Der tog de sgu røven på mig #1

Igår var der dømt fødselsdag x 2 i Dukkehuset, hvor K og jeg havde inviteret til fællesfødselsdag, hvor vores forældre, Lillesøster E, Svoger T og Skægaben til pålægskagemand, dessertbord og kaffe.

Normalvis ruller vi smørrebrødsskyts ud, med tyve af vores fælles favoritmennesker inviteret ned i et lejet lokale, men selvsagt er det ikke sagen pt., og den her løsning, havde vi virkelig glædet os helt vildt til, trods ændringerne fra det vanlige koncept. Den her kerne af folk, er vores topyndlings.

Snakken gik således lystigt, så snart gæsterne trådte ind af døren, og K fik derfor banket på glasset, budt pænt velkommen, og udpeget både håndsprit-stationer, individuelle drikkevarer og rækkefølge på folk i “kagemandsbuffeten” i køkkenalrum-delen, så ingen stod for tæt.

Jeg foreslog nemlig med en lille hvisken, få sekunder inden at K’s kniv ramte glasset, at vi måske kunne åbne gaver i halvlegen mellem frokost og kaffe, fremfor til at starte med dem, og det var K klar på. Jeg skulle snart finde ud af hvorfor – det havde nemlig intet med min forespørgsel at gøre, åbenbart.

For da alle sad mætte og glade efter 2.-3. runde i den nu svært reducerede smørrebrøds-plæne, var det gavetid. Og efter at vi havde byttet lige over af gaver os fødselarer i mellem, K havde fået af Skægaben, og vi begge havde fået af E og T, pakkede K sin smukke gave ud fra vores forældre.

Da den så naturligvis skal beundres af flokken, forsvinder både vores forældre og Skægaben ud af døren for en stund, men det er der ikke rigtig nogle, der bider mærke i. I hvertfald ikke mig – der også er igang med at afprøve fingerring, beundre mine nye øreringe og sneakers, glæde mig over den forestående brunchtøsetur, og læse bag på min nye LP. Fantastiske gaver!

Men den entré mine forældre laver, da de kommer tilbage i stuen, får dog mit hoved til at glive op fra tracklisten.

Ind kommer nemlig Skægaben og min far, med hiv og sving, prustende og stønnende, og placerer et kæmpe… træ(?!?) midt på gulvet.

Dog ikke hvilket som helst træ. Et smukt, støvgrønt cedertræ – netop sådan et, de rige i boligbladende altid bruger som juletræ, fremfor rødgran, og som jeg (ultimativt juletosse) altid har drømt om, en dag skulle stå i min stue, når jeg engang ikke længere boede i lejlighed.

Men hvad det lige laver her i min stue, i dette øjeblik, aner jeg ikke.

Jeg ler mest af alt umotiveret, og tænker, at de gamle hoveder må ha’ fundet på et eller andet overraskelsesgøgl – gætte hvad det går ud på, det kan jeg dog slet ikke. De er begge pædagog-uddannede, så fantasien fejler ikke noget, men min – der ligeså plejer at være glimrende – kommer til kort lige nu, kunne jeg mærke.

Især da min mor – delvist skraldgrinende over mit forvirrede ansigt og delvis med påtaget hemmelighedsfuld mine – beder mig rykke frem til bordets yderligste stol. Så der sætter jeg mig, og afventer spændt.

Far laver sit fjollede “jeg ved ikke noget”-fjæs og jeg er på bar bund, da min mor åbner munden.

Jeg fylder jo rundt, sagde hun så endelig – 30 år – og skal derfor have en helt speciel gave, som er personligt skræddersyet og udvalgt af hende og min far, for at fortælle om mit liv, og for at på samme tid, at bidrage til en af mine mange samlinger – nemlig fjollede glaskugler.

Og med disse ord, rakte hun mig en kasse, med 12 sirligt indpakkede, fjerlette og nummererede gaver i.

Det viser sig, at dette er fortællingen om mit liv, kronologisk fortalt gennem søde ord, sjove beretninger og med en glaskugle, der illustrerer hvert punkt.

Og for hver, jeg pakker op og hænger på træet, i takt med deres betydning/minde om mig, går jeg fra 0 år til 30.

Det er simpelthen det sjoveste, mest betænksomme og hyggelige, de kunne have fundet på, og jeg elsker deres individuelle fortællinger, som de kommer til verden gennem dem begge.

Undervejs er der ligedele smil og grin, og jeg kan hører mine og K’s gæster også er godt underholdt undervejs – særligt K, der naturligvis har en finger med i spillet, og har været med på glaskugle-udflugt. Hun er også et eminent valg, som assistent til den opgave.

Min snarrådige mor, havde således også taget et “blogvenligt” billede, før indpakningen, og se da lige! Om man så er julefan eller ej, må man da næsten kunne se, at det her er bedårende? Jeg er hvertfald komplet forblændet – både af selve overraskelsesmomentet, hvor smukke glaskuglerne er, og de mange tanker der er bag, sådan et arrangement.

Og så var det umådelige generøse arrangement slut, skulle man tro – og det gjorde jeg – men her tog jeg fejl.

Min far strøg nemlig efterfølgende ind med en gave under træet (“ellers er det ikke rigtig jul, Bobbe!”), som var “allersidste” ting.

Heri gemte sig en smuk, smuk opsats fra Royal Copenhagen – en af de ting, jeg kun har turde sukke efter – og fem tusinde kroner, som den sidste glaskugle (rejsekufferten) skulle bakkes op af. Jeg havde nemlig ønsket mig rejsetilskud, som en af de mange ting, på ønskesedlen.

Ingen af dem blev ellers opfyldt, og det elsker jeg. Mine søstre og mine forældre kender tydeligvis mig bedre, end jeg selv, og overraskelser er altid skønne.

Hermed var sidste gave pakket op – cirka ti mere, end jeg havde gættet på. Og med denne høst, sad jeg så. Jeg var mildest talt rundt på gulvet. Og glad.

Tænk sig, man har så dejlig en familie, der gider stable sådan en fornøjelse og hyldest på benene!

En ting er hvertfald sikkert – jeg tager altså lidt forskud på julen, og lader pynten stå et par dage endnu, før jeg sirligt pakker glasfigurene ned og sætter dem op til resten af min samling en måned eller to endnu.

Heldigvis fulgte der en timet lyskæde med, (som ham far kyndigt instruerede mig i), så selv i de måneder om året, hvor de fine dimsedutter er pakket væk, vil træet kunne stå på fortrappen ud til hovedvejen og byde mine gæster velkommen i flere år frem, med lys og minde om, da jeg blev 30.

Dét er da lidt smukt, er det ikke?