, men heller ikke er ægte flade. Jeg er for doven til, at få det fixet.
- Folk der forarges over alt, og forlanger alting censureret. Du må ikké sige noget der kan tolkes chuvanistisk, racistisk, småpædofilt, anti-vegansk, klimakritik-jokende eller i sygdomskategorien, uden at få rap over nallerne. Frasen “jeg troede, jeg skulle dø af træthed” er ikke spór sjov, for der “FINDES FAKTISK KRONISK TRÆTTE MENNESKER”, at du ved det” og man må absolut ikke hyggebrokke sig over weekendjob, når “mange i Afrika ville eeeelske at have en liv”. Nå nå nå; fucking bevares. Skal du ikke ud at gå en lang tur, og lufte selvhøjtideligheden, min ven? Så kunne vi andre jo lige få lidt humoristisk frirum i mens.
- Lyden af tinnitus.
- At komme hjem uden at have købt salt. Så’ det bare direkte tilbage til Netto.
Klapsalver til:
- Alle der hilser tilbage til kasseekspedienten og buschaufføren.
- Dem som opfandt præfabrikerede frikadeller.
- Kollegaer der tager en kop skoldhed sort kaffe med, fra automaten.
- Dem som prøver, at gøre det lidt hyggeligt for vi andre – om de giver den gas, som frivillig, deler ubegrundet ondagskage ud på job, opfinder robotstøvsugere eller tager initiativ, hvor vi andre lader stå til, burde de sgu få en hånd.
- Ekstra ost, på alt.
- Alt det er gamle danske rap. Hold nu kæft, hvor meget af det stadig holder.