Endnu en mandag er strøget ind på lystavlen, og jeg synes sgu tiden går stærkt i disse dage. Solen skinner og der er ikke en dag, hvor den ikke får selskab af mig, så længe den er her.
Men pludselig gik ugen og nu er det tid til sidste uges fraklip. Og jeg huskede det, selvom jeg er konstant er mindst en dag bagud – eller foran. Sker altid når Skægaben er hjemme, på dage, han ikke plejer – så tror min hjerne der er weekend, uanset hvad, fordi jeg selv arbejder aften og nat, på alle årets dage uanset weekend og helligdage, modsat hans stålfaste 7-15 job… altså, plus overarbejde, ikke?
Anyway. Roder derfor pt. jævnt meget rundt i det, hvilket åbenbart er hjemmets forbandelse – Skægaben stod også op klokken 7 idag, til vækkeurets skrig, og indså på vej i bad, det jo var helligdag, med besøgshygge i vente, og kom lynhurtigt tilbage under dynen. På trods af, han har glædet sig helt vildt og ævlet cykelcomputer-programmer i et væk de seneste dage, til racerturen idag. Vanens magt er svær at udfordre. Åbenbart. Også for mig.
Men hey: Måske, jeg er kommet ud af den let zombieagtige mentaltilstand, som corona lagde over landet? Og smider hjernen over bord og glæder mig ved, at faren lader til at være drevet over for en stund?
Skal i hvertfald lige love for, at jeg har nydt at blive luftet lidt de seneste uger – selvom jeg har arbejdet “ude” i perioden, er det nu noget andet, at få sit kultur og byliv tilbage. Jeg er jo levemenneske og ikké karrieremenneske (jf. punkt 4 indlægget her har jeg stadig ingen ambitioner herom – næh du, ellers tak, jeg er mere ala “Håbløs” med Østkyst Hustlers eller “Lykkelig lemming” med Ham Den Lange, hvis du skulle være i tvivl).
Idag er jeg vågnet op til noget mere Pinsesol (er det noget med, man kan se den danse? Eller er jeg blevet helt skør? Det dukker bare op i mit hoved, den frase?), og skal ud at besøge min søde mor og far til frokost, hvor jeg forhåbentlig også får nydt den lidt.
Skægaben får hvertfald shinet sine forhadte solbrillemærker op, når ham og Pops indtager cykelstierne før maden, men så kan de jo passende matche hans rødsvedte skuldre, som han skaffede da han i et anfald af optimistisk tømmermændstilstand, besluttede at slå græs i stærk middagssol lørdag.
Jeg har også driblet rundt med alkoholikernæse-look i forrige uge, men den har dæmpet sig, så håber at kunne indhente mere diskret solkysset look, til solstriberne i mit pistne hår, før det gode vejr er væk. Kører altid solbrune fødder, underarme og fjæs – resten snehvidt og pletvist rødt, alt efter tøjskift. Suk.
Flere af mine kollegaer har opnået fuld tan, jævnt og Mallorca-agtig, og jeg er svært misundelig – dur bare ikke til solstol og damemagasiner, omend jeg gerne ville.
Men nu må vi se!
Først og fremmest vil jeg lade fraklip fra sidste uge få ordet, hvor jeg bla. fik:
